MRF 2025.114
Højesterets dom af 20. november 2025, 1. afd., sag BS-61505/2024-HJR
(Jens Peter Christensen, Lars Hjortnæs, Oliver Talevski, Kurt Rasmussen og Julie Arnth Jørgensen)
Morsø Spildevand A/S (adv. Kristian Skovgaard Larsen) mod Vejdirektoratet (adv. Sarah Jano)
Vejdirektoratet var ikke efter spildevandsbetalingsloven forpligtet til at betale spildevandsselskab for afledning af vejvand fra strækning af statsvej til grøft, der afledte til regnvandsledning klassificeret som spildevandsanlæg, da afledningen af vejvand ikke skete på grundlag af tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 28, stk. 3, og der ikke var grundlag for tilslutningspligt efter § 28, stk. 4, idet kommunen ikke havde truffet beslutning om fysisk tilslutning af afledt vejvand til spildevandsanlægget.
Sagen omhandlede en i 1973 etableret vejstrækning af statsvej A26 på Morsø. I forbindelse med etablering af vejen var der ikke truffet afgørelse om afledning af vejvand, men der blev under vejen etableret et rørlagt vandløb, som kommunen i 1983 besluttede skulle have status som spillevandsteknisk anlæg, idet ledningen først i 2020 blev omfattet af kommunens spildevandsplan. Regnvandsledningen havde udløb i Solbjerg Å, der er et offentligt vandløb. Det fremgik af historiske kort, at grøfter siden omkring år 1900 afvandede arealer på begge sider af vejen, og at grøfterne havde tilslutning til Solbjerg Å. I 2017 ansøgte en lodsejer Vejdirektoratet om tilladelse til at tilslutte drænudløb til grøften langs vejen, hvilket Vejdirektoratet afslog i 2018 med henvisning til, at grøfterne var dimensioneret til vejens konstruktioner, og vejlovens § 82. I november 2019 meddelte Morsø Spildevand A/S (MS) til Vejdirektoratet, at spildevandsselskabet ville opkræve betaling for afledning af vejvand med henvisning til, at vejvandet blev afledt til spildevandsteknisk anlæg. I marts 2020 vedtog kommunen en ny spildevandsplan, hvor regnvandsledningen blev omfattet af spildevandsplanen. Efterfølgende iværksatte kommunen en udredning af spildevandsforholdene. I december 2020 anlagde MS sag mod Vejdirektoratet med krav om betaling af ca. 2,3 mio. kr. for afledt spildevand (vejbidrag) siden 2010. Vejdirektoratet påstod frifindelse og adciterede samtidig Morsø Kommune med påstand om, at kommunen skulle friholde direktoratet for det beløb, som det måtte blive idømt. Til støtte for kravet gjorde MS bl.a. gældende, at vejvand fra den omhandlede strækning blev tilledt spildevandsselskabets regnvandsledning, der har karakter af et spildevandsteknisk anlæg, idet selskabet med henvisning til U 2021.4674 H (MRF 2021.201) afviste, at den manglende tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 28, stk. 3, kunne tillægges betydning. I forhold til forældelse gjorde MS gældende, at betalingskravet alene var begrænset af den 10-årige forældelsesfrist efter forældelseslovens § 3. Vejdirektoratet påstod frifindelse og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at afledning af vejvand skete ved nedsivning, hvilket bl.a. fremgik af, at der ikke fra kommunen var meddelt tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 28, stk. 3, til afledning af overfladevand. Landsretten lagde efter en gennemgang af retsgrundlaget for spildevandsbekendtgørelsens regler om afledning af vejvand til grund, at grøfterne langs den pågældende vejstrækning af A26 ikke var anlagt som en del af det vejtekniske anlæg, og at der i forbindelse med etablering af vejen blev anlagt flere rørunderløb for at sikre afvanding af oplandet, og at afledning af vand fra vejen skete ved nedsivning. Den omstændighed, at Vejdirektoratet i 2018 nægtede en privat grundejer tilladelse til at dræne til grøfterne langs vejen, kunne ikke føre til et andet resultat. Videre lagde landsretten med henvisning til en skønserklæring til grund, at der i et ikke nærmere bestemt omfang tilgik MS’ regnvandsledning vand, som oprindeligt var afledt fra vejstrækningen, og at det var ubestridt, at denne regnvandsledning i 1983 blev klassificeret som et spildevandsteknisk anlæg. Herefter bemærkede landsretten, at efter forarbejderne til spildevandsbetalingsloven skal vejmyndigheden betale vejbidrag, når afstrømning af overfladevand fra vejarealet er tilsluttet offentligt kloak. I den foreliggende sag måtte lægges til grund, at vejstrækningen var etableret uden tilslutning til et spildevandsteknisk anlæg og efter et princip om afvanding ved nedsivning af vejvandet i de tilhørende rabatarealer, hvorfor Vejdirektoratet blev frifundet. MS ankede til Højesteret, hvor parterne i det væsentlige gentog deres anbringender. Højesteret bemærkede, at efter spildevandsbetalingslovens § 2 a, stk. 12, skal vejbidrag betales fra det tidspunkt, hvor en ejendom tilsluttes spildevandsforsyningen. Højesteret lagde til grund, at vejstrækningen var blevet anlagt i 1970’erne i et område, der ikke var omfattet af kloaknettet, og efter et princip om afvanding ved nedsivning af vejvandet i rabatarealerne, uanset at der under vejen blev etableret et rørlagt vandløb. Selvom kommunen i 1983 besluttede, at en del af det rørlagte vandløb skulle have status som spildevandsteknisk anlæg, blev vejen først omfattet af spildevandsplanen i 2020. Da der ikke var givet tilladelse til tilslutning af vejvand til spildevandsanlægget efter miljøbeskyttelseslovens § 28, stk. 3, og der ikke var grundlag for at fastslå tilslutningspligt efter § 28, stk. 4, og da kommunen ikke havde truffet afgørelse om fysisk tilslutning til spildevandsanlægget, fandt Højesteret, at vejen ikke kunne anses for tilsluttet spildevandsanlægget, hvorfor Vejdirektoratet blev frifundet.
Kommentar: Sagen drejede sig om betaling for afledning af spildevand, hvilket er særskilt reguleret i spildevandsbetalingslovens regler. Højesteret fastslog, at vejmyndigheden alene kan opkræves betaling for afledning af vejvand, når der er meddelt tilladelse til, at vandet afledes til offentlig kloak efter miljøbeskyttelseslovens § 28, stk. 3. Dette forekommer velbegrundet, da der i forhold til afledning af vejvand og andre befæstede arealer også er mulighed for, at der meddeles tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 28, stk. 1, til direkte udledning til recipient henholdsvis tilladelse til nedsivning efter miljøbeskyttelseslovens § 19 og spildevandsbekendtgørelsens § 21, som det fremgår af landsrettens gennemgang af retsgrundlaget, hvorfor der ikke er tilslutningspligt efter miljøbeskyttelseslovens § 28, stk. 4, til afledning af overfladevand. Noget andet er, at dette i den foreliggende sag har to konsekvenser. Den ene er, at Vejdirektoratets afledning af vejvand formentlig må anses for ulovlig, da der efter dommens oplysninger ikke er meddelt tilladelse til nedsivning af vejvand efter miljøbeskyttelseslovens § 19. Den anden er, at Vejdirektoratet i dette tilfælde belønnes for ikke at have fået tilladelse til afledning af vejvand til spildevandsanlæg. I forhold til Vejdirektoratets manglende betaling for tidligere afledning kan overvejes, om spildevandsselskabet ikke har et erstatningskrav mod kommunen, men da kommunen er ejer af spildevandselskabet vil et sådant krav næppe blive rejst. Dommen bør give anledning til, at kommunerne fremadrettet meddeler de fornødne tilladelser efter miljøbeskyttelsesloven, hvilket formentlig vil kræve tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 28, stk. 3, til afledning af vejvand, jf. i samme retning MAD 2015.395 Nmk og MAD 2018.156 Mfk, hvorefter der må tages stilling til, hvor meget Vejdirektoratet fremover skal betale for afledning af vejvand. Mere generelt bemærkes, at denne sag næppe er en enlig svale, men at der formentlig er et betydeligt antal ældre vejstrækninger, hvorfra vejvand afledes uden de fornødne tilladelser efter miljøbeskyttelsesloven. Dette gælder også enkelte nyere vejstrækninger, som det fremgår af MRF 2024.42 Mfk og MRF 2024.271 Mfk om den nye fjordforbindelse over Roskilde Fjord, hvor klagenævnet i øvrigt i MRF 2022.106 Mfk havde ophævet kommunens tilladelse til medbenyttelse af rørlagt offentligt vandløb efter vandløbslovens § 63.