MRF 2024.208
Planklagenævnets afgørelse af 5. juli 2024, j.nr. 24/06403
Ophævet afslag på nedrivningstilladelse og tilladelse opførelse af nyt enfamiliehus med henvisning til privatretlig servitut, da kommunen ikke havde begrundet afslaget med planlovens § 43. Fejl, at kommunen havde antaget, at ejer skulle søge om dispensation fra servitutten.
E havde som ejer af en ejendom ansøgt om tilladelse til nedrivning og opførelse af et nyt enfamiliehus. Ejendommen var omfattet af en servitut fra 1965 om bebyggelse, hvori bl.a. var bestemt, at ”ingen del af ejendommen [måtte] bruges til andet end beboelse” og at ”der ikke uden kommunalbestyrelsens særlige godkendelse [måtte] foretages bygningsmæssig ændring eller tilbygning”. Furesø Kommune traf i maj 2024 to afgørelser efter servitutten benævnt ”Nedrivningstilladelse kan ikke meddelelses” henholdsvis ”Afslag på byggesagsanmodning”. Den første afgørelse var bl.a. begrundet med, at servitutten kunne vanskeliggøre opførelse et nyt hus på grunden. Den anden afgørelse var begrundet med, at det ansøgte var i strid med servitutten, og at E ikke havde søgt om dispensation fra servitutten. Afgørelserne blev påklaget af E. Planklagenævnet (formanden) lagde til grund, at der var tale om en privatretlig servitut, og vurderede, at kommunen havde truffet to afgørelser om servituttens håndhævelse. Nævnet bemærkede, at det klart skulle fremgå af kommunens afgørelser, om de var truffet afgørelse efter planlovens § 43 eller ej, da der er forskel på retsvirkningerne af offentligretlig henholdsvis civilretlig håndhævelse af en privatretlig servitut. Nævnet bemærkede videre, at en begrundelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, som afgørelsen er truffet efter, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 1, og at afgørelserne allerede af denne grund var ugyldige. Afslutningsvis bemærkede nævnet, at der ikke gælder en pligt til at ansøge om dispensation fra en privatretlig servitut, hvilket kommunen fejlagtigt havde lagt til grund i sagen. På den baggrund ophævede nævnet kommunens afgørelser.
Kommentar: Afgørelsen følger fast praksis om kommunal håndhævelse af privatretlige servitutter efter planlovens § 43, hvor der blandt de seneste kan nævnes MRF 2024.206 Pkn og MRF 2024.210 Pkn. Mængden af klagenævnssager om håndhævelse af privatretlige servitutter efter planloven og indholdet af disse tyder på, at kommunerne har vanskeligt ved at håndtere den centrale sondring mellem administrativ håndhævelse af overtrædelser af den offentligretlige lovgivning med lovliggørelsespåbud efter f.eks. planlovens § 51 på den ene side og konstitutive påbud som f.eks. påbud efter planlovens § 43 på den anden, hvor et forhold først bliver ulovligt efter planloven, når fristen for opfyldelse af et gyldigt påbud er udløbet. Se uddybende Pagh og Haugsted, Fast ejendom – regulering og køb, 4. udg., 2022, s. 312.