MRF 2025.46
Retten i Holbæks dom af 26. maj 2025, sag BS-28367/2024-HBK
Selskab 1 v/A (adv. Klaus Leth Jakobsen) mod Miljø- og Fødevareklagenævnet (adv. Eva Daniella Gabris)
Ophævet og hjemvist Miljø- og Fødevareklagenævnets stadfæstelse af kommunes registrering i 2022 af § 3-beskyttet fersk eng på A’s ejendom, da klagenævnet på baggrund af en indhentet skønserklæring havde besluttet at genoptage sagen og herefter i marts 2025 ophævede kommunens afgørelse som utilstrækkeligt oplyst og tog bekræftende til genmæle i retssagen.
Sagen vedrører A’s landbrugsejendom på 35 hektar, hvor Holbæk Kommune efter besigtigelse i november 2021 i april 2022 traf afgørelse om, at et areal på 10.660 m2 var beskyttet eng omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. Kommunen begrundede afgørelsen med, at Vestsjællands Amt i 1993 havde registreret arealet som § 3 beskyttet eng, og at der på arealet var vegetation forenelig med naturtypen kultureng, men at tilstanden ikke var god og præget af at være omlagt i nyere tid, at høslæt og ekstensiv afgræsning fremmer naturtypen, og at arealet ikke havde været omlagt hver 7. – 10 år. A påklagede afgørelsen og gjorde bl.a. gældende, at arealet ikke opfylder betingelserne for kultureng, og at kommunen ikke havde oplyst sagen tilstrækkelig. Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede ved afgørelse af 11. december 2023 kommunens afgørelse, hvorefter A den 30. maj 2024 anlagde sag mod klagenævnet med påstand om, at nævnet skulle ophæve afgørelsen, idet A bl.a. gjorde gældende, at sagen var utilstrækkelig oplyst, og at der ved kommunens besigtigelse i 2021 var enighed om, at det er et omlagt areal, som fremstår som veldrænet kultureng. Under retssagen blev udmeldt syn og skøn, der bl.a. konkluderede, at den på arealet fundne vegetation er almindeligt forekomne i den danske natur, og at det alene efter et botanisk kriterium er vanskeligt at konkludere, at arealet er fersk eng. Videre anførte skønserklæringen, at efter luftfotos havde arealet i perioden 1974 til 2012 karakter af natur med varieret struktur, og at der frem til 2012 var en udposning mod vest, som ikke var med i kommunens registrering, og at det ud fra luftfotos var skønsmandens vurdering, at der har været foretaget omlægninger i nogle år, da arealet fremstår homogent og ensfarvet, men at arealet frem til 2012 har de karakteristika, der kendetegner ferske enge, og at der i 2013 ses ændringer, som typisk forbindes med dræning. Samlet konkluderede skønsmanden, at arealet ikke de sidste 10 år havde haft karakter af fersk eng. Med henvisning til skønserklæringen genoptog Miljø- og Fødevareklagenævnet sagen og ophævede den tidligere afgørelse og hjemviste sagen til kommunen i afgørelse af 24. marts 2025 (j.nr. 24/10378) med henvisning til, at sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst af kommunen. Nævnet lagde herved vægt på, at kommunen ikke havde sikret alle relevant oplysninger, at det beskyttede engareal ifølge skønsmanden havde været større end kommunen havde anført, og at kommunen ikke havde inddraget oplysning om dræningsforhold. Med henvisning til denne afgørelse tog klagenævnet bekræftende til genmæle i retssagen.
Kommentar: Sagens forløb illustrerer nogle af de bevismæssige problemer, der knytter sig til beskyttelsen af § 3-naturtyper – og især kulturtyper som fersk eng og kultureng, når registreringen ligger 30 år tilbage. Klagenævnets hjemvisning af sagen vil således kræve nye undersøgelser fra kommunen, og så længe det er uafklaret, om arealet er § 3-eng, vil driften kunne fortsætte på arealet.