MRF 2020.30
Retten i Holbæks dom af 15. december 2020, sag BS-37682/2019-HBK
A (adv. Troels Flethøj Thygesen) mod B (adv. Anders Troelsen)
Servituthævd på færdsel ad vejstykke, der tydeligt og kendeligt fremstod som eneste adgangsvej til sommerhus. Hævdsretten ikke ekstingveret, da ejeren af den forpligtede ejendom ikke var i fornøden god tro om den hævdvundne ret ved erhvervelsen.
Sagen angik, om A som ejer af et sommerhus (T-vej 57) ved Nykøbing Sj. havde vundet hævd på gående og kørende færdsel ad et vejstykke over naboejendommen (T-vej 59) ejet af B. T-vej 59 var en koteletgrund beliggende i første række ud til kysten, og det omtvistede vejstykke udgjorde en del af indkørslen til T-vej 59 over ”koteletbenet”. A havde i 1997 erhvervet T-vej 57 fra Frederiksberg Kommunalforening, der havde lejet sommerhuset ud til ansatte i kommunen, herunder til A’s forældre. B erhvervede T-vej 59 i 2017, og af B’s købsaftale fremgik bl.a., at der sælger bekendt ikke påhvilede ejendommen utinglyste forpligtelser. Det var under sagen ubestridt, at der ikke blandt handlens dokumenter var kort eller andre bilag, hvoraf den hævdede vejret direkte kunne udledes. B besigtigede i forbindelse med købet flere gange ejendommen både med og uden ejendomsmægleren. Efter B’s overtagelse af T-vej 59 opstod der en tvist mellem A og B, om A havde færdselsret til det omtvistede vejstykke på B’s ejendom, hvilket førte til en retssag. Under sagen blev der fremlagt en korrespondance fra 1991 mellem Frederiksberg Kommunalforening og den daværende ejer af T-vej 59, hvor kommunalforeningen anførte, at man mente at have vundet ejendomshævd samt hævd på vejret over tilkørslen over koteletbenet på T-vej-59. Den daværende ejer af T-vej 59 bestred, at der var vundet ejendomshævd, men anførte, at han indtil videre ikke ville ændre tilkørselsforholdene, men muligvis senere i forbindelse med eventuelt nybyggeri. Byretten, der foretog besigtigelse af ejendommene, lagde på baggrund af bevisførelsen til grund, at de til enhver tid værende ejere og brugere af T-vej 57 regelmæssigt og kontinuerligt, i hvert fald siden en gang i 1960’erne, havde benyttet vejstykket over T-vej 59 som eneste adgangsvej for kørende og gående færdsel til og fra ejendommen. Efter vejstykkets udformning og forløb fandt byretten, at vejstykket var en synbar og kendelig indretning, hvorover der kunne vindes hævd. Med henvisning til korrespondancen fra 1991 mellem Frederiksberg Kommunalforening og den daværende ejer af T-vej 59 fandt byretten det endvidere ikke godtgjort, at ejeren af T-vej 57 ved aftale havde opnået ret til brug af vejstykket, og A havde derfor vundet hævd på gående og kørende færdsel på vejstykket. Spørgsmålet var herefter, om B ved erhvervelsen af T-vej 59 i 2017 havde ekstingveret A’s utinglyste færdselsret. Det var ubestridt, at B havde gjort indsigelse mod A’s benyttelse af vejen inden for fristen i tinglysningslovens § 26, stk. 1, og spørgsmålet var derfor, om B var i den fornødne gode tro den 6. juli 2017, hvor skødet var blevet anmeldt til tinglysning, jf. tinglysningslovens § 5. Efter bevisførelsen lagde retten til grund, at B ikke havde haft et særligt – om noget – forudgående kendskab til forholdene på T-vej 57 og 59. Vejstykket fremstod imidlertid tydeligt og kendeligt som adgangsvej – og eneste adgangsvej – til T-vej 57, og byretten lagde til grund, at der i al væsentlighed havde været overensstemmelse mellem forholdene i maj-juli 2017 og tidspunktet for rettens besigtigelse af ejendommene. Da B flere gange forud for handlen havde færdedes på vejstykket, fandt retten det ikke godtgjort, at B på tidspunktet for skødets anmeldelse til tinglysning var i den fornødne gode tro. B blev på den baggrund dømt til at anerkende A’s færdselsret på vejstykket.