Miljøretlig Forskningsportal, årgang 2022

MRF 2022.1
Etablering af kloakledning i 1975 på grundlag af landvæsenskommissionskendelse var ikke omfattet af det ulovbestemte gæsteprincip, uden det kunne tillægges betydning, om der i anledning af kendelsen var udbetalt erstatning til den daværende arealejer.

Højesterets dom af 15. februar 2022, sag BS-47737/2020-HJR


MRF 2022.2
Ikke i modstrid med grundlovens § 73, at ekspropriation til transmissionsledninger i jorden fra en kommende vindmøllepark ved Kriegers Flak skete som tinglyste ledningsservitutter, der fraveg gæsteprincippet.

Højesterets dom af 15. februar 2022, sag BS-5013/2021-HJR, BS-5014/2021-HJR, BS-5019/2021-HJR, BS-5021/2021-HJR og BS-5025/2021-HJR


MRF 2022.3
Det ulovregulerede gæsteprincip fandt ikke anvendelse ved Vejdirektoratets flytning af forskellige ledningsanlæg nødvendiggjort af ny motorvej ved Holstebro, hvor Vejdirektoratet havde erhvervet arealet ved ekspropriation, da der på forskellige måder var betalt kompensation til lodsejer ved tinglysning af ledningsservitutter, og da der gælder en formodning for, at gæsteprincippet ikke gælder, når en ledningsservitut er tinglyst på et tidspunkt, hvor ledningsejer er ejer af arealet, uanset om arealet efterfølgende overdrages til en ny ejer.

Højesterets dom af 14. marts 2022, sag BS-8087/2021-HJR, BS-8095/2021-HJR og BS-8602/2021-HJR


MRF 2022.4
EU’s direktiv om tildeling af eneretstilladelser til indvinding af olie er ikke til hinder for, at samme olieselskab opnår tilladelse til indvinding i flere sammenhængende felter, men ved miljøvurdering af de enkelte tilladelser efter VVM-direktivet skal der tages hensyn til den samlede miljøvirkning for at imødegå projektopdeling.

EU-Domstolens dom af 13. januar 2022, 2. afd., sag C-110/20, Regione Puglia


MRF 2022.5
Byerne Bruxelles, Paris og Madrid var ikke søgsmålsberettigede efter TEUF art. 263, stk. 4, til at anfægte gyldigheden af Kommissionens grænseværdier for NOx-udledning fra biler ved RDE-tests. EU-reglerne om typegodkendelse af køretøjer begrænser ikke medlemsstaternes adgang til at regulere biltrafikken lokalt med henblik på at beskytte luftkvaliteten.

EU-Domstolens dom af 13. januar 2022, 5. afd., de forenede sager C-177/19 P – C-179/19 P, Ville de Paris m.fl. mod Kommissionen


MRF 2022.6
Slovakiet havde overtrådt direktiv 2002/49 om vurdering og styring af ekstern støj ved ikke rettidigt at udarbejde handlingsplaner for 445 større veje og 16 større jernbaner uden for byområder og ved ikke at fremsende resuméer af planerne til Kommissionen.

EU-Domstolens dom af 13. januar 2022, 8. afd., sag C-683/20, Kommissionen mod Slovakiet (Bruit dans l’environnement)


MRF 2022.7
Efter at Air Berlin i oktober 2017 indstillede sine aktiviteter som følge af insolvens, var kuratoren for Air Berlin forpligtet til at tilbagelevere den del af de gratis emissionskvoter, som Air Berlin var tildelt for perioden 2013-2020, svarende til perioden oktober 2017 til 2020.

EU-Domstolens dom af 20. januar 2022, 5. afd., sag C-165/20, Kurator for Air Berlin


MRF 2022.8
Pligten efter WEEE-direktivet for producenter af solcellepaneler til at bære omkostningerne ved håndtering af affald fra paneler, der er bragt i omsætning før 13. august 2012, er i strid med forbuddet mod tilbagevirkende kraft. Vedtagelse af national lovgivning, der er i strid med et senere vedtaget EU-direktiv, udgør ikke i sig selv en tilsidesættelse af EU-retten.

EU-Domstolens dom af 25. januar 2022, Store Afdeling, sag C-181/20, VYSOČINA WIND


MRF 2022.9
EU-retten kræver ikke, at medlemsstaterne yder erstatning for skader på dambrug forårsaget af arter beskyttet af habitatdirektivet og fuglebeskyttelsesdirektivet. Udbetaler medlemsstaten erstatning, indebærer det en sådan fordel for den erhvervsdrivende, at der kan være tale om statsstøtte.

EU-Domstolens dom af 27. januar 2022, 3. afd., sag C-238/20, Sātiņi-S


MRF 2022.10
Landskabsbeskyttelsesbekendtgørelse vedtaget af lokal myndighed for område ved Inn-floden med generelle forbud mod skadelige aktiviteter for natur og landskab og krav om tilladelse til en række aktiviteter ikke anset for en retsakt omfattet af SMV-direktivets regler om miljøvurdering i art. 3, stk. 2, litra a, eller art. 3, stk. 4, da bekendtgørelsen ikke fastlægger en betydningsfuld helhed af kriterier og fremgangsmåder for tilladelse og iværksættelse af et eller flere projekter, navnlig mht. placering, art, størrelse og betingelser for drift af sådanne projekter eller ved tildeling af midler til disse projekter.

EU-Domstolens dom af 22. februar 2022, Store Afdeling, sag C-300/20, Bund Naturschutz in Bayern


MRF 2022.11
Tilladelse til at fravige beskyttelsen af bilag IV-arter efter habitatdirektivets art. 16 kan for VVM-pligtige projekter meddeles uden forudgående offentlig høring, hvis høring af offentligheden om denne tilladelse i stedet effektivt er sikret ved den offentlige høring af den samlede miljøvurdering af projektet, og den kompetente myndighed har mulighed for at stille strengere krav til beskyttelsen af bilag IV-arter i forbindelse med den endelige VVM-tilladelse.

EU-Domstolens dom af 24. februar 2022, 3. afd., sag C-463/20, Namur-Est Environnement


MRF 2022.12
Bulgarien havde overtrådt havstrategirammedirektivets krav om hver 6. år at ajourføre vurdering af havmiljøet og miljømål, idet en forsinkelse begrundet med problemer med manglende tilbud efter EU-udbud ikke var omfattet af direktivets undtagelser.

EU-Domstolens dom af 28. april 2022, 7. afd., sag C-510/20, Kommissionen mod Bulgarien


MRF 2022.13
Landdistriktsforordningens art. 30(6)(b) giver mulighed for, at ejer af skovareal får kompensation for omkostninger og driftstab som følge af naturbevarende tiltag ved at området udlægges som mikroreservat, uanset at arealet ikke er udlagt som Natura 2000-område, hvis udlægning af området må anses som et supplerende tiltag for Natura 2000-netværket. Kompensation kan dog ikke gives, hvis ejeren er en kriseramt virksomhed, jf. Kommissionens forordning 702/2014 om statsstøtte.

EU-Domstolens dom af 28. april 2022, 7. afd., sag C-251/21, Piltenes meži


MRF 2022.14
Hvis et projekts anlægsaktiviteter forringer vandkvaliteten i et vandområde omfattet af vanddistriktsplanerne, så vandkvaliteten midlertidigt falder i forhold til et af vandrammedirektivets parametre for vandkvalitet, kan projektet ikke tillades efter vandrammedirektivets art. 4(1)(a), der forbyder enhver forringelse af vandmiljøet, men projektet kan tillades efter undtagelsen i vandrammedirektivets art. 4(7) for bæredygtig vandanvendelse. Det gjorde ingen forskel, at Kommissionen havde udsendt en vejledning, hvorefter midlertidige kortsigtede virkninger på vandmiljøet ikke blev anset for en forringelse af vandmiljøet.

EU-Domstolens dom af 5. maj 2022, 2. afd., sag C-525/20, Association France Nature Environnement (Impacts temporaires sur les eaux de surface)


MRF 2022.15
Kravet om korrekt anvendelse af plantebeskyttelsesmidler i krydsoverensstemmelsesforordningen (1306/2013) medfører også krydsoverensstemmelsessanktioner, hvis en landmand anvender et plantebeskyttelsesmiddel, hvor godkendelsen af midlets anvendelse efter forordning 1107/2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler er udløbet.

EU-Domstolens dom af 5. maj 2022, 10. afd., sag C-189/21, R. en R. (Utilisation agricole d’un produit non autorisé)


MRF 2022.16
Forlængelse af tilladelse til drift af affaldsdeponeringsanlæg udgør ikke en ”væsentlig ændring” i IE-direktivets forstand og er derfor ikke godkendelsespligtig efter direktivet.

EU-Domstolens dom af 2. juni 2022, 4. afd., sag C-43/21, FCC Česká republika


MRF 2022.17
A havde ved ordinær hævd erhvervet færdselsret over B’s ejendom ad en indkørsel, der fremtrådte som adgangsvej til A’s ejendom. Hævdserhvervelsen ikke afskåret på grund af en manglende interesse i at benytte adgangsvejen. B skulle fjerne afspærring og genoprette vejens belægning.

Vestre Landsrets dom af 7. januar 2022, 8. afd., sag BS-12929/2021-VLR


MRF 2022.18
Grundejerforening for lejlighedskompleks var ikke forpligtet i medfør af servitut eller vedtægterne til at stille sine fællesarealer til rådighed for bygherres etablering af p-pladser, der klart oversteg det antal pladser, som de øvrige medlemmer af foreningen hver især havde etableret på fællesarealet. Dissens.

Vestre Landsrets dom af 14. januar 2022, 6. afd., sag BS-16355/2021-VLR


MRF 2022.19
Landmand frifundet for ikke at efterkomme påbud om retablering af jorddige i beplantet område, da der trods kortmateriale, luftfotos og forklaring fra tidligere ejer ikke var ført det fornødne bevis for, at der havde været et beskyttet dige på strækningen.

Vestre Landsrets dom af 1. februar 2022, 13. afd., sag S-2127-20


MRF 2022.20
Afslået anmodning om præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen om vandrammedirektivet og SMV-direktivet i sag om gyldigheden af indsatsbekendtgørelsens indsatsprogrammer, da der ikke var rimelig tvivl om forståelsen af de bestemmelser i vandrammedirektivet og SMV-direktivet, som havde betydning for sagen.

Vestre Landsrets kendelse af 9. februar 2022, 14. afd., sag B-0311-17


MRF 2022.21
Nedrivning af nyopført sommerhus i strid med byggeforbud i servitut fra 1960.

Vestre Landsrets dom af 10. februar 2022, 15. afd., sag BS-31188/2021-VLR


MRF 2022.22
Overtaksationskommission havde ikke kompetence til ex officio at tilsidesætte parternes aftale om ekstension.

Vestre Landsrets dom af 16. februar 2022, 15. afd., sag BS-41004/2018-VLR


MRF 2022.23
[Resumé under udarbejdelse.]

Vestre Landsrets dom af 16. februar 2022, 15. afd., sag BS-23495/2021-VLR


MRF 2022.24
[Resumé under udarbejdelse.]

Vestre Landsrets dom af 3. marts 2022, 15. afd., sag BS-16929/2021-VLR


MRF 2022.25
Kommune ikke erstatningsansvarlig for afgrødetab som følge af oversvømmelse af marker, da det ikke var godtgjort, at kommunen havde begået en klar og væsentlig fejl i sagsbehandlingen i forbindelse med ekstraordinære vedligeholdelsesarbejder i et nærtliggende offentligt vandløb.

Vestre Landsrets dom af 24. marts 2022, 1. afd., sagerne BS-31601/2020-VLR og BS-31836/2020-VLR


MRF 2022.26
Plankeværk opført på E’s ejendom ca. en meter fra skel til N’s naboejendom påbud fjernet grundet modstrid med privatretlig servitut fra 1974, hvorefter hegn skulle udføres som levende hegn, medmindre der var enighed med nabo om andre typer hegn. Hegnssynet havde modsat fundet, at servitutten alene omfattede fælles hegn i skel.

Vestre Landsrets dom af 11. april 2022, 7. afd., sag BS-33183/2021-VLR


MRF 2022.27
Ikke grundlag for at tilsidesætte påbud om retablering af tre jorddiger, bl.a. fordi luftfotos og historiske oplysninger om digernes placering i skel bestyrkede, at digerne i overensstemmelse med kortmaterialet havde eksisteret forud for 1992, og da det kom ejeren bevismæssigt til skade, at digerne var fjernet. Ikke retsfortabende passivitet. Prøvelsens omfang.

Vestre Landsrets dom af 26. april 2022, 3. afd., sag BS-12192/2021-VLR


MRF 2022.28
Kommune erstatningsansvarlig over for køber af boligejendom, da spildevandsplanen fejlagtigt oplyste, at ejendommen var tilsluttet offentlig kloak, selvom kommunen siden 2005 var bekendt med, at ejendommen var tilsluttet privat fællesanlæg, hvormed kommunen ikke havde efterlevet pligten til at ajourføre spildevandsplanen.

Vestre Landsrets dom af 29. april 2022, 2. afd., sag BS-26333/2021-VLR


MRF 2022.29
Samstemmende påstande om frifindelse for overtrædelse af gødskningsloven, da det efter tiltaltes indhentelse af sagkyndig bistand fra planteavlskonsulenter ikke kunne bevises, at der var sket overgødskning. Statskassen undtagelsesvist pålagt at afholde udgifterne til den sagkyndige bistand.

Østre Landsrets dom af 7. januar 2022, 16. afd., sag S-362-20


MRF 2022.30
Lokalplanbestemmelser om detailhandelsudlæg til udelukkende særligt pladskrævende udvalgsvarer ikke i strid med servicedirektivet art. 15, da lokalplankravet om forbud med almindelige udvalgsvarer var sagligt begrundet. Afvist, at det kunne tillægges betydning, at Planklageklagenævnet i afgørelse af 22. maj 2019 ikke havde været opmærksom på EU-Domstolens dom i sag C-360/15 af 30. januar 2018 om fortolkning af servicedirektivet art. 15.

Østre Landsrets dom af 14. januar 2022, 7. afd., sag BS-7907/2021-OLR


MRF 2022.31
Kommune ikke rette sagsøgte og derfor frifundet i sag om vejstatus og vedligeholdelsespligt, hvor Vejdirektoratet som rekursinstans havde stadfæstet kommunens afgørelse om, at et vejareal havde status af privat fællesvej. Tillige afvist, at kommune på aftaleretligt grundlag var forpligtet til at vedligeholde den private fællesvej.

Østre Landsrets dom af 27. januar 2022, 18. afd., sag BS-2191/2020-OLR


MRF 2022.32
B, der i 2020 var idømt strafansvar for hærværk ved fældning af ti større træer på A’s naboejendom, erstatningsansvarlig for genbeplantning. Erstatning fastsat til 100.000 kr. på baggrund af branchestandarden VAT03, hvor bl.a. lagt vægt på, at genbeplantning af tilsvarende træer var umulig, og at fældningen af træerne ikke medførte økonomisk tab af herlighedsværdi.

Østre Landsrets dom af 3. februar 2022, 3. afd., sag BS-27929/2021-OLR


MRF 2022.33
Der var hjemmel i råstoflovens § 5 a, stk. 2, til i en råstofplan at fastsætte rækkefølgebestemmelser om udnyttelsen af graveområder.

Østre Landsrets dom af 14. marts 2022, 3. afd., sag BS-49720/2019-OLR


MRF 2022.34
Afslag på lovliggørende dispensation fra fredningskendelse til 165 m2 telttilbygning i direkte tilknytning til Kokkedal Slot, da afslaget ikke led af retlige mangler, og da der ikke var anført omstændigheder, som kunne medføre tilsidesættelse af Miljø- og Fødevareklagenævnets skønsmæssige afgørelse.

Østre Landsrets dom af 21. april 2022, 3. afd., sag BS-47106/2020-OLR


MRF 2022.35
Søgsmål anlagt mod hegnssyn, der havde truffet afgørelse efter mark- og vejfredsloven i en tvist mellem private parter, afvist, da sagen skulle være anlagt mod den private modpart.

Østre Landsrets dom af 25. april 2022, 8. afd., sag BS-44574/2021-OLR


MRF 2022.36
Der kan opkræves supplerende tilslutningsbidrag, når en allerede tilsluttet erhvervsejendom i landzone overgår til byzone, jf. spildevandsbetalingslovens § 2, stk. 5. Opkrævningen skal dog ske i tidsmæssig sammenhæng med ændringen af ejendommens zonestatus, hvilket ikke var sket i den konkrete sag. Påstand om, at regnvandsledning var omfattet af det ulovbestemte gæsteprincip, afvist, da der ikke forelå en konkret og aktuel tvist om faktiske arbejder vedr. ledningen.

Østre Landsrets dom af 5. maj 2022, 25. afd., sag BS-23357/2021-OLR


MRF 2022.37
Uanset tidligere naboerklæring, hvori indgik bekræftelse på at ville undlade etablering af gennemkørsel i en vaskehal, skulle en i 1987 tinglyst servitut fortolkes i henhold til ordlyden, der ikke indeholdt forbud mod at etablere gennemkørsel i vaskehallen. Afvisning af påstand angående byggeretlige spørgsmål, da søgsmålsfrist i byggeloven § 25, stk. 1, var overskredet.

Østre Landsrets dom af 17. maj 2022, 23. afd., sag BS-8078/2021-OLR


MRF 2022.38
Anke af dom om frifindelse af kommune i landzonesag afvist som udsigtsløs, da Planklagenævnet og ikke kommunen var rette sagsøgte, jf. retsplejelovens § 368 a.

Østre Landsrets dom af 30. maj 2022, 8. afd., sag BS-36279/2021-OLR


MRF 2022.39
Ikke grundlag for at underkende Miljø- og Fødevareklagenævnets stadfæstelse af miljøgodkendelse af ændring og udvidelse af husdyrbrug, da retlig mangel ikke kunne føre til afgørelsens ugyldighed, og da landskabelige værdier ikke talte afgørende imod miljøgodkendelse.

Retten i Svendborgs dom af 3. januar 2022, sag BS-9392/2021-SVE


MRF 2022.40
Ikke grundlag for at tilsidesætte VVM-screeningsafgørelse om, at råstofindvindingstilladelse ikke var VVM-pligtig, uanset at regionen havde foretaget mere indgående undersøgelser af trafikale forhold, efter den tidligere VVM-screening af projektet var blevet ophævet af byretten i 2014.

Retten i Koldings dom af 24. januar 2022, sag BS-9967/2017-KOL


MRF 2022.41
[Resumé under udarbejdelse.]

Retten på Frederiksbergs dom af 1. februar 2022, sag BS-54050/2019-FRB


MRF 2022.42
Kommune, der ved projektsalg havde solgt ejendom, var erstatningsansvarlig for forsinkelse af byggeri som følge af Planklagenævnets ophævelse af lokalplan og håndtering af lovliggørelsesproces samt manglende oplysning om spildevandsledning, mens ansvarsfraskrivelse for forurening blev opretholdt.

Retten i Helsingørs dom af 31. marts 2022, sag BS-19097/2020-HEL


MRF 2022.43
[Resumé er under udarbejdelse.]

Københavns Byrets dom af 25. maj 2022, sag BS-22426/2021-KBH


MRF 2022.44
Landzonetilladelse til opstilling af husstandsmølle ophævet og hjemvist til Planklagenævnet, da nævnet ikke i tilstrækkeligt omfang havde taget højde for risikoen for forøgelse af uforsætlige drab af flagermus i området, og da ophængning af flagermuskasser ikke ville reducere dødeligheden.

Retten i Roskildes tilkendegivelse af 3. juni 2022, sag BS-53132/2019-ROS


MRF 2022.45
Ophævet afgørelse om, at placering af en motorbåd var i overensstemmelse med lokalplan, der forbød udendørs oplag af bl.a. både og uindregistrerede køretøjer, da det forhold, at motorbåden var placeret på en indregistreret trailer, ikke medførte, at motorbåden fik karakter af et indregistreret køretøj.

Planklagenævnets afgørelse af 5. januar 2022, j.nr. 21/06240


MRF 2022.46
Ophævet påbud om fysisk lovliggørelse af terrænregulering og beplantning i strid med lokalplan, bl.a. fordi det ikke fremgik af påbuddet, hvilke lokalplanbestemmelser forholdene var i strid med, hvorfor begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24 ikke var opfyldt.

Planklagenævnets afgørelse af 6. januar 2022, j.nr. 20/08652


MRF 2022.47
Kommune havde fortabt retten til at kræve lovliggørelse af belyst reklameskilt i strid med byplanvedtægt fra 1965, da skiltet i 2014 var opsat på samme pæl og med samme placering som et tidligere skilt, der var opstillet omkring 1977, men som i 2013 var blevet ødelagt i en storm. Den resterende del af påbuddet var ikke i strid med EMRK art. 10 om ytringsfriheden, allerede fordi påbuddet var begrundet i planlægningsmæssigt relevante hensyn.

Planklagenævnets afgørelse af 10. januar 2022, j.nr. 20/07448


MRF 2022.48
Ophævet lokalplan for udvidelse af et trafikhavneanlæg for senere at kunne anlægge solceller på vand, da kommunen fejlagtigt havde forudsat, at arealer inddraget fra søterritoriet blev en del af den kystnære del af byzonen og ikke af kystnærhedszonen, og derfor ikke havde redegjort for behovet for kystnær lokalisering, jf. planlovens § 5 b, stk. 1, nr. 1 og 2.

Planklagenævnets afgørelse af 10. januar 2022, j.nr. 21/09390


MRF 2022.49
Ophævet kommuneplantillæg for boligområde på Ærø, der overførte et areal fra landzone til byzone, da der hverken var redegjort for behovet for inddragelse af nye arealer til byzone, jf. planlovens § 11 a, stk. 7, eller sket en omfordeling af byarealer, jf. planlovens § 11 a, stk. 6.

Planklagenævnets afgørelse af 12. januar 2022, j.nr. 21/02765, 21/03497, 21/06440, 21/07643, 21/08493


MRF 2022.50
Påbud om fysisk lovliggørelse efter planlovens § 51 af en carport opført hhv. 1,37 og 0,96 meter fra skel i strid med lokalplan, der fastsatte en afstand på mindst 2,5 meter, var ikke i strid med proportionalitetsprincippet, da værdispildet ikke opvejede hensynet til retshåndhævelsen. Påbuddet ophævet, da det ikke var udstedt til ejeren af ejendommen, men alene til dennes repræsentant.

Planklagenævnets afgørelse af 12. januar 2022, j.nr. 21/05860


MRF 2022.51
Ophævet forbud efter planlovens § 12, stk. 3, mod opførelse af etageboliger med bebyggelsesprocent i strid med kommuneplan som følge af berettigede forventninger, da kommunen i løbet af en 4 måneder lang dialog med ejeren bl.a. havde accepteret bygningsvolumen, da håndhævelse af kommuneplanen efter planlovens § 12, stk. 3, må ske inden for rimelig kort tid, og da kommunen tidligere havde givet byggetilladelse med overskridende bebyggelsesprocenter.

Planklagenævnets afgørelse af 17. januar 2022, j.nr. 21/09564


MRF 2022.52
Ikke medhold i klage over forbud efter planlovens § 14 mod nedrivning af bebyggelse, da der ikke var udvist passivitet, uanset at kommunen havde været bekendt med den påtænkte nedrivning i over 1 år og havde udtalt, at projektet ikke var i strid med gældende planlægning, idet kommunen bl.a. havde taget forbehold for, at der ikke var truffet endelig afgørelse vedr. planloven.

Planklagenævnets afgørelse af 27. januar 2022, j.nr. 21/13324


MRF 2022.53
Ophævet afgørelse om, at et hegn var i strid med lokalplan, som foreskrev etablering af hæk eller levende hegn, da det ikke fremgik tilstrækkeligt klart, at lokalplanen indeholdt et forbud mod etablering af et fast hegn bag ved en hæk eller et levende hegn.

Planklagenævnets afgørelse af 31. januar 2022, j.nr. 21/09338


MRF 2022.54
Ikke medhold i klage over forbud efter planlovens § 14 mod udstykning, da det ikke er en gyldighedsbetingelse, at der er offentliggjort et lokalplanforslag forud for meddelelsen af forbuddet, og da lighedsgrundsætningen ikke er til hinder for forbud, idet sammenlignelige forhold er uden betydning, fordi § 14 giver mulighed for at modsætte sig etablering af ellers lovlige forhold.

Planklagenævnets afgørelse af 9. februar 2022, j.nr. 21/13193


MRF 2022.55
Ikke medhold i klage over lokalplan, da lighedsgrundsætningen ikke var til hinder for bebyggelsesregulerende bestemmelser, der ikke var enslydende for alle lokalplanens delområder, da lokalplanen ikke havde ekspropriativ karakter, og da undgåelse af oversvømmelse som følge af grundvandsstanden i området var et planlægningsmæssigt relevant hensyn bag forbud mod etablering af kældre.

Planklagenævnets afgørelse af 11. februar 2022, j.nr. 21/09862


MRF 2022.56
Stadfæstet delekspropriation af A’s landbrugsejendom til virkeliggørelse af lokalplan for idrætsanlæg, men ophævet ekspropriation af vejadgang til B’s naboejendom grundet mangler i oplysningsgrundlaget, og da det ikke kunne udelukkes, at der kunne indgås en frivillig aftale om anden vejadgang. Afvist pligt til at udsætte åstedsforretning pga. covid-19-restriktioner (dissens). Om parallelle klagesager vedr. lokalplan og ekspropriationsbeslutning.

Planklagenævnets afgørelse af 11. februar 2022, j.nr. 21/10341


MRF 2022.57
Opførelse af en 36 m høj telemast medførte ikke lokalplanpligt, da telemasten skulle placeres i forbindelse med en dagligvarebutik i nærheden af en større vej og i et område, der i forvejen var præget af teknisk infrastruktur samt af sommerhusbebyggelse og beplantning i varierende højde.

Planklagenævnets afgørelse af 25. februar 2022, j.nr. 21/11209


MRF 2022.58
Delvis ophævelse af indirekte afgørelse om, at byggetilladelse til opdelt boligejendom var i overensstemmelse med lokalplan, da der efter lokalplanen kun måtte opføres eller indrettes én bolig på ejendommen, hvorfor bygningen var i strid med planlovens § 18, idet den fremstod som to adskilte boligenheder med bl.a. egen indgang samt eget køkken, opholdsrum, entré og første sal. Dissens.

Planklagenævnets afgørelse af 15. marts 2022, j.nr. 20/10260


MRF 2022.59
Landzonetilladelse til etablering af padelbane stadfæstet med tilføjelse af vilkår om afskærmende beplantning for at begrænse visuel påvirkning af nærliggende rekreativt område. Ophævet landzonetilladelse til etablering af fire 6 m høje lysstandere, da der var tale om et uplanlagt område i det åbne land og af hensyn til at fastholde en klar grænse mellem by og land. Dissens.

Planklagenævnets afgørelse af 15. marts 2022, j.nr. 21/03119


MRF 2022.60
Ophævet ekspropriation i medfør af planlovens § 47 til etablering af regnvandsbassiner og klimasikringsanlæg, da lokalplanen var for upræcis til at danne grundlag for ekspropriationen, da de fornødne forudgående tilladelser ikke var meddelt, og da formålet med ekspropriationen hverken fremgik af ekspropriationsmaterialet eller afgørelsen, hvorfor nødvendigheden af ekspropriationens omfang ikke fandtes godtgjort.

Planklagenævnets afgørelse af 15. marts 2022, j.nr. 21/13170 og 21/13171


MRF 2022.61
Stadfæstet afslag på byggetilladelse til etablering af udvalgsvarebutik i strid med lokalplanbestemmelse om, at der alene måtte etableres butikker med pladskrævende varer, da lokalplanbestemmelsen ikke fandtes i strid med servicedirektivets art. 15, stk. 3, idet den var fastsat i overensstemmelse med planlovens § 5 n, stk. 1, nr. 3, der begrunder samtidige planlægningsmæssige dispositioner.

Planklagenævnets afgørelse af 16. marts 2022, j.nr. 20/07334


MRF 2022.62
Stadfæstet screeningafgørelse om, at lokalplan for boligområde ikke var miljøvurderingspligtig, da der i forhold til den eksisterende planlægning for området var tale om mindre ændringer omfattet af miljøvurderingslovens § 8, stk. 2, nr. 1, og da lokalplanen ikke fandtes at ville påvirke miljøet væsentligt. Lokalplan ophævet, fordi lokalplanforslaget kun var i offentlig høring i 2 uger, jf. planlovens§ 24, stk. 6, da nævnet fandt, at ændringerne af den oprindelige lokalplan ikke kunne anses for at være af mindre betydning. Dissens.

Planklagenævnets afgørelse af 16. marts 2022, j.nr. 20/09809 og 20/07853


MRF 2022.63
Miljøvurdering af lokalplan for omdannelse af Ribe Jernstøberi til nyt bolig- og centerområde led af en væsentlig retlig mangel, da der ikke var foretaget undersøgelser af, om der var yngle- og rasteområder for bilag IV-arter (flagermus) i de bygninger og træer, som skulle hhv. nedrives og fældes. Da miljøvurderingen skal gennemføres inden vedtagelsen af planen, var lokalplanen ugyldig.

Planklagenævnets afgørelse af 17. marts 2022, j.nr. 20/00979


MRF 2022.64
Ikke medhold i klage over forbud efter planlovens § 14 mod nedrivning af Langå Stationsbygning, da kommunen ikke var forpligtet til at indhente yderligere oplysninger til brug for vurderingen af bygningernes bevaringsværdi, og da forbuddet fandtes tilstrækkeligt begrundet, og der er mulighed for at kræve kommunal overtagelse af ejendommen efter planlovens § 49.

Planklagenævnets afgørelse af 4. april 2022, j.nr. 21/11479


MRF 2022.65
Ikke medhold i klage over forbud efter planlovens § 14 mod nedrivningen af enfamilieshus, da der i afgørelsen var henvist til planlovens § 14, og til at bygningen var optaget i kommuneplanen som bevaringsværdig, hvorfor forbuddet fandtes tilstrækkeligt begrundet henset til, at der gælder lempeligere krav til begrundelsens omfang ved nedlæggelsen af et § 14-forbud.

Planklagenævnets afgørelse af 4. april 2022, j.nr. 22/00690


MRF 2022.66
Ophævet og hjemvist påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 30 om olieudskiller i forbindelse medudledning i Natura 2000-vandløbet Suså fra en i 1986 etableret vaskeplads for landbrug, da afgørelsen ikke at indeholdt oplysning om relevante forurenende stoffer eller vilkår om maksimale og gennemsnitlige koncentrationer herfor. Fornyet behandling skulle i fravær af retvisende sammenligningsgrundlag baseres på målinger af spildevand fra den konkrete vaskeplads og de i Røranvisning 006 fastsætte vilkår om spaltningstiden for vaskemidler.

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 28. januar 2022, j.nr. 19/09425


MRF 2022.67
Ikke medhold i klage over miljøgodkendelse til 10.973 tons forbrændingsslagge med en lagtykkelse på op til tre meter i bundsikring for køreareal med tæt asfaltbelægning på landbrugsejendom beliggende i område med drikkevandsinteresser (OD), da placeringen udgjorde et højdepunkt i terrænet, og primært grundvandsmagasin var beskyttet af 30 meter lerlag.

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 31. januar 2022, j.nr. 20/00860


MRF 2022.68
Ophævet afgørelse om ikke at meddele affaldsbehandlingsanlæg påbud om undersøgelser af jordforurening konstateret 16 år tidligere, da det drejede sig om restforurening på 3.500 kg olie i et område udlagt som OSD, og virksomheden ikke havde en berettiget forventning om, at der ikke ville blive meddelt påbud.

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 7. februar 2022, j.nr. 19/05840


MRF 2022.69
Med mindre ændring stadfæstet miljøgodkendelse af fiskeproduktionsanlæg med klækkeri for laksefisk samt afgørelse efter miljøbeskyttelseslovens § 28, stk. 3, om afledning af spildevand fra processen, da begge afgørelser efter listebekendtgørelsens § 41 skal meddeles samtidig og kan meddeles i et samlet dokument.

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 16. februar 2022, j.nr. 20/04084


MRF 2022.70
Hjemvist påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 72 om at foretage undersøgelse af jord ved oplagsplads uden overdækning for kul og på revnet belægning samt at afgive forslag om eventuelle afhjælpende foranstaltninger, da afgørelsen ud fra fortolkningsprincippet om lex specialis skulle være meddelt efter jordforureningslovens § 40.

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 23. februar 2022, j.nr. 20/04813


MRF 2022.71
Stadfæstet afgørelse om, at drænledning under Svendborgmotorvejen retligt er klassificeret som vandløb med Vejdirektoratet som forpligtet bredejer for vandløbsvedligeholdelse inden for vejarealet, da manglende subjektiv nytte eller manglende angivelse af drænledningen i vandsynsprotokol ikke kunne føre til andet resultat. Ikke relevant for vedligeholdelsespligten efter vandløbsloven om drænrøret måtte være placeret på vilkår svarende til gæsteprincippet.

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 23. februar 2022, j.nr. 20/09783


MRF 2022.72
Stadfæstet påbud efter jordforureningslovens § 40 om forureningsundersøgelser til D, der fra 1999 var operatør af tankstation åbnet i 1957 og lukket i 2016, da den væsentligste del af benzinforurening på baggrund af høje koncentrationer af BTEX måtte antages at være sket efter 2001, og det derfor ikke kunne udelukkes, at D senere kunne påbydes oprydning efter § 41.

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 28. februar 2022, j.nr. 18/07257


MRF 2022.73
Ophævet påbud efter jordforureningslovens § 40 til tidligere driftsherre om undersøgelse af forurening fra virksomhed ophørt i 2009, da ejendommen blev overdraget i 2017, og der ikke var meddelt tålepåbud efter § 44 til nuværende ejer af ejendommen.

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 8. marts 2022, j.nr. 20/00018


MRF 2022.74
Ophævet afgørelse meddelt to grundejere om for halvdelen af vandløbsstræknings længde hver især at vedligeholde privat vandløb beliggende i skel for vandløbets fulde bredde, da der efter vandløbslovens § 36 ikke er mulighed for at pålægge andre end bredejerne vedligeholdelsesforpligtelsen af private vandløb.

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 23. marts 2022, j.nr. 21/02949 og 21/02950


MRF 2022.75
Ophævet Aalborg Kommunes afgørelse om, at bredejer efter vandløbslovens § 28 var forpligtet til at modtage kommunens oprensede materiale fra det offentlige vandløb Guldbækken, da en betydelig del af det oprensede materiale var sand fra en byggeplads opstrøms, hvorfor det oprensede materiale ikke kunne anses at være sket i forbindelse med sædvanlig vedligeholdelse af vandløbet.

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 28. marts 2022, j.nr. 21/01550