MRF 2022.7
EU-Domstolens dom af 20. januar 2022, 5. afd., sag C-165/20, Kurator for Air Berlin
Efter at Air Berlin i oktober 2017 indstillede sine aktiviteter som følge af insolvens, var kuratoren for Air Berlin forpligtet til at tilbagelevere den del af de gratis emissionskvoter, som Air Berlin var tildelt for perioden 2013-2020, svarende til perioden oktober 2017 til 2020.
Efter ændringen i 2008 af EU’s kvotedirektivet (2003/87) blev luftfartselskaber omfattet af direktivets ordning med handel med CO2-kvoter, jf. de nærmere bestemmelser i kvotedirektivets art. 3a til 3g. På linje med andre kvotevirksomheder tildeles luftfartselskaberne et antal gratiskvoter, jf. art. 3c og art. 3e, hvilket virksomheden kan supplere med køb af kvoter på auktion eller ved køb fra andre luftfartsselskaber. Reglerne suppleres af art. 3f om en særlig reserve for flyselskaberne. Baggrunden for sagen var, at Air Berlin for den samlede periode 2013-2020 var blevet tildelt 18.779.668 CO2-kvoter. I august 2017 indgav Air Berlin insolvensanmodning til den tyske skifteret. Den 28. oktober 2017 indstillede Air Berlin sin luftfartsvirksomhed, og den 16. januar 2018 afsluttede den tyske skifteret insolvensbehandlingen, hvormed kurator fik rådighed over de ikke-udnyttede CO2-kvoter. I februar 2018 meddelte den tyske kvotehandelsemissionsmyndighed (DEHSt) kuratoren, at det samlede antal kvoter for perioden 2013-2020 til Air Berlin var reduceret som følge af, at Air Berlin havde indstillet driften, og at der som følge heraf ikke var grundlag for at udstede kvoter for 2018-2020. Kuratoren indbragte afgørelsen for de tyske forvaltningsdomstole, idet kurator gjorde gældende, at tilbagekaldelsen var i modstrid med princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, og at det i 20. betragtning i præamblen til kvotedirektivændringen (direktiv 2008/101) i sidste punktum er anført, at ”[l]uftfartøjsoperatører, der indstiller driften, bør fortsat få udstedt kvoter indtil udløbet af den periode, for hvilken der allerede er tildelt gratiskvoter”. Dette gav anledning til en præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen om, hvorvidt kvotedirektivets art. 3e og art. 3f skal fortolkes således, at antallet af luftfartskvoter, der tildeles en luftfartøjsoperatør, skal nedsættes forholdsmæssigt, såfremt den pågældende operatør indstiller luftfartsaktiviteterne i handelsperioden 2013-2020 for den periode, hvor disse aktiviteter er indstillet. EU-Domstolen tog udgangspunkt i, at tildeling af gratiskvoter beregnes ud fra de tidligere forhold, og at den udmålte mængde tildeles én gang årligt. Hvis flyselskab indstiller luftfartsaktiviteterne inden for en handelsperiode, betyder det, at flyselskabet fratages de tildelte kvoter for de år fremover, hvor luftfartsoperatøren ikke har nogen luftfartsaktivitet, jf. kvotedirektivets art. 3e, stk. 4 og 5. EU-Domstolen afviste derfor, at kuratoren kunne påberåbe sig en retligt beskyttet berettiget forventning om at beholde kvoterne. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at den 20. præambelbetragtning i direktiv 2008/101 kunne give indtryk af det modsatte, da præamblen ikke kan ændre direktivbestemmelser, og bestemmelserne i art. 3f om en særlig reserve ikke omhandler en situation, hvor et flyselskab indstiller sine aktiviteter.
Kommentar: Dommen illustrerer nogle af de særegenheder, der kendetegner den retlige status af CO2-kvoter som et immaterielt aktiv. Grundlæggende er problemet, i hvilket udstrækning en kvotes ret til udledning skal kunne trækkes tilbage for at begrænse udledningen. Omsættelige emissionskvoter har derfor ikke fuldt ud samme beskyttelse som andre immaterielle ejendomsrettigheder. Den særlige retlige status af emissionskvoter gælder tillige i relation til moms, som det er anført af EU-Domstolen i sag C-453/15, der omhandlede leveringssted efter momsdirektivet ved handel med kvoter. Mere overordnet må anføres, at selv om emissionskvoter ikke fuldt kan sidestilles med omsættelige (negotiable) fordringer, vil en udnyttelse og mulighed for salg dog være beskyttet, i den udstrækning dette kan begrundes med berettigede forventninger – se hertil Pagh: Studier over amerikansk miljøret, 1994, s. 443 ff. I denne sag om Air Berlin må det dog understreges, at dommen alene angår den retlige status af gratistildelte kvoter for kommende år. Hvis Air Berlin havde anskaffet kvoterne ved enten auktion eller ved køb af emissionskvoter fra andre flyselskaber, er det ikke utænkeligt, at resultatet var blevet et andet. Havde Air Berlin opretholdt en mere begrænset luftfartsaktivitet, vil der efter kvotedirektivet ikke være grundlag for, at myndighederne tilbagekaldte kvoterne for 2018-2020, hvorfor dette aspekt selvstændigt kan indgå i overvejelser om at lukke driften i forbindelse med konkursbegæring.