Miljøretlig Forskningsportal, årgang 2025
MRF 2025.1
Skib, der efter brand på åbent hav, var anløbet sikker havn, hvor en del af affaldet fra branden var fjernet, og hvor det resterende affald var smeltet delvist sammen med skibet, var omfattet af krav om anmeldelse og forudgående samtykke i affaldstransportforordningen (1013/2006), før skibet kunne sejle videre til rumænsk havn med henblik på ophugning og nyttiggørelse af affaldet, hvilket var i overensstemmelse med Baselkonventionen om grænseoverskridende overførsel af affald.
EU-Domstolens dom af 21. januar 2025, Store Afdeling, sag C-188/23, Conti 11. Container Schiffahrt II
MRF 2025.2
Kroatien idømt bøde efter TEUF art. 260(2) på 1 mio. euro og daglige tvangsbøder på 6.500 euro for ikke at have opfyldt dom fra 2019, hvor Kroatien blev dømt for bl.a. at overtræde affaldsdirektivets art. 13 og 15 ved ikke at hindre deponering af 140.000 tons slagger på ikke-godkendt anlæg nær byen Biljane Donje, da der ikke var grundlag for at anse den deponerede slagge som et biprodukt omfattet af affaldsdirektivets art. 5.
EU-Domstolens dom af 6. marts 2025, 7. afd., sag C-315/23, Kommissionen mod Kroatien
MRF 2025.3
Når tredjepart under en VVM-screening fremkommer med nye oplysninger om et projekts mulige væsentlige miljøvirkninger, navnlig på en bilag IV-art, skal VVM-myndigheden høre bygherren, medmindre det på forhånd på grundlag af objektive kriterier kan udelukkes, at projektet har væsentlige miljøvirkninger.
EU-Domstolens dom af 6. marts 2025, 10. afd., sag C-41/24, Waltham Abbey Residents Association
MRF 2025.4
Bulgarien idømt bøde på ca. 1,6 mio. euro efter TEUF art. 260(3) for ikke rettidigt at have gennemført direktiv 2019/1161 om ændring af direktiv 2009/33 om fremme af renere og mere energieffektive køretøjer og for ikke at underrette Kommissionen om den nationale gennemførelseslovgivning.
EU-Domstolens dom af 20. marts 2025, 7. afd., sag C-480/23, Kommissionen mod Bulgarien
MRF 2025.5
Kemiproducent, der har tilladelse til markedsføring af myggebekæmpelsesmiddel, hvis aktivstof er optaget på positivlisten i biocidforordningen, har efter forordningens art. 66 ret til oplysning om de analysemetoder om teknisk ækvivalens af aktivstoffer, der er anvendt af de nationale myndigheder ved senere godkendelse af biocidholdige produkter indeholdende samme aktivstof, men har ikke krav på medlemsstatens rapport. Art. 66 udgør ikke en udtømmende angivelse af, hvilke oplysninger om biocidholdige produkter de nationale myndigheder skal udlevere, men suppleres af miljøoplysningsdirektivets regler om aktindsigt.
EU-Domstolens dom af 20. marts 2025, 7. afd., sag C-809/23, Sumitomo Chemical Agro Europe
MRF 2025.6
Italien idømt bøde efter TEUF art. 260(2) på 10 mio. euro for manglende opfyldelse af dom fra 2014 (sag C-85/13) om mangelfuld gennemførelse af byspildevandsdirektivets krav om kloakering og rensning af byspildevand i 41 byområder, da kravene i den tidligere dom ikke var opfyldt i 5 byområder. Italien også pålagt halvårlige tvangsbøder på 13,6 mio. euro indtil dommens opfyldelse, som dog nedsættes, efterhånden som de enkelte byområder opfylder kravene.
EU-Domstolens dom af 27. marts 2025, 6. afd., sag C-515/23, Kommissionen mod Italien
MRF 2025.7
VVM-direktivets art. 9a om myndighedsinhabilitet gælder også under VVM-screeningen og skal fortolkes sådan, at hvis en myndighed er både bygherre og VVM-myndighed, skal der sikres en passende adskillelse mellem funktionerne, så screeningen foretages af en intern administrativ enhed med reel selvstændighed, herunder med særskilte administrative og personelle ressourcer.
EU-Domstolens dom af 8. maj 2025, 1. afd., sag C-236/24, Provincie Oost-Vlaanderen og Sogent
MRF 2025.8
Vandrammedirektivets art. 4(7)(c) om fravigelse af forbuddet mod forringelse af vandmiljøet begrundet i væsentlige samfundsinteresser kræver i hvert enkelt tilfælde en afvejning, der godtgør, at de hensyn, der varetages med projektet, vejer tungere end forringelsen af vandmiljøet, forudsat at de øvrige betingelser i art. 4(7) er opfyldt. Væsentlige samfundsinteresser omfatter bl.a. forsyningssikkerhed med kritiske råstoffer i Europa og de socialøkonomiske forhold i et område, men omfatter ikke generel velstandsstigning eller global forsyning med kritiske råstoffer.
EFTA-domstolens dom af 5. marts 2025, sag E-13/24, Norges Naturvernforbund og Natur og ungdom
MRF 2025.9
Efter VVM-direktivets art. 3 skal miljøkonsekvensrapporten ved tilladelser til indvinding af olie og gas også omfatte miljøvirkninger af drivhusgasudledninger ved den senere forbrænding af de indvundne fossile brændsler, uanset om forbrændingen sker i andre stater. De nationale domstole er forpligtet til at fjerne følgerne af overtrædelsen af VVM-direktivet, hvilket ikke hindrer, at der sker retlig lovliggørelse, mens projektet er etableret eller under etablering, men en national domstol kan ikke med tilbagevirkende kraft fravige kravene til miljøvurdering i VVM-direktivets art. 3.
EFTA-domstolens dom af 21. maj 2025, sag E-18/24, Greenpeace Norden og Natur og Ungdom
MRF 2025.10
Ophævet og hjemvist Miljø- og Fødevareklagenævnets stadfæstelse af afgørelse om nedsættelse af landbrugsstøtte under ordningen ”grøn støtte” som følge af, at landmand ikke opfyldte krav til miljøfokusområder, da nævnet ikke havde taget stilling til, om usædvanlig nedbør udgjorde force majeure, eller om omstændighederne i øvrigt begrundede fritagelse for administrativ sanktion.
Højesterets dom 25. april 2025, 1. afd., sag BS-28678/2023-HJR
MRF 2025.11
Afvist regreskrav fra olieleverandørs forsikringsselskab mod betonvirksomhed for udgifter til fjernelse af olieforurening forvoldt ved grov uagtsomhed ved olieleverandørens påfyldning af studs til fjernet olietank, da betonvirksomhedens manglende afblænding af påfyldningsstuds ikke var udtryk for en sådan grad af uagtsomhed, at betonvirksomheden, der ikke var forsikret for skaden, skulle betale en del af udgiften til at fjerne forureningen.
Højesterets dom af 25. juni 2025, 1. afd., sag BS-63777/2024-HJR
MRF 2025.12
Stadfæstet hegnssynskendelse fra november 2021, hvorefter Banedanmark som lodsejer havde pligt til at renholde et jordstykke mellem jernbaneskinner og et hegn placeret af naboen i skel, så Banedanmark på sin ejendom skulle fjerne selvsået brombærkrat, der beskadigede hegnet, jf. hegnslovens § 19, stk. 1.
Højesterets dom af 19. august 2025, 1. afd., sag BS-62895/2024-HJR
MRF 2025.13
Norddjurs Kommune var i forbindelse med sænkning af fortov som bygherre erstatningsansvarlig for rysteskader på E’s bygning som følge af brug af pladevibrator helt op til E’s bygning, da kommunens projektmateriale ikke levede op til god projekteringsskik pga. manglende krav om vibrationsmålinger, men regres for halvdelen af erstatningen over for entreprenøren, der burde have rejst spørgsmål om vibrationsmålinger eller andre udførelsesmetoder.
Højesterets dom af 13. oktober 2025, 2. afd., sagerne BS-247/2025-HJR og BS-283/2025-HJR
MRF 2025.14
Kunstgræsplæne på 700 m2 og et stengærde var ikke omfattet af undtagelsen for haver i naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 2 og 3, om søbeskyttelseslinjen. Ikke grundlag for at underkende Miljø- og Fødevareklagenævnets stadfæstelse af afslag på lovliggørende dispensation grundet anlæggets omfang og påvirkning af plante- og dyreliv, uanset at fysisk lovliggørelse ville koste 130.000 kr.
Vestre Landsrets dom af 5. februar 2025, 8. afd., sag BS-53931/2023-VLR
MRF 2025.15
Ikke grundlag for at underkende Miljø- og Fødevareklagenævnets stadfæstelse i 2020 af fredningsnævns afgørelse efter miljøvurderingslovens § 10 om, at det af Danmarks Naturfredningsforening fremsatte fredningsforslag af Vejle Ådalen ikke krævede miljøvurderingsrapport, da det ikke var omfattet af krav om obligatorisk miljøvurdering.
Vestre Landsrets dom af 10. marts 2025, 4. afd., BS-28702/2022-VLR
MRF 2025.16
Ikke grundlag for at underkende Aalborg Kommunes påbud efter byggelovens § 6 D om at fjerne to reklamebannere på en bygning, da en praksisændring var begrundet i lovlige hensyn, og afgørelsen lå inden for det i loven hjemlede skøn.
Vestre Landsrets dom af 2. april 2025, 5. afd., sag BS-18058/2023-VLR
MRF 2025.17
Påtaleberettiget nabo efter privatretlig servitut fik ikke medhold i, at T som lejer af den tjenende ejendom skulle fjerne servitutstridigt udhus på 14 m2, da T med henvisning til kommunens byggetilladelse fandtes i god tro, da en fjernelse medførte betydeligt værdispild, og da ulemperne for naboen var beskedne i forhold til de betydelige omkostninger og ulemper, som en fjernelse påførte T. Kommunen var ejer af den tjenende ejendom.
Vestre Landsrets dom af 14. april 2025, 6. afd., sag BS-21124/2023-VLR
MRF 2025.18
Vejdirektoratet ikke erstatningsansvarlig for skader på en nærliggende ejendom forårsaget af vibrationer fra anlægsarbejde, eftersom ejendommens svage fundering ikke var eller burde være kendt af Vejdirektorat eller entreprenør, og anlægsarbejdet blev udført efter sædvanlige metoder.
Vestre Landsrets dom af 1. maj 2025, 2. afd., sag BS-13999/2023-VLR
MRF 2025.19
Aalborg Kommunes udbygningsaftale, som forpligtede en grundejer til at bidrage økonomisk til frilæggelse af Østerå, var indgået i strid med planlovens § 21 b, hvorfor beløbet, som grundejer havde betalt i henhold til udbygningsaftalen, skulle tilbagebetales af kommunen.
Vestre Landsrets dom af 2. maj 2025, 11. afd., sag BS-845/2023-VLR
MRF 2025.20
Bøde på 5.000 kr. og månedlige tvangsbøder på 1.000 kr. skulle pålægges hver af de to ejere af en ejendom for ikke at efterkomme påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 30 om separering af regn- og spildevand fra ejendommen, hvormed byrettens strafudmåling blev fordoblet som følge af, at der var to ejere.
Vestre Landsrets dom af 6. maj 2025, 14. afd., sag S-2309-24
MRF 2025.21
Spånpladevirksomheds anvendelse af sorterede fraktioner A4 og S2 af affaldstræ som brændsel til opvarmning i virksomheden opfyldte ikke betingelserne for affaldsfasens ophør, da formålet med frasortering af affaldsfraktionerne A4 og S2 var at skille sig af med det træ, der ikke opfylder kravene til at kunne indgå i spånpladeproduktionen, eller som bliver tilovers i forbindelse med spånpladeproduktionen, hvorfor frasorteringen ikke kunne anses for en nyttiggørelsesoperation efter § 4, stk. 5, nr. 1, i affaldsbekendtgørelsen (1309/2012).
Vestre Landsrets dom af 13. maj 2025, 13. afd., sag BS-6627/2021-VLR
MRF 2025.22
Der forelå ikke nødvendigt procesfællesskab mellem Randers Kommune og Miljøstyrelsen i en sag anlagt af DSH Recycling A/S under konkurs om gyldigheden af kommunens afgørelse fra juni 2024 om, at DSH Recycling A/S som grundejer og på grundlag af selskabsretlig identifikation var medansvarlig for den overhængende fare for miljøskade som følge af jordskreddet ved Nordic Waste, uanset at kommunen var bundet af Miljøstyrelsens udtalelse vedr. udkastet til afgørelsen fra juni 2024.
Vestre Landsrets kendelse af 27. august 2025, 14. afd., sag BS-64655/2024-VLR
MRF 2025.22/2
Ikke grundlag for at underkende Planklagenævnets afgørelse i MRF 2023.185 i naboers klagesag over byggeris overensstemmelse med lokalplan, da formålsbestemmelser var for upræcise til at kunne håndhæves. Naboerne havde ikke partsstatus i forhold til lokalplanens bevaringsbestemmelser, hvorfor kommunen ikke var forpligtet til at foretage partshøring eller begrunde afgørelsen i forhold til naboer.
Vestre Landsrets dom af 29. august 2025, 1. afd., sag BS-35801/2024-VLR
MRF 2025.23
Naboer var ikke afskåret fra at rejse erstatningskrav på naboretligt grundlag mod Aarhus Kommune for støjulemper mv. fra tre dages racerløb på kommunens vejareal, som kommunen havde understøttet og tilladt. Gennemførelse af racerløbet på støjvilkår, som Miljø- og Fødevareklagenævnet efterfølgende havde underkendt grundet sundhedsfare, udgjorde ikke en overskridelse af den naboretlige tålegrænse under hensyn til løbets varighed og karakter. Afvist, at kommunen havde handlet ansvarspådragende. Erstatningskrav for 2014 og 2015 var forældet efter den 3-årige forældelsesfrist i forældelseslovens § 2, stk. 4.
Vestre Landsrets dom af 10. september 2025, 6. afd., sagerne BS-16918/2023-VLR og BS-16926/2023-VLR
MRF 2025.24
Ikke grundlag for at underkende Miljø- og Fødevareklagenævnets stadfæstelse af afslag på lovliggørende dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til genopførelse af nyt mindre maskinhus med samme placering som det tidligere samt solcelleanlæg på marker, idet klagenævnets manglende inddragelse af værdispilds- og proportionalitetshensyn ikke kunne føre til ugyldighed under hensyn til ejerens onde tro.
Vestre Landsrets dom af 17. september 2025, 6. afd., sag BS-3618/2024-VLR
MRF 2025.25
Nabogener fra 36 meter høj antennemast i villakvarter i Aarhus oversteg ikke den naboretlige tålegrænse under hensyn til det øgede samfundsmæssige behov for bedre mobiltelefondækning, og bl.a. fordi masten var placeret i nærheden af jernbane, med bemærkning om, at der kun kan ydes erstatning for naboretlige ulemper, som overstiger tålegrænsen. Byretten havde tilkendt erstatning på mellem 50.000 kr. og 200.000 kr. til ejere af otte naboejendomme. [Anket]
Vestre Landsrets dom af 14. oktober 2025, 7. afd., sag BS-30067/2023-VLR
MRF 2025.26
N dømt til at anerkende gyldighed af gensidig servitut, hvorefter N var forpligtet af servituttens forhåndsgodkendelse af fremtidige ansøgninger om udstykning af E’s naboejendom samt forpligtet af servituttens vilkår om beplantning og hækhøjde.
Østre Landsrets dom af 30. januar 2025, 6. afd., sag BS-27273/2023-OLR
MRF 2025.27
Bøde på 5.000 kr. og månedlige tvangsbøder på 1.000 kr. for ikke at efterkomme påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 30, stk. 1, om at etablere SOP-rensning af ejendommens spildevand, der via septiktank og stenfaskine ved overløb løb ud i grøft med udløb i målsat sø i ringe tilstand, hvorfor mangler i oplysning om afløbsforhold ikke kunne føre til, at påbuddet var ugyldigt.
Østre Landsrets dom af 5. februar 2025, 9. afd., sag S-373-23
MRF 2025.28
Ikke grundlag for at tilsidesætte taksationskommissions skønsmæssige erstatningsudmåling for tab ved servitutpålæg på skovejendom om eldrift af eksisterende jernbanestrækning, da udmåling efter faste takster var suppleret af en konkret vurdering, og da skønsmandens beregning af erstatning bl.a. inddrog hypotetiske fremtidige ansvarsforhold.
Østre Landsrets dom af 25. februar 2025, 18. afd., sag BS-45735/2022-OLR
MRF 2025.29
Tidligere ejer af halvt dobbelthus tilkendt erstatning på naboretligt grundlag fra bygherre af fire etageboligejendomme på naboejendom med henvisning til, at indbliks- og skyggegener fra nybyggeriet overskred den naboretlige tålegrænse.
Østre Landsrets dom af 18. marts 2025, 5. afd., sag BS-51022/2023-OLR
MRF 2025.30
Ikke grundlag for at underkende Miljø- og Fødevareklagenævnets afslag på lovliggørende dispensation fra landsskabsfredning fra 2009 til ombygning af firelænget gård og opførelse af carport, da ejerne havde været bekendt med fredningen, og der ikke var grundlag for at tilsidesætte nævnets skøn.
Østre Landsrets dom af 26. marts 2025, 16. afd., sagerne BS-3200/2023-OLR og BS-3852/2023-OLR
MRF 2025.31
Kommunes afslag på byggetilladelse til byggeprojekt var gyldig uanset kommunens tidligere principgodkendelse af projektet, men kommunen var erstatningspligtig for de merudgifter til projektering mv., som ejeren havde afholdt i tillid til kommunens tilsagn.
Østre Landsrets dom af 16. april 2025, 25. afd., sag BS-17587/2024-OLR
MRF 2025.32
Afslag på lovliggørende dispensation til uddybning af offentligt vandløb, der medførte vandstandssænkning i § 3-beskyttede søer, uanset uddybningen alene fjernede sediment opstået som følge af kommunens manglende vandløbsvedligeholdelse i en årrække.
Østre Landsrets dom af 12. maj 2025, 11. afd., sag BS-17965/2023-OLR
MRF 2025.33
Råstofindvinder havde retlig interesse i prøvelse af vilkår om begrænsede driftstider i en råstofindvindingstilladelse, selv om driftsanlægget blev fjernet, mens retssagen verserede, da tilladelsen var gældende indtil 2030. Regionens afvisningspåstand blev derfor ikke taget til følge.
Østre Landsrets kendelse af 20. maj 2025, 18. afd., sag BS-31478/2024-OLR
MRF 2025.34
Lovliggørende byggetilladelse til ny tagkonstruktion og udhuse på sommerhusejendom i Tisvildeleje var ikke i modstrid med lokalplanen, da lokalplans bestemmelser var for upræcise til at kunne håndhæves, hvorfor nabo ikke fik medhold i søgsmål mod kommunen om, at byggetilladelsen var ugyldig.
Østre Landsrets dom af 1. juli 2025, 24. afd., sag BS-24700/2023-OLR
MRF 2025.35
Stadfæstet Miljø- og Fødevareklagenævnets ophævelse i MRF 2022.109 af Roskilde Kommunes påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 46 til ejer af ejendom om at fjerne asbestforurening efter brand, da loven ikke hjemler et objektivt grundejeransvar, og ejeren ikke havde handlet uagtsomt.
Østre Landsrets dom af 26. august 2025, 2. afd., sag BS-9090/2023-OLR
MRF 2025.36
Selvom E’s 100 år gamle bevaringsværdige bøgetræ 1,5 fra skel til N’s naboejendom overskred skellinjen og medførte ulemper over den naboretlige tålegrænse, var den af N iværksatte beskæring af træet uden samtykke fra E langt mere omfattende, end hvad der kunne kræves på grundlag af naboretlige principper, hvorfor E blev tilkendt erstatning på 80.000 kr. for forskellen på træets værdi før og efter beskæringen.
Østre Landsrets dom af 9. september 2025, 5. afd., sag BS-482/2024-OLR
MRF 2025.37
Aftale mellem HOFOR og byudviklingsselskab om byudviklingsselskabs etablering af spildevands- og vandforsyningsanlæg og efterfølgende vederlagsfri overdragelse til HOFOR var gyldige og bindende, bl.a. fordi miljøbeskyttelseslovens § 32 b ikke har karakter af en præceptiv regel. Spørgsmålet om spildevandsselskabs betaling for overdragelse af spildevandsanlæg blev afvist, da dette forhold først skal forelægges taksationskommission, jf. betalingsvedtægtslovens § 6, stk. 2.
Københavns Byrets dom af 6. januar 2025, sagerne BS-46078/2021-KBH og BS-46079/2021-KBH
MRF 2025.38
Ikke grundlag for at underkende Miljø- og Fødevareklagenævnets stadfæstelse af Kystdirektoratets afslag på lovliggørende tilladelse efter kystbeskyttelseslovens § 16 a til en i 2018 etableret mobil bådlift for sommerhalvåret ved bådebro.
Retten i Lyngbys dom af 15. januar 2025, sag BS-12553/2023-LYN
MRF 2025.39
Ikke grundlag for at underkende kommunes revurderingsvilkår i 2021 om reduceret ammoniakdeposition fra 2031 fra husdyrbrug beliggende i Natura 2000-område, uanset at husdyrbruget var miljøgodkendt i 2011 på grundlag af en konsekvensvurdering efter habitatbekendtgørelsen, driften var uændret, og de beskyttede naturtyper først var kortlagt efter miljøgodkendelsen i 2011, da der var tale om generel regulering. Afvist, at vilkårene udgjorde et ekspropriativt indgreb eller gav A krav på erstatning efter naturbeskyttelseslovens § 19 g.
Retten i Esbjergs dom af 20. februar 2025, sag BS-8029/2022-ESB
MRF 2025.40
Ikke grundlag for at underkende byggetilladelse til byggeri, der var i modstrid med privatretlig servitut, hvor kommunen var eneste påtaleberettigede, idet manglende partshøring af nabo ikke fandtes konkret væsentlig.
Retten i Hillerøds dom af 4. marts 2025, sag BS-13876/2023-HIL
MRF 2025.41
Ikke grundlag for at tilsidesætte Planklagenævnets stadfæstelse af kommunes afslag på fornyet (lovliggørende) landzonetilladelse til husstandsvindmølle opført i henhold til tidsbegrænset tilladelse fra 2006, uanset at vindmøllen fremstod integreret i ejendommens beplantning og var meget lille og ubetydelig i forhold til andre vindmøller i området. Kommunen ikke rette sagsøgte.
Retten i Svendborgs dom af 12. marts 2025, sag BS-13283/2023-SVE
MRF 2025.42
Ejere af ejendom grænsende op til kommunal søejendom idømt 4 måneders betinget frihedsstraf med vilkår om samfundstjeneste for at overtræde naturbeskyttelseslovens § 3 ved at omdanne 1.800 m2 mose til sø og græsplæne og for at overtræde straffelovens § 291, stk. 2, om hærværk, da en del af moseområdet tilhørte kommunen. Dissens for at gøre frihedsberøvelsen ubetinget.
Retten i Koldings dom af 17. marts 2025, sag 3-4164/2024
MRF 2025.43
Forhøjet erstatning til landmand efter vandløbslovens § 37 for naturgenopretningsprojekt fra 1999 og 2002 i Tinglev Mose med lukning af drænkanaler og ophør af vandløbsvedligeholdelse, da projektet medførte, at et større landbrugsareal ikke kunne dyrkes, uden det kunne tillægges betydning, at der var tale om arealer omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. Forhøjelsen af erstatningen omfattede også den aftale, der i 1999 var indgået mellem kommunen og landmanden, og erstatningskravet var ikke forældet efter forældelseslovens § 3.
Retten i Sønderborgs dom af 26. marts 2025, sag BS-47043/2018-SON
MRF 2025.44
Lodsejere havde ikke retlig interesse i sag mod Miljø- og Fødevareklagenævnet om nævnets afgørelse om manglende vandløbsvedligeholdelse af Ringsted Å i MRF 2024.27 Mfk, da lodsejerne havde fået medhold i ophævelse af kommunens afslag på at meddele påbud efter vandløbslovens § 54, og klagenævnet ikke har kompetence til at fastsætte vedligeholdelsesbehovet for åen, når der ikke er et gyldigt vandløbsregulativ. Denne kompetence henhører under kommunaltilsynet, hvorfor klagenævnet var ikke rette sagsøgte for en anerkendelsespåstand om vandløbsvedligeholdelse.
Retten i Roskildes dom af 1. april 2025, sag BS-25588/2024-ROS
MRF 2025.44/2
Ikke grundlag for at forhøje den af taksationskommissionen udmålte erstatning på 25.000 kr. for støjgener fra ny omfartsvej syd om Aarhus, som medførte en overskridelse af de vejledende støjgrænser for vejstøj med 1 dB.
Retten i Aarhus’ dom af 7. april 2025, sag BS-38128/2021-ARH
MRF 2025.45
Ikke grundlag for at underkende Byggeklageenhedens afvisning af nabos klageret over lovliggørende byggetilladelse til tagterrasse på naboejendom, da byretten efter besigtigelse fandt, at der ikke forelå så væsentlige indbliksgener, at naboen havde klageret.
Retten i Odenses dom af 23. maj 2025, sag BS-36367/2024-ODE
MRF 2025.46
Ophævet og hjemvist Miljø- og Fødevareklagenævnets stadfæstelse af kommunes registrering i 2022 af § 3-beskyttet fersk eng på A’s ejendom, da klagenævnet på baggrund af en indhentet skønserklæring havde besluttet at genoptage sagen og herefter i marts 2025 ophævede kommunens afgørelse som utilstrækkeligt oplyst og tog bekræftende til genmæle i retssagen.
Retten i Holbæks dom af 26. maj 2025, sag BS-28367/2024-HBK
MRF 2025.47
Afvist, at ejerforening havde klageret over byggetilladelse til ombygning af naboejendom til boliger med altaner, med henvisning til, at ejerforeningen ikke havde en væsentlig og individuel interesse i klagesag angående de gener, som den tilladte ombygning måtte påføre de enkelte ejerlejligheder, da ejerforeningen ikke kan råde over de enkelte ejerlejligheder, og gener for de enkelte ejerlejligheder ikke omfattes af formålet med normalvedtægten for ejerlejlighedsforeninger.
Retten i Randers' dom af 6. juni 2025, sag BS-49393/2024-RAN
MRF 2025.48
Ikke grundlag for at underkende Miljø- og Fødevareklagenævnets afvisning af landmands klage i marts 2023 over Landbrugsstyrelsens afgørelse fra september 2022 om krydsoverensstemmelsessanktion for støtteåret 2011, da overskridelsen af klagefristen ikke var undskyldelig, og klagefristen for administrativ rekurs ikke afskar domstolsprøvelse. Den påklagede afgørelse var en genoptagelse af en sag, hvor Vestre Landsret i TfL 2020.3 V havde ophævet og hjemvist Landbrugsstyrelsens oprindelige afgørelse fra 2012, men der var efterfølgende anlagt sag mod Landbrugsstyrelsen om gyldigheden af afgørelsen fra september 2022.
Retten i Randers' dom af 30. juni 2025, sag BS-6311/2024-RAN
MRF 2025.49
Dødsbo havde som ejer af boligejendom ikke krav på erstatning på naboretligt grundlag for støjgener fra Flyvestation Skrydstrup, da boet ikke havde løftet bevisbyrden for, at tålegrænsen var overskredet med en gennemsnitsstøj ved boligen på 60 dB og en maksimalstøj om natten på 90,9 dB.
Retten i Sønderborgs dom af 1. juli 2025, sag BS-40987/2021-SON
MRF 2025.50
P kunne som påtaleberettiget nabo til motorsportsbane ikke håndhæve bestemmelser om køretider i en privatretlig servitut fra 1989 over for ejeren af banen, der havde fået miljøgodkendelser i 1992, 2006 og 2013 til udvidede køretider, idet den tidligere ejer af P’s ejendom havde samtykket til eller accepteret de ændrede køretider ved sin passivitet, og P ikke kunne opnå en bedre ret.
Retten i Hernings dom af 4. august 2025, sag BS-27497/2024-HER
MRF 2025.51
Ved vurdering af ulvens gunstig bevaringsstatus i en medlemsstat indgår tillige dens bevaringsstatus i nabomedlemsstater, idet genetisk udveksling med ulvebestanden i andre, især mindre, lande bidrager til en gunstig bevaringsstatus. Økonomiske og kulturelle hensyn kan ikke begrunde fravigelse af betingelser for gunstig bevaringsstatus for ulven, men indvirkningen fra sådanne faktorer kan være relevante ved fastsættelse af bevaringsforanstaltninger.
EU-Domstolens dom af 12. juni 2025, 5. afd., sag C-629/23, Eesti Suurkiskjad
MRF 2025.52
Affaldsdirektivets art. 8 og 8a om udvidet producentansvar, hvorefter pligten til at håndtere slutbrugernes affald påhviler en kollektiv producentsammenslutning, som på grundlag af et udbud er tillagt en eneret, og som producenterne under bødeansvar har pligt til at indgå kontrakt med, er ikke i modstrid med EU-rettens beskyttelse af ejendomsretten, hvis proportionalitetsprincippet overholdes, og der etableres en overgangsordning og kompensationsordning for de virksomheder, der hidtil har stået for disse tjenesteydelser.
EU-Domstolens dom af 10. juli 2025, Store Afd., sag C-254/23, INTERZERO m.fl.
MRF 2025.53
Forbuddene i fuglebeskyttelsesdirektivets art. 5 mod forsætligt at dræbe eller skade vilde fugles reder er ikke begrænset til aktiviteter, der har en sådan skadevirkning som formål, og gælder, når det er sandsynligt, at der er 10 ynglende fuglepar pr. hektar. Forbuddene gælder også for arter i gunstig bevaringsstatus og kan alene fraviges ved brug af undtagelsen i fuglebeskyttelsesdirektivets art. 9. Tilsvarende gælder for redebygning i fuglenes yngletid.
EU-Domstolens dom af 1. august 2025, 5. afd., sag C-784/23, Voore Mets og Lemeks Põlva
MRF 2025.54
VVM-direktivet er ikke til hinder for en national lovgivning, hvorefter høring af den berørte offentlighed om projektet og miljøkonsekvensrapporten sker samtidig med høring af andre myndigheder, selv om dette betyder, at den berørte offentlighed ikke bliver hørt om andre myndigheders høringssvar vedrørende projektet, inden der meddeles VVM-tilladelse.
EU-Domstolens dom af 1. august 2025, 10. afd., sag C-461/24, Asociación Petón do Lobo
MRF 2025.55
Logoer og lignende etiketter påklistret frugt udgør ikke nødvendigvis emballage omfattet af direktiv 94/62 om emballageaffald.
EU-Domstolens dom af 1. august 2025, 9. afd., sag C-772/24, Interfel
MRF 2025.56
Når afsendelsesmyndigheden selv tilbagetager affald fra en ulovlig affaldsoverførsel efter affaldstransportforordningen, har myndigheden pligt til at bortskaffe eller nyttiggøre affaldet. Dette er ikke en krænkelse af ejendomsretten efter chartrets art. 17, da afsenderen af den ulovlige affaldsoverførsel har ret til selv at tilbagetage affaldet, hvis dette kan ske forsvarligt, og afsenderen har krav på prøvelse af, om der er tale om ulovlig affaldsoverførsel.
EU-Domstolens dom af 23. oktober 2025, 1. afd., de forenede sager C-221/24 og C-222/24, Naturvårdsverket
MRF 2025.57
Den i EU’s forordning om handel med ulovligt træ krævede due diligence-ordning for virksomheder, der bringer træprodukter i omsætning, kan ikke opfyldes ved, at et datterselskab anvender moderselskabets due diligence-ordning, uanset at moderselskabets ordning overvåges af et kontrolorgan, der er godkendt af Kommissionen efter tømmerforordningens art. 8.
EU-Domstolens dom af 13. november 2025, 1. afd., sag C-117/24, JYSK
MRF 2025.57/2
Rådets forordning 2022/2577 om ramme for midlertidig fremskyndelse af vedvarende energi vedtaget efter TEUF art. 122(1) er ikke en forvaltningsakt, hvorfor NGO’ers anmodning om intern prøvelse efter Århus-forordningens (1367/2006) art. 10 med rette var blevet afvist af Rådet. [Anket]
Rettens dom af 12. november 2025, 9. udv. afd., sag T-534/23, Föreningen Svenskt Landskapsskydd m.fl. mod Rådet
MRF 2025.58
Ikke klageadgang over Miljøstyrelsens afgørelse fra januar 2024 om, at byggemodningsaktiviteter til etablering af CO2-fangstanlæg ved Asnæsværket i Kalundborg var undtaget fra miljøvurderingslovens bestemmelser, da Miljøstyrelsen havde underrettet Kommissionen, og Kommissionen i oktober 2024 konkluderede, at betingelserne i VVM-direktivets art. 2(4) var opfyldt.
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 6. januar 2025, j.nr. 24/02492
MRF 2025.59
Stadfæstet afslag fra januar 2019 på at meddele påbud til lodsejer efter vandløbslovens § 54, stk. 1, om genopretning af dræn af hensyn til naboejendoms vandlidende arealer, da kommunen havde oplyst sagen tilstrækkeligt, herunder at der i skel mellem ejendommene var to § 3-søer, hvilket understøttede, at det ikke var sandsynliggjort, at der tidligere havde afvanding over skel.
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 7. januar 2025, j.nr. 20/07226
MRF 2025.60
Stadfæstet undersøgelsespåbud fra 2020 efter jordforureningslovens § 40 til operatør af tidligere benzintankstation nedlagt i 2016, hvor der blev gennemført en omfattende oprensning, da grundvandsprøve udtaget i 2018 med indhold af de flygtige stoffer acetone, toluen og methanol indikerede, at de seneste forureningsfund var opstået efter 2001, uanset at indholdet af MTBE indikerede, at der var tale om en forurening opstået før 2001, og risikovurderingen konkluderede, at forureningen vil blive nedbrudt i løbet af kort tid. Nævnet lagde vægt på, at ejendommen var beliggende i område med særlige drikkevandsinteresser (OSD).
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 10. januar 2025, j.nr. 20/05278
MRF 2025.61
Ophævet påbud til servicestation efter jordforureningslovens § 41 om oprensning af jordforurening med et anslået omfang på 5.000-10.000 kg olie, da der ikke forelå dokumentation for, hvor stor en del af jordforureningen, der var opstået før 2001, og dette ikke kunne forventes afklaret ved yderligere undersøgelser, hvorfor det ikke var muligt at foretage en vurdering ud fra det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip.
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 29. januar 2025, j.nr. 20/14490
MRF 2025.62
Ophævet og hjemvist Københavns Kommune påbud fra 2021 til servicestation om forureningsundersøgelser efter jordforureningslovens § 40, da sagen var utilstrækkeligt oplyst mht. tidsfæstelse af forureningen bl.a. i forhold til benzinadditivet MTBE.
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 31. januar 2025, j.nr. 21/14258
MRF 2025.63
Stadfæstet Hjørring Kommunes afgørelse fra 2020 om ikke at påbyde kommunen undersøgelse eller oprensning af jordforurening fra tidligere kommunal losseplads og fyldplads efter jordforureningslovens §§ 40 og 41, da aktiviteten for losseplads var ophørt i 1990 og for fyldplads i 2001, og det ikke var sandsynligt, at yderligere undersøgelser kunne dokumentere, at den væsentligste del af jordforureningen var sket efter 1. januar 2001, hvorfor § 42 ikke kunne anvendes. Kommunens afgørelse efter miljøbeskyttelseslovens § 69, stk. 1, kunne ikke behandles, jf. § 69, stk. 3.
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 3. februar 2025, j.nr. 20/09141
MRF 2025.64
Ophævet og hjemvist Middelfart Kommunes tilladelse efter vandløbslovens § 63 til medbenyttelse af vandløbet Ejby Moser etableret ved vandløbsretskendelse i 1935, da vandløbets hydrauliske kapacitet ikke var tilstrækkeligt belyst. § 63 ikke er begrænset til rørlagte strækninger.
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 12. februar 2025, j.nr. 20/03904
MRF 2025.65
Ophævet og hjemvist Aalborg Kommunes miljøgodkendelse af udvidede træningstider på motorsportsbane fra to til tre ugentlige træningsdage, da støjberegning ikke opfyldte kravene efter bekendtgørelse om kvalitetskrav til miljømålinger.
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 26. februar 2025, j.nr. 21/10862
MRF 2025.66
Ophævet Randers Kommunes påbud til tre lodsejere efter vandløbslovens §§ 54 og 59 a om retablering af strækning af det kommunale grænsevandløb Fårbæk, da lodsejerne ikke var rette påbudsadressater for de anførte ulovlige ændringer i vandløbet, som var foretaget af bredejer på strækning beliggende i Mariagerfjord Kommune.
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 4. marts 2025, j.nr. 20/03839, 20/03845, 20/05679 og 20/13120
MRF 2025.67
Ophævet og hjemvist screeningsafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 om, at HOFORs projekt for renovering af Hove Kildeplads, hvor der var registreret bilag IV-arter, da screeningsafgørelsen indeholdt vilkår om afværgeforanstaltninger for at beskytte spidssnudet frø.
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 12. marts 2025, j.nr. 24/03907 og 24/03945
MRF 2025.68
Ikke grundlag for at underkende Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljøs tilsynsafgørelse efter miljøvurderingslovens § 46 om, at overskudsjord ved Middelfart var placeret i overensstemmelse med vilkår i VVM-tilladelsen for etablering af Baltic Pipe-gasledningen.
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 19. marts 2025, j.nr. 24/04315
MRF 2025.69
Ophævet og hjemvist påbud fra 2021 til lodsejer efter vandløbslovens § 54, stk. 1, om at foretage vedligeholdelse af et rørlagt forløb for at imødegå opstuvning af vand i grøft på naboejendom, da der ved tilsyn ikke var konstateret faktisk tilløb fra grøften, og afgørelsen var meddelt uden angivelse af placering for et rørlagt forløb, hvorfor sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst.
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 26. marts 2025, j.nr. 21/07312
MRF 2025.70
Ophævet forbud efter planlovens § 43 mod ejers opførelse af nyt etagebyggeri i strid med privatretlig servitut fra 1929, da området havde ændret sig og nu var præget af etagebyggeri, og intentionerne bag servitutten ikke længere var til stede, hvorfor kommunen ikke havde en aktuel, planlægningsmæssig interesse i håndhævelse af servitutten.
Planklagenævnets afgørelse af 17. januar 2025, j.nr. 23/14386
MRF 2025.71
Ophævet lovliggørelsespåbud om ophør med anvendelsesændring af ejerlejligheder til udlejning gennem Airbnb, da udlejningen ikke var i strid med lokalplanbestemmelse om anvendelse til bolig, ikke kunne anses for hoteldrift efter sommerhuslovens hotelbegreb og ikke i sig selv var erhvervsmæssig. Ejerforhold, herunder udlejning til ferie/fritidsformål, er ikke et planlægningsmæssigt relevant forhold, der kan reguleres ved lokalplan.
Planklagenævnets afgørelse af 24. januar 2025, j.nr. 24/07043
MRF 2025.72
Ophævet afslag på lovliggørende landzonetilladelse til terrænregulering i form af to jordvolde med en højde på 70 cm med henvisning til bagatelgrænsen henset til jordvoldenes omfang, placering og karakter af havebede. Derimod stadfæstet afslag på landzonetilladelse til to udhuse.
Planklagenævnets afgørelse af 14. februar 2025, j.nr. 24/02850
MRF 2025.73
Afskåret fysisk lovliggørelse af E’s lokalplanstridige udhus, da forholdet havde bestået upåtalt i mindst 27 år ved lovliggørelsessagens indledning i 2015, hvormed ejeren på grundlag af lang tids forløb (indrettelseshensyn) var blevet bibragt en berettiget forventning om, at forholdet ikke ville blive krævet lovliggjort.
Planklagenævnets afgørelse af 20. februar 2025, j.nr. 23/13628
MRF 2025.74
Ophævet og hjemvist afslag på dispensation fra lokalplan, da Albertslund Kommune var i den retsvildfarelse, at bebyggelsesregulerende lokalplanbestemmelse sammenholdt med formålsbestemmelsen var en del af planens principper, hvorfor kommunen fejlagtigt havde antaget, at der ikke kunne meddeles dispensation.
Planklagenævnets afgørelse af 20. februar 2025, j.nr. 24/11591
MRF 2025.75
Ophævet afslag på lovliggørende dispensation fra lokalplan til overskridelse af bebyggelsesprocenter med 0,16 % ift. to kviste, der havde eksisteret upåtalt i 17-18 år, idet der var indtrådt lang tids forløb (indrettelseshensyn), hvor nævnet bl.a. lagde vægt på nuværende og tidligere ejeres gode tro og overtrædelsens beskedenhed.
Planklagenævnets afgørelse af 21. februar 2025, j.nr. 23/14346
MRF 2025.76
Ikke medhold i klage over afslag på lovliggørende dispensation fra byggelinjer i lokalplan til skur og drivhus, da afslaget var planlægningsmæssigt begrundet og ikke i strid med proportionalitetsprincippet, idet udgifter til fysisk lovliggørelse ikke kunne opveje hensynet til retshåndhævelse, selvom der ikke forelå nærmere oplysninger om omfanget af værdispild.
Planklagenævnets afgørelse af 3. marts 2025, j.nr. 24/02814
MRF 2025.77
Etablering af to ’affaldsøer’ på 25 m2 for ca. 30 sommerhuse var i strid med byplanvedtægt fra 1953, som udlagde området til beboelsesbygninger eller landbrug. Afvist mulighed for dispensation efter planlovens § 19 som stridende mod planens principper, da affaldsøerne havde karakter af fælles miljøstationer, som ikke kunne karakteriseres som boligformål og heller ikke var meget tæt på den umiddelbart tilladte anvendelse af området.
Planklagenævnets afgørelse af 5. marts 2025, j.nr. 23/13496
MRF 2025.78
Ophævet bonuslokalplan for årlig afholdelse af musikfestivalen Musik i Lejet beliggende delvist inden for Natura 2000-område, da væsentlighedsvurderingen var mangelfuld, og lokalplanen var i strid med kommuneplanen. Grundejerforening var klageberettiget.
Planklagenævnets afgørelse af 19. marts 2025, j.nr. 24/06206, 24/09749, 24/09750, 24/09751, 24/09752, 24/09753 og 24/11739
MRF 2025.79
Stadfæstet afslag på dispensation fra vejbyggelinjer i lokalplan til udhus, da E ikke på baggrund af de 11-12 år, udhuset havde eksisteret upåtalt, havde en berettiget forventning. Ikke i strid med lighedsgrundsætningen, da modsat resultat i en lignende sag beroede på kommunens fejl.
Planklagenævnets afgørelse af 21. marts 2025, j.nr. 24/00071
MRF 2025.80
Stadfæstet lovliggørende landzonetilladelse til ridebane på Læsø, men ophævet lovliggørende landzonetilladelse til banens 8 m høje lysmast, der havde eksisteret upåtalt i 15 år, med henvisning til landskabelige hensyn, nærliggende hede og visuelle gener. Dissens.
Planklagenævnets afgørelse af 21. marts 2025, j.nr. 23/10875
MRF 2025.81
Ophævet Viborg Kommunes afgørelse fra 2020 om, at et i 2014 gennemført vejprojekt med hævning af vejforløb, der havde medført ændringer i vandets naturlige periodiske afstrømning fra klagers ejendom, ikke krævede tilladelse efter vandløbslovens § 6, stk. 1.
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 8. april 2025, j.nr. 20/12440
MRF 2025.82
Ophævet screeningafgørelse om ikke-VVM-pligt af boligprojekt, da kommunen af hensyn til flagermus havde stillet vilkår om, at nedrivning af eksisterende bygninger skulle ske efter Naturstyrelsens anvisninger, og en screeningsafgørelse ikke kan indeholde vilkår.
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af den 8. april 2025, j.nr. 24/06884
MRF 2025.83
Stadfæstet Miljøstyrelsens klaptilladelse efter havmiljølovens § 26 til klapning af 35.000 m3 havnesediment fra Flådestation Korsør i klapområde beliggende i Natura 2000-område, da beregningen af kumulative effekter kunne inddrage hensynet til, hvorvidt øvrige klapningstilladelser inden for samme vandområde var udnyttet, og tilladelsen ikke var omfattet af miljøvurderingslovens regler om VVM-screening, ligesom en væsentlighedsvurdering fandtes tilstrækkelig.
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 16. april 2025, j.nr. 25/01086
MRF 2025.84
Ikke medhold i klage over VVM-screeningafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21, hvorefter etablering af jordvarmeanlæg i 190 meters dybde i område med særlige drikkevandsinteresser ikke udløste VVM-pligt, da anlægget etableres og forsegles i overensstemmelse med varmeforsyningsbekendtgørelsen og boringsbekendtgørelsen.
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 16. april 2025, j.nr. 23/06604
MRF 2025.85
Stadfæstet Frederikshavn Kommunes påbud efter jordforureningslovens § 40 til Forsvarets Ejendomsstyrelse om at afgrænse PFAS-forurening fra delområde for brandøvelsesplads med den ændring, at påbuddet kan opfyldes ved en underbygget redegørelse for, at forureningen fra delområdet var sammenblandet med forurening fra tre delområder, hvor oprensningspåbud på forhånd var udelukket.
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 24. april 2025, j.nr. 22/08675
MRF 2025.86
Stadfæstet påbud efter jordforureningslovens § 40 om undersøgelse af jordforurening efter brand i teleskoplæsser forårsaget af gløder i transporteret afbrændt træstød, da utilstrækkelig visuel inspektion for gløder anset for en uforsvarlig adfærd, men med den tilføjelse, at der alene skulle udarbejdes forslag til afværgeforanstaltninger, hvis undersøgelsen måtte vise, at yderligere oprydning var nødvendig for at imødegå risiko for miljø og sundhed.
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 25. april 2025, j.nr. 22/04695
MRF 2025.87
Kommunens tilkendegivelse under klagesag om VVM-screeningsafgørelse vedr. delvis rørlægning af vandløbsstrækning 100 m opstrøms et § 3-område for bl.a. at reducere CO2-udledning om, at projektet ikke krævede dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3, anset for en forvaltningsafgørelse, der kunne prøves af nævnet, som stadfæstede afgørelsen, da vandløbet i forvejen var præget af tilløb fra markdræn og septiktankoverløb, hvorfor vandkvaliteten allerede var forringet.
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 25. april 2025, j.nr. 24/04377
MRF 2025.88
Ophævet tilladelse efter vandløbslovens § 17 til udlægning af store sten i offentligt vandløb, da kommunen ikke havde foretaget konkrete beregninger af projektets påvirkning af vandløbets vandføringsevne. Ålaug var som repræsentant for haveforening klageberettiget.
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 12. maj 2025, j.nr. 21/09945
MRF 2025.89
Afgørelse om, at etablering af ridebane ikke ændrede de afvandingsmæssige forhold på E’s ejendom, var ikke tilstrækkeligt oplyst, da kommunen på det foreliggende grundlag ikke kunne vurdere effekten af en anlagt faskine, hvorfor det ikke kunne udelukkes, at de afvandingsmæssige forhold var ændret, jf. vandløbslovens § 6, stk. 1.
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 14. maj 2025, j.nr. 21/13735
MRF 2025.90
Stadfæstet påbud efter jordforureningslovens § 40 om undersøgelse af pesticidforurening på ejendom, hvor der siden 1946 var drevet maskinstation, og som E havde overtaget i 1985, da det ikke kunne udelukkes, at forurening med nogle af de 50 fundne pesticidstoffer skyldtes forurening i den periode, hvor E havde drevet maskinstation, og da E alene skulle fremlægge et forslag til undersøgelser, hvormed der forudgående kunne foretages en proportionalitetsvurdering af undersøgelsens omfang.
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 28. maj 2025, j.nr. 23/06652
MRF 2025.91
Ophævet og hjemvist tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 28, stk. 1, til udledning af tag- og overfladevand via forsinkelsesbassin fra nyt boligområde til offentligt vandløb, da tilladelsen ikke indeholdt oplysning om medianmaksimumafstrømning, men var baseret på generelt vejledende dimensionering for dræn for en afstrømning på 1 l/s/ha.
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 4. juni 2025, j.nr. 22/03598
MRF 2025.92
Ophævet og hjemvist miljøgodkendelse til udledning af renset spildevand fra Skærbækværket, da Miljøstyrelsen ikke havde godtgjort, at to overvågningsstationer beliggende hhv. 600 m og 1 km fra udledningspunktet var repræsentative for, om der var sket forringelse af kystvandenes tilstand uden for blandingszonen. Væsentlighedsvurdering af koncentrationsstigning af miljøfarlige stoffer i sediment skal begrundes. Uklart, om bestemmelserne om blandingszoner i direktivet om miljøkvalitetskrav kun finder anvendelse på stoffer oplistet i direktivets bilag I, del A, eller om det også gælder for zink, som det fremgår af bekendtgørelse 2017/1433, hvilket burde overvejes ved fornyet behandling.
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 11. juni 2025, j.nr. 24/11139
MRF 2025.93
Ophævet og hjemvist Miljøstyrelsens klaptilladelse til Gisseløre Lystbådehavn i vandområde i ikke-god kemisk tilstand, da Miljøstyrelsens beregning af spredning af miljøfarlige stoffer var baseret på fordeling af 25 % af klapmaterialet inden for det samlede vandområde på 685 km2 over et år med de resterende 75 %’s forbliven inden for klapområdet på 0,472 km2, hvilket var i strid med EU-Domstolens dom i sag C-535/18, hvorefter en stigning i et enkelt repræsentativt overvågningspunkt er tilstrækkeligt til at kunne udgøre en forringelse.
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 11. juni 2025, j.nr. 22/15753
MRF 2025.94
Ophævet og hjemvist Miljøstyrelsens tilladelse til klapning af 75.000 m3 havbundsmateriale fra Kolding Havn inden for vandområde 219, Nordlige Bælthav, da der efter nye vandområdeplaner for 3. planperiode ville ske overskridelse af miljøkvalitetskrav for visse miljøfremmede stoffer, hvor tilstanden var ukendt, da tilladelsen blev meddelt. Klaptilladelse kræver både beskrivelse af metode for optagning og for klapning.
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 12. juni 2025, j.nr. 21/12043
MRF 2025.95
Ikke opsættende virkning af klage over afgørelse om, at der ikke skulle udarbejdes en miljøvurdering af tillæg til spildevandsplan, da klager over SMV-screeningsafgørelser efter miljøvurderingslovens § 10 ikke kan tillægges opsættende virkning med hjemmel i miljøvurderingslovens § 53 eller på andet retligt grundlag.
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 13. juni 2025, j.nr. 25/04133
MRF 2025.96
Ophævet og hjemvist Miljøstyrelsens tilladelse til klapning af 64.000 m3 materiale fra Vejle Erhvervshavn inden for vandområde 224, Nordlige Lillebælt, der var i ikke-god kemisk tilstand, da oplysningerne om indholdet af miljøfremmede stoffer i optagningsmaterialet var utilstrækkelige.
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 16. juni 2025, j.nr. 23/02289, 23/02311, 23/02312 og 23/04573
MRF 2025.97
Kalundborg Kommunes ”afgørelse” fra 2009 om, at vandløb ikke var naturligt efter vandløbslovens § 69, kunne tilbagekaldes af kommunen i 2022, da den dyrkningsfri bræmme efter § 69 er begrundet i væsentlige samfundsmæssige interesser, hvorfor bredejernes berettigede forventninger ikke kunne føre til andet resultat.
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af den 19. juni 2025, j.nr. 22/03154
MRF 2025.98
Ophævet nedklassificering i 2020 fra offentligt til privat vandløb, da kommunens genberegning i forbindelse med klagesagen viste, at kommunens eget obligatoriske kriterium for nedklassificering om, at mindst 75 % af vandløbets vandføring skulle stamme fra private arealer, ikke var opfyldt.
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 24. juni 2025, j.nr. 20/10576
MRF 2025.99
Stadfæstet Aalborg Kommunes afgørelse om, at vandløbet Østerå var vedligeholdt i overensstemmelse med vandløbsregulativ, med de ændringer, at kommunen ikke havde dokumenteret vandføringsevne og grødeskæring på delstrækninger, ligesom der ikke var optaget grøde inden for den i regulativet foreskrevne uge, der henlå i grødespærringer.
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 24. juni 2025, j.nr. 20/09592
MRF 2025.100
Ikke medhold i klage over screeningsafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 om, at skovgræsningsprojekt i Natura 2000-område ikke krævede VVM-tilladelse, og at projektet ikke krævede forudgående væsentlighedsvurdering efter habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 1, da projektet var direkte forbundet med forvaltningen af Natura 2000-området.
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 25. juni 2025, j.nr. 25/01975
MRF 2025.101
Stadfæstet lovliggørelsespåbud efter planlovens § 51 om ophør med lokalplanstridig anvendelse af udlejningsejendom til helårsbeboelse. Myndighedspassivitet afvist, uanset at kommunen havde henvist borgere til beskyttet bolig i ejendommen og været bekendt med den ulovlige anvendelse siden 2014, da kommunen ikke havde gjort ejeren bekendt med, at kommunen var vidende om, at ejendommen blev anvendt i strid med lokalplanen.
Planklagenævnets afgørelse af 23. april 2025, j.nr. 24/02299
MRF 2025.102
Byggetilladelse i 2017 til opførelse af helårshus i område, der i lokalplan fra 2006 var udlagt til helårsbeboelse, forhindrede ikke ejeren i fortsat at anvende ejendommen som fritidsbolig, da den faktiske anvendelse af ejendommen de seneste 60 år som fritidshus var uændret, og der ikke var indtrådt kontinuitetsbrud. Kommunens afslag på dispensation fra lokalplanens anvendelsesbestemmelser blev derfor ophævet.
Planklagenævnets afgørelse af 2. maj 2025, j.nr. 24/08097
MRF 2025.103
Ophævet forbud efter planlovens § 12, stk. 3, mod etablering af garageanlæg, da kommunen ikke havde anført, hvilke planlægningsmæssige hovedhensyn der begrundede forbuddet, hvorfor afgørelsen led af en væsentlig begrundelsesmangel.
Planklagenævnets afgørelse af 8. maj 2025, j.nr. 24/03214
MRF 2025.104
Ophævet forbud efter planlovens § 12, stk. 3, mod opførelse af tilbygning i strid med arealbestemmelser i kommuneplan pga. E’s berettigede forventninger. Kommunen havde fejlagtigt forudsat, at forhold i strid med kommuneplan krævede dispensation.
Planklagenævnets afgørelse af 14. maj 2025, j.nr. 24/05717
MRF 2025.105
Ikke medhold i grundejerforenings klage over afgørelse om, at afledning af regnvand til fælles LAR-anlæg fra rækkehusbyggeri var i overensstemmelse med lokalplan, da der ikke i planloven er hjemmel til lokalplanbestemmelse om, at regnvandsnedsivning skal ske på egen grund, hvorfor lokalplanbestemmelsen ikke kunne håndhæves. Nedsivning af regnvand reguleres efter miljøbeskyttelsesloven og spildevandbekendtgørelsen.
Planklagenævnets afgørelse af 19. maj 2025, j.nr. 24/04672
MRF 2025.106
Struer Kommune havde med rette afvist, at der ikke var lokalplanpligt efter planlovens § 13, stk. 2, ved opførelse af 9 rækkehuse i ubebygget grønt område i udkanten af eksisterende boligområde, da projektet ikke medførte væsentlige ændringer i det eksisterende miljø, og det tilstødende boligområde i forvejen var præget af uensartet bebyggelse.
Planklagenævnets afgørelse af 26. maj 2025, j.nr. 24/12188
MRF 2025.107
Køge Festuges årlige afholdelse af koncerter over 5 dage i Køge Bypark med op til 12.000 tilskuere om dagen var lokalplanstridigt og krævede tilvejebringelse af ny lokalplan, da anvendelsen ikke lå meget tæt op ad det umiddelbart tilladte efter lokalplanen, jf. planlovens § 19, stk. 2.
Planklagenævnets afgørelse af 26. maj 2025, j.nr. 25/01038 og 24/09613
MRF 2025.108
Ikke medhold i indirekte afgørelse om, at vejomlægning og udvidelse af opmarchbaner til hurtigfærgelejet på Bornholm ikke var lokalplanpligtigt, da projektet ikke medførte væsentlige ændringer i det bestående miljø. Dissens. Lokalt cyklistforbund og nabo 1 km fra området var klageberettigede. Evt. myndighedsinhabilitet kunne i lyset af nævnets afgørelse ikke medføre ugyldighed, da sagen kun angik et retligt spørgsmål.
Planklagenævnets afgørelse af 26. maj 2025, j.nr. 24/00754
MRF 2025.109
Efter Planklagenævnet i MRF 2022.51 havde ophævet Aalborg Kommunes forbud efter planlovens § 12, stk. 3, mod etagebyggerier i 3-4 etager, traf kommunen i 2024 afgørelse om, at projektet var lokalplanpligtigt efter planlovens § 13, stk. 2, hvilket Planklagenævnet ophævede, da projektet ikke medførte væsentlige ændringer i det bestående miljø. Dissens.
Planklagenævnets afgørelse af 27. maj 2025, j.nr. 24/10187
MRF 2025.110
Stadfæstet afslag på dispensation fra lokalplan til opførelse af private ejerboliger i område udlagt til almene boliger iht. almenboligloven, da der ikke skulle partshøres over en oplysning om kommunens skønsmæssige vurdering af bygherrens muligheder for at indgå et samarbejde med almene boligorganisationer om opførelse af almene boliger.
Planklagenævnets afgørelse af 4. juni 2025, j.nr. 24/05166
MRF 2025.111
Ikke medhold i klage over Stevns Kommunes afslag på samtykke efter planlovens § 42 til stiftelse af servitut om offentlighedens færdselsret til trampesti på ejendomme ved Stevns Klint, da henvisningen til en verserende ankesag ved domstolene om gyldigheden af en fredningskendelse udgjorde en saglig og planlægningsmæssig relevant begrundelse for afslaget, idet kommunens egne interesser i ankesagen ikke var udtryk for magtfordrejning.
Planklagenævnets afgørelse af 26. juni 2025, j.nr. 25/03596
MRF 2025.112
Ophævet påbud efter planlovens § 43 om fysisk lovliggørelse af servitutstridigt kolonihavehus, da kommunen ikke havde angivet, hvilken aktuel planlægningsmæssig interesse der begrundede håndhævelsen, og forvaltningslovens begrundelseskrav dermed ikke var opfyldt.
Planklagenævnets afgørelse af 27. juni 2025, j.nr. 25/02261
MRF 2025.113
Forbud efter planlovens § 43 mod opførelse af aluminiumsoverdækning delvist ophævet, da bestemmelse i servitut fra 1943 om, at bygninger skulle gives en ensartet arkitektonisk behandling, ikke var tilstrækkelig klar og præcis. Derimod var en anden bestemmelse i samme servitut om bebyggelsesprocent tilstrækkelig præcis, og kommunen havde en aktuel planlægningsmæssig interesse i at undgå yderligere overbebyggelse i strid med servitutten.
Planklagenævnets afgørelse af 30. juni 2025, j.nr. 24/07776
MRF 2025.114
Vejdirektoratet var ikke efter spildevandsbetalingsloven forpligtet til at betale spildevandsselskab for afledning af vejvand fra strækning af statsvej til grøft, der afledte til regnvandsledning klassificeret som spildevandsanlæg, da afledningen af vejvand ikke skete på grundlag af tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 28, stk. 3, og der ikke var grundlag for tilslutningspligt efter § 28, stk. 4, idet kommunen ikke havde truffet beslutning om fysisk tilslutning af afledt vejvand til spildevandsanlægget.
Højesterets dom af 20. november 2025, 1. afd., sag BS-61505/2024-HJR
MRF 2025.115
Der skulle betales vandafledningsbidrag for vandforbruget ved udledning af vand fra swimmingpool, selvom vandet ikke var forurenet, og selvom vandet ikke blev afledt via spildevandsledning.
Højesterets kendelse af 4. december 2025, 1. afd., sag BS-47265/2025-HJR
MRF 2025.116
Ejer af landbrugsejendom havde ikke vundet hævd på færdsel over markvej på G og H’s landbrugsejendom, da færdsel ikke i alderstid var udøvet med en sådan stadig og regelmæssig karakter, at der var grundlag for hævdserhvervelse.
Vestre Landsrets dom af 4. november 2025, 4. afd., sag BS-8952/2024-VLR
MRF 2025.117
Ikke grundlag for at underkende Natur- og Miljøklagenævnets afgørelser fra 2016 om, at nye vilkår i revurdering af miljøgodkendelse af en asfaltfabrik kunne meddeles uden ny miljøgodkendelse, men med supplerende vilkår, og om at manglende VVM-screening forud for tilladelse til ny skorsten i november 2014 og senere nye revurderingsvilkår i april 2015 var lovliggjort med kommunens lovliggørende VVM-screening i juni 2015.
Vestre Landsrets dom af 4. november 2025, 3. afd., sag BS-5930/2019-VLR
MRF 2025.118
Ikke grundlag for at tilsidesætte Planklagenævnets ophævelse af landzonetilladelse til udvidelse af sommerhus på Fanø begrundet med ejers helbred, hvor klagenævnet bl.a. havde afvist, at hensynet til ejeren er et hensyn, der kan inddrages i forbindelse med afgørelser efter landzonereglerne, og efterfølgende havde afslået genoptagelse af sagen.
Vestre Landsrets dom af 17. november 2025, 12. afd., sag BS-17997/2025-VLR
MRF 2025.119
Ejere af sommerhusgrunde havde ikke vundet hævd på gående færdsel over A og H’s ejendom, da A og H ved erhvervelsen var i god tro, jf. tinglysningslovens § 1, stk. 2, hvorfor betingelserne for at fortrænge en eventuel ikke-tinglyst hævdvunden ret til på færdsel var opfyldt. Kommunen havde forud afvist, at stien var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 26.
Vestre Landsrets dom af 17. november 2025, 5. afd., sagerne BS-14950/2024-VLR m.fl.
MRF 2025.119/2
Lodsejers aftale med kommunen om opfyldelse af lovliggørelsespåbud efter vandløbsloven hindrede ikke kommunen i som selvhjælpshandling at gennemføre de påbudte foranstaltninger efterfølgende for kommunens regning, og lodsejer havde ikke krav på tilførsel af vandløbet til den aftalte tilstand, da kommunen ikke som myndighed kan indgå bindende aftaler om vandløbets udformning, idet dette er undergivet regulering efter naturbeskyttelseslovens § 3, vandløbslovens § 16 og miljøvurderingslovens § 16.
Vestre Landsrets dom af 18. november 2025, 6. afd., sag BS-20729/2024-VLR
MRF 2025.120
Manglende SMV-screening af fredningsforslag, som Natur- og Miljøklagenævnets stadfæstede i 2016, medførte ikke, at fredningskendelsen var ugyldig, da fredningsnævnet i 2020 havde gennemført en SMV-screening af fredningsforslaget, hvilket i 2022 blev stadfæstet af klagenævnet, der herefter i 2023 afviste, at den manglende SMV-screening var konkret væsentlig, hvorefter landsretten stadfæstede byrettens frifindelse fra 2019 af klagenævnet.
Østre Landsret dom af 3. november 2025, 17. afd., sag BS-1955/2020-OLR
MRF 2025.121
Transportministeriet kunne ikke afvise at afgøre en tvist mellem TDC og en kommune efter vejlovens § 133, stk. 2, om betaling for ledningsomlægninger nødvendiggjort af byudviklingsprojekt, da landsretten efter bevisførelsen fandt, at anmodningen om ledningsomlægninger kom fra kommunen som vejmyndighed og ikke var fremsat på vegne af et endnu ikke stiftet arealudviklingsselskab.
Østre Landsrets dom af 25. november 2025, 6. afd., sag BS-62688/2023
MRF 2025.122
Miljø- og Fødevareklagenævnets stadfæstelse af fredning i 2021 af Stevns Klint udgjorde ikke et ekspropriativt indgreb i strid med grundlovens § 73, og da ikke var grundlag for at tilsidesætte klagenævnets skønsmæssige afvejning, og officialprincippet var overholdt, var fredningen gyldig. Byretten var nået det modsatte resultat og havde ophævet fredningen.
Østre Landsrets dom af 27. november 2025, 19. afd., sag BS-27542/2023-OLR
MRF 2025.123
Afvist klage over påbud efter naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, om standsning af opgravning og udjævning af jord som led i renovering af dræn med henvisning til naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 1, 2. pkt., men stadfæstet kommunens efterfølgende registrering af arealet som beskyttet eng.
Østre Landsrets dom af 10. december 2025, 17. afd., sag BS-61551/2023-OLR
MRF 2025.124
Ophævet hegnssynskendelse om flytning af blomsterkasser, da dette lå uden for hegnssynets kompetence. Afvist, at hegn opført i 2023 var i modstrid med hegnsloven, da hegnets placering og udformningen var etableret på grundlag af en aftale mellem parterne.
Østre Landsret dom af 23. december 2025, 25. afd., sag BS-15095/2024-OLR
MRF 2025.125
Retten kunne i sag om B’s manglende betaling af forpagtningsafgift til A behandle B’s modkrav om erstatning for skader som følge A’s af manglende vandløbsvedligeholdelse, uanset at vandløbslovens § 73 henlægger erstatningsfastsættelsen til taksationsmyndighederne, idet forarbejdernes krav om partsenighed ikke udgør et sikkert grundlag for at afskære domstolsbehandling, jf. grundlovens § 3.
Retten i Aarhus’ kendelse af 11. august 2025, sag BS-55638/2024-ARH
MRF 2025.126
Ophævet Planklagenævnets tiltrædelse i MRF 2024.17 af Københavns Kommunes påbud efter planlovens § 43 for at håndhæve afstandskrav i byggeservitut vedrørende genopført udhus, da afstandskravet måtte anses for ophævet ved en senere påtegning af servitutten.
Retten på Frederiksbergs dom af 8. september 2025, sag BS-35770/2024-FRB
MRF 2025.127
Guldborgsund Kommunes påbud til ejer om tilslutning til offentlig kloak var gyldigt, uanset at kommunen i 5 år havde skabt grundlag for en berettiget forventning om accept af manglende tilslutning af kloak, da hensynet til miljøbeskyttelse konkret vejede tungere.
Retten i Nykøbing Falsters dom af 23. oktober 2025, sag BS-21771/2025-NYK
MRF 2025.128
Kommune var ikke forpligtet til at realitetsbehandle ansøgning om landzonetilladelse til husstandsvindmølle, da ansøgningen ikke kunne karakteriseres som en ny ansøgning i forhold til kommunens tidligere afslag på landzonetilladelse, som var stadfæstet af Planklagenævnet i 2021.
Retten i Holstebros dom 29. oktober 2025, sag BS-10817/2025-HOL
MRF 2025.129
A var som nabo ikke part i en sag om landzonetilladelse til opførelse af gyllebeholder, hvorfor A’s klage over tilladelsen var indgivet for sent. Det ændrede ikke herpå, at kommunen ved en fejl ikke havde foretaget naboorientering af A.
Retten i Næstveds dom 30. oktober 2025, sag BS-4194/2024-NAE
MRF 2025.130
Tilførsel af ca. 33.300 m3 jord til et landbrugsareal i landzone med henblik på terrænregulering og forbedring af dyrkningsforholdene med henblik på juletræsproduktion udgjorde ændret anvendelse, der krævede landzonetilladelse efter planlovens § 35, stk. 1, da terrænreguleringen ikke var nødvendig for forsvarlig landbrugsmæssig drift.
Retten i Hillerøds dom 7. november 2025, sag BS-60554/2023-HIL
MRF 2025.131
Ikke grundlag for at forhøje den af taksationskommissionen udmålte erstatning for eldriftsservitut i forbindelse med elektrificering af jernbanestrækning ved Horsens.
Københavns Byrets dom af 27. november 2025, sag BS-54826/2023-KBH
MRF 2025.132
Selskab idømt bøde på 30.000 kr. for at overtræde råstoflovens § 44 ved ikke at efterkomme regionens lovliggørelsespåbud efter råstoflovens § 33, stk. 3, om at efterbehandle råstofgrav og for ikke at efterkomme Miljøstyrelsens lovliggørelsespåbud efter skovloven om at retablere skov efter ikke-erhvervsmæssig indvinding af råstoffer, uden det kunne tillægges betydning, at tilførsel af overskudsjord var forhindret af kommunen. Månedlige tvangsbøder på 5.000 kr., indtil hvert påbud var efterkommet.
Retten i Aalborgs dom 2. december 2025, sag 18-964/2025
