Miljøretlig Forskningsportal, årgang 2020

Bemærk, at MRF's årgang 2020 alene indeholder 23 domme fra EU-Domstolen og 6 danske domme fra 2020. Afgørelser fra Planklagenævnet, Miljø- og Fødevareklagenævnet m.v. er først optaget i MRF fra og med 1. januar 2021.


MRF 2020.1
Hverken art. 41 i EU’s Charter om grundlæggende rettigheder eller princippet om berettigede forventninger er til hinder for, at pålægges en kvotevirksomhed den i kvotedirektivet (2003/87) art. 16(3) fastsatte bøde for en administrativ fejl ved rapportering af brugte emissionskoter, selv om kvotevirksomheden var i god tro, medmindre der foreligger force majeure som ligeledes fastslået i sag C-203/12.

EU-Domstolens kendelse af 26. marts 2020, sag C-113/19, Luxaviation.


MRF 2020.2
Kommissionens afgørelse 2011/278 om fastlæggelse af midlertidige EU-regler for harmoniseret gratistildeling af emissionskvoter i henhold til kvotedirektivets art. 10a vedrørende væsentlige kapacitetsudvidelse eller -indskrænkning mellem den 1. januar 2005 og den 30. juni 2011 skal fortolkes således, at reglen ikke finder anvendelse på væsentlige kapacitetsudvidelser på anlæg etableret anlæg før det af virksomheden valgte basisår, og reglerne forpligter ikke den kompetente nationale myndigheder til selv at fastlægge den relevante basisperiode med henblik på at vurdere de historiske aktivitetsniveauer for et anlæg.

EU-Domstolens dom af 14. maj 2020 i sag C-189/19, Spenner.


MRF 2020.3
Edderfuglejagt i yngletiden var i strid med fuglebeskyttelsesdirektivets art. 7 og 9, da der ikke var garanti for, at arten blev opretholdt på et ”tilfredsstillende niveau”, ligesom jagten ikke angik ”mindre mængder” set i forhold til bestanden på Åland.

EU-Domstolens dom af 23. april 2020, sag C-217/19, Kommissionen mod Finland.


MRF 2020.4
Pligten til at bære omkostningerne ved efterbehandling af deponeringsanlæg efter affaldsdeponeringsdirektivet påhviler affaldsproducenterne, uanset tidspunktet for affaldets deponering, og uden begrænsning af de finansielle virkninger for affaldsproducenterne.

EU-Domstolens dom af 14. maj 2020, sag C-15/19, Azienda Municipale Ambiente.


MRF 2020.5
Undersøgelse af afledning af overfladevand fra motorvejsprojekt til grundvand og vandområder omfattet af vandrammedirektivet skal indgå i miljøvurdering og offentlig høring efter VVM-direktivets art. 6 forud for tilladelse til projektet. Det er i modstrid med disse regler, at undersøgelsen af vandpåvirkning først gennemføres efter den offentlige høring. Når lodsejere indvinder grundvand, der er berørt af afledning af overfladevand fra motorvejen, er lodsejerne berørt direkte på en måde, der giver lodsejerne ret til prøvelse efter VVM-direktivets art. 11, jf. TEUF art. 288 og TEU art. 19.

EU-Domstolens dom af 28. maj 2020, sag C-535/18 Land Nordrhein-Westfalen.


MRF 2020.6
Overførsel af blandet papiraffald indsamlet i Tyskland til nyttiggørelse på anlæg i Holland var ikke omfattet af den generelle fritagelse for anmeldelse og samtykke efter art. 3(2)(b) i forordning 1013/2006 om overførsel af affald, når det blandede papiraffald kunne henføres til flere af de opregnede papiraffaldsfraktioner i B3020. Overførslen kan dog fritages for anmeldelse efter art. 3(2)(b), hvis myndigheden ikke er i tvivl, om nyttiggørelse kan ske miljømæssigt forsvarligt.

EU-Domstolens dom af 28. maj 2020, sag C-654/18, Interseroh.


MRF 2020.7
Polsk lovgivning om opførelse af vindmøller, som krævede en minimumsafstand til beboelse m.v. på 10 gange vindmøllens højde, er ikke omfattet af notifikations- og stand still-procedure efter informationsproceduredirektivet (2015/1535), medmindre reglerne nærmer sig et de facto forbud. Reglerne er heller ikke omfattet af tjenesteydelsesdirektivet, men efter VE-direktivet har de nationale domstole pligt til at efterprøve, om kravene er unødvendigt indgribende.

EU-Domstolens dom af 28. maj 2020, sag C-727/17, ECO-WIND Construction.


MRF 2020.8
Habitatdirektivets beskyttelse af bilag IV-arter finder også anvendelse på enheder, der forlader deres naturlige levested og befinder sig i tæt befolkede områder, hvorfor forsætlig indfangning og transport af ulve i befolkede områder er i strid med direktivet.

EU-Domstolens dom af 11. juni 2020, sag C-88/19, Alianța pentru combaterea abuzurilor.


MRF 2020.9
Flanderns vindmøllebekendtgørelse og -cirkulære var omfattet af SMV-direktivet, og da SMV-direktivet ikke var fulgt, var bekendtgørelsen og cirkulæret ugyldige. Naboer til en kommende vindmøllepark havde derfor krav på at få ophævet byggetilladelsen til vindmølleparken, medmindre der undtagelsesvis var grundlag for midlertidigt at opretholde byggetilladelsen af hensyn til forsyningssikkerhed med elektricitet. Derimod kunne hensyn til klima og miljø ikke begrunde en midlertidig opretholdelse af tilladelsen.

EU-Domstolens dom af 25. juni 2020 (Store Afdeling), sag C-24/19, A m.fl. (Vindmøller i Aalter og Nevele).


MRF 2020.10
Beskyttelsen af bilag IV-arters ”rasteområder” omfatter også et rasteområde, som ikke længere benyttes af en art, hvis der er tilstrækkelig stor sandsynlighed for, at arten vender tilbage til det pågældende rasteområde.

EU-Domstolens dom af 2. juli 2020, sag C-477/19, Magistrat der Stadt Wien (Den europæiske hamster).


MRF 2020.11
Miljøansvarsdirektivets forbehold for, at ”sædvanlig forvaltning af arealer” ikke nødvendigvis udgør en betydelig miljøskade på beskyttede arter omfatter bl.a. landbrugsmæssig dræning, forudsat der er tale om en anerkendt og veletableret praksis udøvet i længere tid, og at denne praksis ikke er i modstrid med forpligtelserne efter habitatdirektivet og fugledirektivet. Pumpelaug er en erhvervsmæssig aktivitet efter miljøansvarsdirektivets art. 2(7), uanset om det drives i offentlig interesse, da reglen også omfatter aktiviteter, som på grundlag af en delegation ved lov udøves i offentlighedens interesse.

EU-Domstolens dom af 9. juli 2020, sag C-297/19, Naturschutzbund Deutschland - Landesverband Schleswig-Holstein.


MRF 2020.12
Habitatdirektivets art. 6(4) er ikke til hinder for, at tilladelsesproceduren fortsættes, selv om en habitatvurdering viser, at der ikke kan meddeles tilladelse efter art. 6(3), når dette er begrundet i væsentlige samfundshensyn, hvor økonomiske omkostninger ved alternativer kan inddrages, men ikke stå alene, forudsat der gennemføres kompenserende foranstaltninger. Men projektet kan ikke ændres, uden at der gennemføres en ny habitatvurdering, og det er ikke muligt at udsætte en habitatvurdering af projektet til de kompenserende foranstaltninger er fastlagt, da dette vil hindre den afvejning, som forudsættes efter art. 6(4).

EU-Domstolens dom af 16. juli 2020, sag C-411/19, WWF Italia Onlus m.fl.


MRF 2020.13
Overførsel af animalske biprodukter blandet med ikke-farligt affald er omfattet af forordning nr. 1069/2009, uanset hvor lille en andel af blandingen der består af animalske biprodukter.

EU-Domstolens dom af 3. september 2020, forenede sager C-21/19-C-23/19, P.F. Kamstra Recycling m.fl..


MRF 2020.14
Forlængelse af bindende frist for gennemførelse af et projekt er omfattet af habitatdirektivets art. 6(3), når de omhandlede arbejder endnu ikke er påbegyndt. Ved screening af om habitatvurdering er nødvendig, skal myndighederne tage hensyn til tidligere vurderinger af samme projekt, såfremt disse vurderinger lever op til habitatdirektivets krav.

EU-Domstolens dom af 9. september 2020, sag C-254/19, Friends of the Irish Environment.


MRF 2020.15
Reglerne om markedsføringstilladelse af nye levnedsmidler og nye levnedsmiddelingredienser i forordning 258/97, der var gældende til udgangen af 2017, omfatter ikke fødevarer bestående af hele dyr bestemt til konsum som insekter såsom melbiller, græshopper eller fårekyllinger, men inden for rammerne af TEUF art. 34-36 havde medlemsstaterne mulighed for at fastsætte krav om forudgående tilladelse af hensyn til menneskers sundhed.

EU-Domstolens dom af 1. oktober 2020, sag C-526/19, Entoma.


MRF 2020.16
Den franske regerings forudgående underretning af Kommissionen efter informationsproceduredirektivet (2015/1535) om forbud mod anvendelse af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder et eller flere aktivstoffer i neonicotinoidfamilien, skal samtidigt anses for underretning om en national nødforanstaltning efter art. 71 i forordning 1107/2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler, når meddelelsen indeholder en klar præsentation af de forhold, der viser, at disse aktivstoffer kan udgøre en alvorlig risiko for menneskers eller dyrs sundhed, som ikke kan styres på tilfredsstillende vis, og Kommissionen ikke har fået dette afkræftet ved en forespørgsel.

EU-Domstolens dom af 8. oktober 2020, sag C-514/19, Union des industries de la protection des plantes.


MRF 2020.17
Spildevand og slam, der opstår ved rensningen heraf, er affald omfattet af affaldsdirektivet. Slammet kan dog efter rensning ophøre med at være affald, såfremt betingelserne i affaldsdirektivets art. 6(1) om affaldsfasens ophør er opfyldt, hvor der kan tages hensyn til de betydelige miljøfordele, der følger af, at slammet indgår i en cirkulær økonomi.

EU-Domstolens dom af 14. oktober 2020, sag C-629/19, Sappi Austria Produktion and Wasserverband « Region Gratkorn-Gratwein ».


MRF 2020.18
Franske kollektive godkendte private tilbagetagningsordninger af tekstilaffald fra forbrugere betalt af erhvervsmæssige distributører af tekstiler, hvor staten fastsætter en pris for de kollektive ordningers betaling til sorterings- og affaldsbehandlingsvirksomheder for behandling af affaldet, er ikke omfattet af EU’s regler om statsstøtte. Dette forudsætter dog, at denne betaling ikke til stadighed er under de offentlige myndigheders kontrol, hvilket de nationale må efterprøve.

EU-Domstolens dom af 21. oktober 2020, sag C-556/19, Eco TLC.


MRF 2020.19
Italien havde tilsidesat luftrammedirektivets (2008/50) art. 13 ved systematisk og vedvarende at have overskredet grænseværdierne for koncentrationerne af PM10-partikler i en række større byområder med understregning af, at der ikke gælder en bagatelgrænse. Italien havde tillige overtrådt direktivets art. 23 ved ikke at vedtage egnede luftkvalitetsplaner, der kunne sikre en hurtig overholdelse af grænseværdierne for disse områder.

EU-Domstolens dom af 10. november 2020 (Store Afdeling), sag C-644/18 Kommissionen mod Italien (Valeurs limites - PM10).


MRF 2020.20
Ved beregning af antallet af gratistildelte emissionskvoter til nytilkomne anlæg kan kapacitetsudnyttelsesfaktoren ikke have en værdi på 100 % eller derover.

EU-Domstolens dom af 3. december 2020, sag C-320/19, Ingredion Germany GmbH.


MRF 2020.21
Den belgiske Bruxelles-region var ikke søgsmålsberettiget efter TEUF art. 263(4) til at anfægte gyldigheden af Kommissionens fornyede godkendelse af glyphosat, på trods af at regionen i 2016 havde indført et forbud mod brugen af aktivstoffet i pesticider. EU-traktaterne har forrang for international ret, hvorfor Århus-konventionen ikke kan ændre ved søgsmålsreglerne i TEUF art. 263(4).

EU-Domstolens dom af 3. december 2020, sag C-352/19 P, Région de Bruxelles-Capitale mod Kommissionen.


MRF 2020.22
Software i dieselbiler, der forfalskede målinger af NOx-emissioner ved at påvirke motorernes EGR-ventil, var en ”manipulationsanordning” forbudt efter art. 5 i forordning nr. 715/2007.

EU-Domstolens dom af 17. december 2020, sag C-693/18, CLCV m.fl. (Dispositif d’invalidation sur moteur diesel).


MRF 2020.23
Kommissionen var ikke erstatningsansvarlig for fejl i risikovurdering ved klassificeringen af kultjære som giftigt, da fejlen ikke var tilstrækkeligt kvalificeret henset navnlig til de komplekse retlige og videnskabelige rammer for vurderingen af stoffet.

Rettens dom af 16. december 2020, 8. afd., sag T-635/18, Industrial Química del Nalón mod Kommissionen


MRF 2020.24
En tinglyst tilstandsservitut, der begrænsede byggeri på den tjenende ejendom med ejeren af naboejendommen som påtaleberettiget, kunne ikke håndhæves over for senere erhverver af naboejendommen, da servitutten var tinglyst uden samtykke fra kommunen som planmyndighed. Dissens.

Østre Landsrets dom af 27. oktober 2020, sag BS-59244/2019-OLR


MRF 2020.25
Delvist medhold i klage over afslag på dispensation fra landskabsfredning efter naturbeskyttelseslovens § 50, stk. 1. Sagsoplysningsfejl. Betydningen af handicaphensyn.

Retten i Esbjergs dom af 20. oktober 2020, sag BS 56111/2019-ESB


MRF 2020.26
Bygherre, der havde påbegyndt opførelse af dobbelthus uden byggetilladelse og senere fik tilladelse, var ikke erstatningsansvarlig for indbliks- og skyggegener over for naboer, da ulemperne ikke fandtes at overstige den naboretlige tålegrænse. Kommunen fandtes heller ikke at have udvist ansvarspådragende adfærd i forbindelse med byggesagen uanset en række fejl.

Københavns Byrets dom af 3. november 2020, sag BS-42415/2018-KBH


MRF 2020.27
Et af borgmesteren og kommunaldirektøren samt et ejendomsselskab E underskrevet dokument, hvorefter kommunen forpligtede sig til ikke at bebygge en kommunal ejet grund i overensstemmelse med den gældende lokalplan, forudsat E overtog naboejendom, blev ikke anset for bindende for kommunen, men måtte forstås i lyset af kommunens egenskab som grundejer og planmyndighed og den bebyrdende karakter for kommunen sammenholdt med byrden for E.

Retten i Aalborgs dom af 9. november 2020, sag BS-48970/2018-ALB


MRF 2020.28
Indbliks- og udsigtsgener ved tilbygning, der ifølge skønsmand medførte en værdiforringelse af naboejendom på 450.000 kr., og hvortil kommunen havde meddelt dispensation fra lokalplan, oversteg ikke den naboretlige tålegrænse, da generne henset til områdets karakter måtte anses for påregnelige.

Retten i Sønderborgs dom af 16. november 2020, sag BS-30685/2018-SON


MRF 2020.29
Ikke grundlag for at underkende ekspropriation af privatejet vindmølle, uanset ekspropriationen skete for at sikre, at en fremtidig udvidelse testcenter for vindmøller ved Høvsøre vil kunne overholde vindmøllebekendtgørelsens støjkrav, da ekspropriationen var hjemlet i anlægslov om testcentre for vindmøller.

Københavns Byrets dom af 17. november 2020, sag BS-58609/2019-KBH