MRF 2025.67
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 12. marts 2025, j.nr. 24/03907 og 24/03945
Ophævet og hjemvist screeningsafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 om, at HOFORs projekt for renovering af Hove Kildeplads, hvor der var registreret bilag IV-arter, da screeningsafgørelsen indeholdt vilkår om afværgeforanstaltninger for at beskytte spidssnudet frø.
Med screeningsafgørelse af 28. februar 2024 meddelte Egedal Kommune, at der efter miljøvurderingslovens § 21 ikke var krav om at gennemføre en VVM-proces vedrørende HOFORs projekt for renovering af Hove Kildeplads, der siden 1922 har fundet anvendelse for drikkevandsforsyning af hovedstadsområdet, og hvor vandindvinding i dag sker på grundlag af tilladelse fra 2016. Hovedparten af Hove Kildeplads består af § 3-beskyttet natur i form af moseområder langs Hove å, der ligeledes er udlagt som § 3-beskyttet vandløb, men uden der er udlagt åbeskyttelseslinje omkring vandløbet. Renoveringsprojektet omfattede ikke en forøgelse af vandindvindingen, men ville omfatte en renovering af kildepladsen i form af en ny boring, renovering af 255 meter arbejdsvej og etablering af samleledning mellem boringer med tilslutning til eksisterende afgangsledning for råvand. HOFORs ansøgning efter miljøvurderingslovens § 19 var vedlagt en redegørelse om bilag IV-arter, hvoraf det fremgik, at der var registreret spidssnudet frø cirka 60 meter sydvest for de projekterede boringer, at spidssnudet frø kunne forventes at kunne vandre op til 400 meter mellem ynglevandhuller til rasteområder. Det fremgik videre af ansøgningen, at projektområdet ville blive gennemgået inden opstart med henblik på at flytte eventuelt tilstedeværende spidssnudet frø med efterfølgende etablering af byggepladshegn med funktion som også paddehegn, og at der ville blive fjernet en del af en plastikoverdækning for at bortskygge forekomst af bjørneklo, hvilket ville have effekt som erstatningsbiotop for spidssnudet frø. Afgørelsen blev påklaget af to grundejere til landbrugsjord med skelgrænse mod ejendommen for Hoved Kildeplads, hvor det blandt andet blev gjort gældende, at projektet ville have negativ indvirkning på spidssnudet frø. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at de to grundejere ejede ejendom direkte op til projektområdet, og at de som følge heraf måtte anses for at have den fornødne retlige interesse til at være klageberettiget efter miljøvurderingslovens § 50. Miljø- og Fødevareklagenævnet lagde herefter til grund, at et mindre område af kildepladsen er yngle og rasteområde for bilag IV-arten spidssnudet frø, og at HOFORs projekt forudsatte afværgeforanstaltninger for at beskytte spidssnudet frø, så området skal tømmes for spidssnudet frø inden anlægsarbejdet ved at sikreåbenstående gravegruber og oprette erstatningsbiotop. Da en screeningsafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 ikke har karakter af en tilladelse, men alene en afgørelse om, hvorvidt projektet kræver nærmere miljøvurdering, kan en VVM-screening ikke indeholde vilkår, som i stedet må fastsættes i en VVM-tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25, ophævede Miljø- og Fødevareklagenævnet kommunens screeningsafgørelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling.
Kommentar: Det er efter nævnets afgørelse uklart, efter hvilken lov som kommunen i givet fald vil tillade renoveringen af projektområdet, men det er ikke afgørende for, om der kræves VVM-screening, når projektet kan henføres til bilag 2 i miljøvurderingsloven. HOFOR skulle derfor i alle tilfælde indsende ansøgning efter miljøvurderingslovens § 19. Nævnets afvisning af, at VVM-screeningsafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 kan indeholde vilkår, er på linje med fast praksis, jf. f.eks. MRF 2024.41 Mfk, MRF 2024.128 Mfk, MRF 2024.140 Mfk, MRF 2024.147 Mfk, MRF 2024.233 Mfk, MRF 2024.251 Mfk og MRF 2024.291 Mfk. Se også Pagh og Haugsted, Fast ejendom – regulering og køb, 4. udg., 2022, s. 435 f. Dette rejser i sagen det selvstændige spørgsmål, om det i en screeningsafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 er muligt at udsætte en stillingtagen til dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3, hvilket nævnet ikke forholdt sig til. Hvis man følger EU-Domstolens dom i sag C-166/22 (MRF 2023.101), vil en sådan udsættelse formentlig forudsætte, at der foretages en ny VVM-screening forud for dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3.