MRF 2022.106

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 29. april 2022, j.nr. 20/00837

Ophævet Frederikssund Kommunes afgørelse om at anse Vejdirektoratets medbenyttelse af rørlagt offentligt vandløb for reguleret i vandsynsprotokol og ekspropriationskommissions beslutning, da de relevante forhold vedrørende vandføringsevne og fordeling af anlægs- og vedligeholdelsesomkostninger ikke fremgik af vandsyns- eller forhandlingsprotokol, og forholdet derfor forudsatte tilladelse efter vandløbslovens § 63.

Det offentlige vandløb Marbækrenden udgør et rørlagt forløb på 2,7 km med udspring mellem Frederikssund og Store Rørbæk frem til udløb i Roskilde Fjord mellem Marbæk og Hammer Hage. I forbindelse med gennemførelsen af projektet omfattet af anlægsloven for fjordforbindelsen ved Frederikssund blev ekspropriationskommissionen forelagt en vandsynsprotokol udarbejdet af Vejdirektoratet og Frederikssund Kommune efter vandløbslovens § 64, stk. 1. Det fremgik heraf, at der ville blive etableret tre regnvandsbassiner til at neddrosle udledningen af overfladevand fra vejarealer for Kronprinsesse Marys Bro og hertil hørende vejanlæg før udledning til Marbækrenden. Frederikssund Kommune meddelte i 2015 og 2017 Vejdirektoratet udledningstilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 28. Afgørelserne blev påklaget af naboer, hvorefter Miljø- og Fødevareklagenævnet i 2018 ophævede afgørelserne, bl.a. fordi der var mangler i VVM-vurderingen, og da det fastsatte afløbstal væsentligt oversteg den naturlige afstrømning til Marbækrenden (se MAD 2018.190 Mfk). I afgørelsen oplyste Miljø- og Fødevareklagenævnet, at vandløbsmyndigheden kan godkende medbenyttelse efter vandløbslovens § 63, uanset om der er tale om et privat eller offentligt vandløb. Efterfølgende traf Frederikssund Kommune afgørelse om, at udledning fra de regnvandsbassiner, som var etableret af Vejdirektoratet, ikke forudsatte tilladelse efter § 63 om medbenyttelse, da forholdet var behandlet i vandsynsprotokollen, der ved at være ført til forhandlingsprotokollen for ekspropriationskommissionen udgjorde en del af ekspropriationsbeslutningen, og derfor i henhold til vandløbslovens § 64, stk. 2, ikke forudsatte tilladelse efter § 63. Afgørelsen blev påklaget af E som bredejer til Marbækrenden, idet E bl.a. bestred, at der var truffet afgørelse om medbenyttelsesret. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) bemærkede, at ekspropriation er et indgreb i en rettighed beskyttet af grundlovens § 73, og det derfor skal fremgå klart, hvilke indgreb i ejendomsretten beslutningen indeholder. Nævnet konstaterede, at spørgsmålet om vilkår for medbenyttelse ikke specifikt fremgik af vandsyns- eller forhandlingsprotokollen. Herudover konstaterede nævnet, at vandsynsprotokollen ikke indeholdt en vurdering af Marbækrendens kapacitet eller vandføringsevne, og at der af vandsynsprotokollen ikke fremgik en opgørelse af eventuelt tab eller i øvrigt fordeling af anlægs- eller vedligeholdelsesomkostninger. På den baggrund fandt nævnet, at der ikke forelå dokumentation for, at der af ekspropriationskommissionen var truffet beslutning om medbenyttelse af Marbækrenden. Medbenyttelse krævede derfor tilladelse efter vandløbslovens § 63, hvorfor Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede afgørelsen.

Kommentar: Afgørelsen illustrerer vigtigheden af, at der indhentes forudgående tilladelse til medbenyttelse af vandløb, hvor kommunens afgørelse om medbenyttelse kan indbringes for Miljø- og Fødevareklagenævnet (vandløbslovens § 80), mens den af kommunen fastsatte af betaling for medbenyttelse kan indbringes for taksationskommissionen under vejloven (§ 63, 2. pkt.). Afgørelsen understreger på sin egen måde den ekspropriative karakter af kommunens tilladelser om medbenyttelse af offentligt eller privat etablerede vandløbsanlæg, hvilket nævnet ikke på samme måde var opmærksom på i enkelte tidligere afgørelser som MAD 2012.816 Nmk og MAD 2015.424 Nmk – se nærmere Pagh: TfM 2015, s. 165.

Link til afgørelsen.