MRF 2021.201
Højesterets kendelse af 13. august 2021, 1. afd., sag BS-19454/2020-HJR
(Thomas Rørdam, Vibeke Rønne, Henrik Waaben, Lars Hjortnæs, Oliver Talevski, Anne Louise Bormann og Ole Hasselgaard)
Ny Valby Udvikling A/S og Ny Valby Byggemodning P/S (adv. Jacob Schall Holberg, for begge) mod HOFOR Spildevand København A/S (adv. Marie Bockhahn). Biintervenient til støtte for HOFOR Spildevand København A/S: DANVA Dansk Vand- og Spildevandsforening (adv. Marie Bockhahn)
Forsyningsselskab forpligtet til at forsyne boligejendomme udstykket fra en allerede tilsluttet erhvervsejendom, hvorfor forsyningsselskabet skulle godtgøre værdien af et spildevandsanlæg etableret af et udviklingsselskab ved anlæggets overtagelse.
Denne sag angik, om forsyningsselskabet HOFOR Spildevand København A/S (HOFOR) var forpligtet til at betale for overtagelsen af et spildevandsanlæg, som et byudviklingsselskab, A, havde etableret i forbindelse med et byggemodnings- og udstykningsprojekt på den tidligere erhvervsejendom Grønttorvet i Valby. Byggemodningen og udstykningen af erhvervsejendommen var foretaget med henblik på at opføre ca. 2.200 boliger på grunden. Parterne var enige om, at HOFOR skulle overtage spildevandsanlægget, og at der efter spildevandsbetalingsloven ikke var pligt til at betale nye tilslutningsbidrag ved HOFORs overtagelse af det opførte spildevandsanlæg, jf. U 2013.1332 H om Kolding Business Park. Efterfølgende opstod der dog tvist om, hvem der skulle betale for etableringen af anlægget. HOFOR afslog at betale med henvisning til, at selskabets forsyningspligt efter miljøbeskyttelseslovens § 32 b ikke omfattede de nye ejendomme, der var udstykket fra en allerede tilsluttet ejendom, for hvilke der ikke kunne opkræves tilslutningsbidrag. A gjorde modsat gældende, at HOFOR var forpligtet til at føre en stikledning til spildevand frem til grundgrænsen for hver af de udstykkede boligejendomme, også selvom HOFOR havde opfyldt sin forsyningspligt over for den oprindelige erhvervsejendom. Der var mellem parterne enighed om, at såfremt HOFOR havde forsyningspligt over for de udstykkede ejendomme, skulle HOFOR betale for overtagelsen af spildevandsanlægget. Tvisten førte til en retssag, hvor byretten udskilte spørgsmålet om forsyningspligt til særskilt afgørelse. I byretten fik HOFOR medhold i, at forsyningspligten for de udstykkede boligejendomme var opfyldt ved den oprindelige forsyning af Grønttorvet, og at HOFOR derfor ikke var forpligtet til at betale for overdragelsen af spildevandsanlægget. A ankede dommen til landsretten, der kom til det modsatte resultat, idet HOFORs forsyningspligt efter miljøbeskyttelseslovens § 32 b ikke fandtes opfyldt, og da den manglende adgang til at opkræve tilslutningsbidrag fra de udstykkede boliger ikke i sig selv fritog HOFOR fra at godtgøre værdien af spildevandsanlægget. Landsrettens dom blev anket til Højesteret, hvor A gentog sin påstand om, at HOFOR var forpligtet til at betale for overtagelsen af spildevandsanlægget, men supplerende påstod sagen hjemvist til fortsat behandling ved byretten til fastsættelse af opgørelsesmetoden og beløbet for overtagelsen. Højesteret udtalte, at et forsyningsselskab efter miljøbeskyttelseslovens § 32 b, stk. 1, er forpligtet til at forsyne »ejendomme« i spildevandsselskabets kloakeringsområde, og at der ikke var holdepunkter for at forstå ejendomsbegrebet på anden måde end lovgivningens almindelige forståelse af dette udtryk i bl.a. udstykningsloven. Miljøbeskyttelseslovens § 32 b, stk. 1, må derfor forstås sådan, at forsyningspligten også omfatter tilfælde, hvor ejendomme bliver udstykket fra en allerede tilsluttet ejendom inden for forsyningsselskabets kloakeringsområde. Højesteret udtalte videre, at spildevandsbetalingsloven ikke regulerer spørgsmålet om forsyningspligt, og at det forhold, at der ikke efter spildevandsbetalingslovens § 2 skulle betales tilslutningsbidrag i forbindelse med udstykningen, ikke betød, at forsyningspligten ikke omfattede de udstykkede ejendomme. Da HOFOR derfor var forpligtet til at føre stikledning frem til grundgrænsen for hver af de udstykkede ejendomme, og da det var ubestridt, at forsyningspligten indebar, at HOFOR skulle betale for overtagelsen af spildevandsanlægget, hjemviste Højesteret – i overensstemmelse med A’s påstand – sagen til byretten til fastsættelse af opgørelsesmetoden og beløbet for overtagelsen, idet Højesteret dog bemærkede, at der ikke var taget stilling til, om byretten havde kompetence til at behandle de hjemviste betalingsspørgsmål, uden at der forelå en afgørelse om disse spørgsmål fra taksationsmyndighederne, jf. spildevandsbetalingslovens § 6, stk. 2.
Kommentar: Højesterets dom afgør et væsentligt stridspunkt mellem spildevandsselskaberne og ejendomsudviklere om, hvem der skal bære udgifterne til kloakering af nyetablerede boligområder ved udvikling af ældre erhvervsejendomme. Se også Østre Landsrets dom af 21. februar 2021, jf. MRF 2021.209 Ø (med kommentar), hvor landsretten i en sammenlignelig sag vedrørende spildevandsselskabernes forsyningspligt kom til samme resultat som Højesteret.
Som sagen blev forelagt Højesteret, var der ikke anledning til at tage stilling til det forhold, at visse spildevandsselskaber har indføjet bestemmelser i deres betalingsvedtægter om indholdet af selskabernes forsyningspligt og om betaling ved overtagelse af spildevandsanlæg. Det synes dog ikke uberettiget at tage Højesterets præmisser til indtægt for, at der ikke vil være hjemmel i spildevandsbetalingslovens § 3, stk. 2, til at fastsætte sådanne bestemmelser, allerede fordi omfanget af forsyningspligten (alene) reguleres af miljøbeskyttelsesloven og i kommunernes spildevandsplaner. Kommunerne skal påse, at betalingsvedtægtens bestemmelser har fornøden hjemmel i spildevandsbetalingsloven i forbindelse med godkendelsen af vedtægten efter § 3, stk. 2.
For så vidt angår Højesteret afsluttende bemærkning om, at der ikke med dommen var taget stilling til byrettens kompetence til at afgøre betalingsspørgsmålet efter spildevandsbetalingslovens § 6, forinden taksationsmyndighederne havde truffet afgørelse herom, bør det holdes for øje, at betalingsspørgsmålet indtil nedlæggelsen af landvæsensretterne i 2001 ikke kunne prøves af de almindelige domstole, jf. endelighedsbestemmelsen i § 43 i den tidligere landvæsensretslov (1970/133). Da landvæsensretternes kompetence efter bl.a. spildevandsbetalingsloven blev overført til de kommunale taksationskommissioner, blev det i motiverne til lovændringen udtalt, at ”forslaget om, at disse sager kan indbringes for taksationsmyndighederne, ikke er til hinder for, at parterne i stedet indbringer sagen direkte for domstolene, hvis de er enige herom. Anlægges der retssag, uden at sagen forinden har været behandlet ved taksationsmyndighederne, skal retten således ikke afvise sagen på embeds vegne, men kun efter påstand”, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, s. 6426.
Højesterets dom må endvidere forstås sådan, at taksationsmyndighederne ikke efter spildevandsbetalingslovens § 6, stk. 2, har kompetence til at afgøre omfanget og indholdet af forsyningsselskabernes forsyningspligt efter miljøbeskyttelseslovens § 32 b. Dette kan tiltrædes, dog med den tilføjelse, at spørgsmålet om forsyningspligten må anses for præjudicielt i forhold til afgørelsen om godtgørelse for overtagelse af et spildevandsanlæg efter spildevandsbetalingslovens § 6.