MRF 2025.81
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 8. april 2025, j.nr. 20/12440
Ophævet Viborg Kommunes afgørelse fra 2020 om, at et i 2014 gennemført vejprojekt med hævning af vejforløb, der havde medført ændringer i vandets naturlige periodiske afstrømning fra klagers ejendom, ikke krævede tilladelse efter vandløbslovens § 6, stk. 1.
Viborg Kommune gennemførte i 2014 efter screeningsafgørelse fra 2013 om ikke-VVM-pligt og dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 en hævning af et vejforløb med ca. 1 m. Kommunen havde konstateret, at vejen på sit laveste punkt lå lavere end vandspejlet af en sø på E’s naboejendom, der via en kanal havde forbindelse til vandløbet Nørreå. Efter hævningen blev E’s ejendom udsat for flere periodiske oversvømmelser og vandstandsstigninger. E henvendte sig herefter til kommunen, da han mente, at hævningen af vejen var sket i strid med vandløbsloven. Kommunen traf i november 2020 afgørelse om, at hævningen ikke vedrørte forhold omfattet af vandløbsloven, da afløbet, der alene fandt sted 2-3 måneder om året, ikke udgjorde naturligt afløb omfattet af vandløbslovens §§ 6 og 48. Kommunen henviste til, at den hævede vandstand i E’s sø skyldtes tilbagestuvninger fra Nørreå, og at vandet ville løbe tilbage i åen, når vandstanden faldt. Denne afgørelse fra 2020 blev påklaget af E, der bl.a. gjorde gældende, at hævningen havde medført en ændring af vandets naturlige afløb fra søen, og at det ikke kunne tillægges betydning efter vandløbsloven, hvor længe afløb fandt sted, eller hvorvidt der var tale om en naturlig afstrømningsvej. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) bemærkede indledningsvis, at vandløbslovens § 6, hvorefter ændringer i vands naturlige afløb kræver tilladelse fra vandløbsmyndigheden, er udtryk for, at det er højdedragene i landskabet, der bestemmer vandets afstrømning, og at lavere beliggende ejendomme kan have en interesse i det naturlige afløb fra højere beliggende ejendomme. Nævnet fandt, at den i 2014 gennemførte hævning af vejen var sket i strid med vandløbslovens § 6, da den var sket uden vandløbsmyndighedens tilladelse. Nævnet henviste til, at det konkrete afløb var bestemt af højdedragene i landskabet, hvorfor den periodiske afstrømning, der forud for projektet fandt sted fra E’s ejendom, måtte anses for naturlig. Hævningen af vejen var derfor udtryk for en terrænregulering omfattet af vandløbslovens § 6, stk. 1. Det ændrede ikke herved, at afstrømningen alene var periodisk eller skete til Nørreå størstedelen af året. Nævnet bemærkede afslutningsvis, at nævnet ikke herved havde taget stilling til kommunens afgørelse fra 2013 om ikke-VVM-pligt efter miljøvurderingsloven, da E’s klage alene vedrørte afgørelsen om, at hævningen ikke var omfattet af vandløbsloven. På den baggrund ophævede nævnet afgørelsen vedrørende vandløbsloven og hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen.
Kommentar: Vandløbslovens § 6, stk. 1 lyder: ”Ingen må uden vandløbsmyndighedens tilladelse ændre vands naturlige afløb til anden ejendom eller hindre det naturlige afløb af vand fra højere liggende ejendomme”. Nævnets afgørelse forekommer derfor overbevisende, men det kan undre, at der skulle gå over 5 år, før klagesagen blev afgjort, navnlig i lyset af at den oprindelige fejl gik tilbage til 2014. Afgørelsen må så have den konsekvens, at hvis der er andre eksempler på anlæg af veje, hvor der er sket ændring af overfladevandets naturlige afløb, kan lodsejere, der herved er blevet udsat for oversvømmelser, rejse indsigelse, hvis der ikke forudgående er meddelt tilladelse efter vandløbslovens § 6. Dette må efter nævnets afgørelse gælde, selv om der er tale om ændringer i terrænet, der er gennemført for mere end ti år siden. Henset til den beskedne klagenævnspraksis vedrørende vandløbslovens § 6 er det tænkeligt, at der er mange andre eksempler på, at reglerne i § 6 ikke er fulgt i sådanne og lignende situationer. Såfremt sådanne indsigelser rejses fra lodsejere, må kommunen i lyset af nævnets afgørelse i denne sag herefter træffe afgørelse efter vandløbslovens § 6, stk. 1, hvilket formentlig typisk vil have karakter af en lovliggørende tilladelse, hvilket ved bl.a. vejprojekter kan kræve en forudgående VVM-screening efter miljøvurderingslovens § 21. Indtil en sådan lovliggørende tilladelse måtte blive meddelt, foreligger der et ulovligt forhold, som er strafsanktioneret efter vandløbslovens § 85, stk. 1. Hvorvidt det giver mening at forfølge disse overtrædelser med straf, er dog tvivlsomt. Derimod vil der i sådanne sager kunne være grundlag for at rejse erstatningskrav over for kommunen for de økonomiske tab, som lodsejere måtte have lidt ved oversvømmelsesskader. Sådanne erstatningssager vedrører ikke afgørelser efter vandløbsloven og skal derfor føres ved de almindelige domstole og ikke ved taksationskommission, jf. vandløbslovens § 73 modsætningsvis.