MRF 2024.210
Planklagenævnets afgørelse af 27. august 2024, j.nr. 24/07976
Ophævet påbud efter planlovens § 51, jf. § 18, om at fjerne tegltag i strid med privatretlig servitut og etablering af stråtag, da en overtrædelse af en privatretlig servitut ikke er omfattet af planlovens § 51, og servitutovertrædelsen først er ulovlig, når kommunen har meddelt påbud efter planlovens § 43, og dette ikke efterkommes.
Varde Kommune meddelte i juni 2024 påbud til E om at fjerne et tegltag og etablere stråtag på E’s ejendom, der var omfattet af en servitut fra 1913 om tagmateriale, hvori det bl.a. var bestemt, at tagbeklædningen på bl.a. E’s hus skulle udgøre stråtag, og det tillige fremgik, at kommunen var påtaleberettiget. Kommunen begrundede påbuddet med, at det var servitutstridigt, at taget var udført i teglsten, og henviste til planlovens §§ 18, 51 og 63. Afgørelsen blev påklaget af E. Planklagenævnet (formanden) lagde til grund, at der var tale om en privatretlig servitut, men at kommunen efter planlovens § 43 kan håndhæve privatretlige servitutters bestemmelser, der kan reguleres ved lokalplan. Kommunens håndhævelse af privatretlige servitutter er imidlertid ikke omfattet af kommunens tilsynspligt efter planlovens § 51, og forholdet er først ulovligt efter planloven, når kommunen har søgt dispensation. Kommunen kan derfor ikke anvende sin civilretlige påtaleadgang efter servitutten til at meddele påbud efter planloven, men skal følge fremgangsmåden i planlovens § 43. Da der er væsentlige forskelle i retsvirkningerne af hhv. offentligretlig og civilretlig håndhævelse af en privatretlig servitut, skal det tydeligt fremgå, om håndhævelsen sker efter planlovens § 43. Herefter fandt nævnet, at kommunen fejlagtigt havde anført, at lovgrundlaget for afgørelsen udgjorde planlovens § 18, der fastsætter, at der ikke retligt eller faktisk må etableres forhold i strid med planlovens bestemmelser, og § 51, der omhandler kommunens tilsynspligt. Nævnet bemærkede videre, at kommunen ikke havde nævnt § 43 i afgørelsen, og at kommunen ikke sås at have taget stilling til, hvorvidt der var hjemmel i denne bestemmelse til at håndhæve servitutten, hvorfor afgørelsen ikke var behandlet på et korrekt hjemmelsgrundlag og derfor var ugyldig. På denne baggrund ophævende nævnet kommunens afgørelse.
Kommentar: Afgørelsen understreger, at en overtrædelse af en privatretlig servitut ikke udgør et ulovligt forhold efter planloven, før der gyldigt er meddelt påbud efter planlovens § 43. Dette er på linje med MRF 2022.238 Pkn, MRF 2022.270 Ø, MRF 2023.250 Pkn, MRF 2024.206 Pkn og MRF 2024.208 Pkn. Se dog tillige MRF 2024.17 Pkn, hvor Planklagenævnet inddrog retshåndhævelseshensyn i en sag om påbud efter planlovens § 43, hvilket må bero på en vildfarelse, da § 43-påbuddet er konstitutivt, hvorfor retshåndhævelse ikke kan indgå ved afvejningen af, om der skal meddeles påbud. Se uddybende Pagh og Haugsted, Fast ejendom – regulering og køb, 4. udg., 2022, s. 227 ff.