MRF 2025.112
Planklagenævnets afgørelse af 27. juni 2025, j.nr. 25/02261
Ophævet påbud efter planlovens § 43 om fysisk lovliggørelse af servitutstridigt kolonihavehus, da kommunen ikke havde angivet, hvilken aktuel planlægningsmæssig interesse der begrundede håndhævelsen, og forvaltningslovens begrundelseskrav dermed ikke var opfyldt.
Efter tilsyn meddelte Ballerup Kommune i november 2024 påbud til E om at bringe beboelsesarealet i E’s kolonihavehus på 80 m2 i overensstemmelse med tinglyst privatretlig servitut fra 1992 om benyttelse og bebyggelse. Af servitutten fremgik bl.a., at det bebyggede grundareal til beboelse ikke måtte overstige 50 m2, men at der måtte etableres yderligere bygninger og installationer på i alt 30 m2. Kommunen havde vurderet, at en del af bebyggelsen, som ifølge E angivet var et integreret udhus, rettelig udgjorde et areal til beboelse, hvormed det samlede grundareal udgjorde ca. 80 m2, hvilket kommunen betegnede som ”et ulovligt areal til beboelse”. Kommunen mente, at E vidste eller burde vide, ”at bebyggelsen ikke var lovlig og i overensstemmelse med [...] gældende deklaration, hvorfor hensynet til retshåndhævelsen skal veje særligt tungt i denne sag”. Påbuddet blev påklaget af E, der anførte, at afgørelsen led af begrundelsesmangler. Planklagenævnet (formanden) fandt indledningsvis med henvisning til sagens oplysninger, at kolonihavehuset havde et samlet bebygget grundareal på ca. 80 m2, og at dette var i strid med servitutten. Herefter fandt nævnet, at det i afgørelsen ikke var anført, hvilken planlægningsmæssig interesse kommunen havde i at håndhæve den omhandlende servitut, hvorfor afgørelsen led af en konkret væsentlig begrundelsesmangel og blev ophævet med bemærkning om, at kommunen ved eventuel fornyet behandling skulle anføre, at der var truffet afgørelse efter planlovens § 43. Herudover skulle kommunen foretage en konkret vurdering af, hvilken planlægningsmæssig interesse der var i servituttens overholdelse.
Kommentar: Kommunens afgørelse illustrerer en udbredt misforståelse i kommunerne om, at et servitutstridigt forhold er ulovligt. Det er det ikke, jf. MRF 2023.250 Pkn. Men forholdet kan blive ulovligt, hvis kommunen meddeler et påbud efter planlovens § 43, og betingelserne for et sådant påbud er opfyldt, forudsat at fristen for opfyldelse af påbuddet er udløbet, jf. MRF 2024.210 Pkn. Planklagenævnet burde derfor have tydeliggjort, at retshåndhævelseshensyn ikke kan begrunde håndhævelse af servitutstridige forhold, når der ikke forudgående er meddelt påbud efter § 43, hvorfor nævnet også burde have tilsidesat kommunens afgørelse med henvisning til inddragelse af usaglige hensyn til retshåndhævelse, hvortil i øvrigt kommer den vildfarelse, at kommunen tilsyneladende troede, at kommunen kan dispensere fra servitutten. Det kan kommunen heller ikke, da kommunen ikke er forpligtet til at håndhæve en privatretlig servitut, hvorfor kommunens manglende håndhævelse af servitutten ikke er en afgørelse efter planloven, jf. MRF 2024.254 Pkn. Se også MRF 2021.164 Pkn, MRF 2021.166 Pkn og MRF 2022.238 Pkn.