MRF 2021.209
Østre Landsrets dom af 23. februar 2021, 9. afd., sag BS-51504/2019-OLR
(Joachim Kromann, Mikael Friis Rasmussen og Martin Hall (kst.))
LD Projekt III ApS (adv. Peter Agentoft Nielsen) mod Novafos Spildevand Frederikssund A/S (adv. Marie Bockhahn)
Spildevandsselskab havde forsyningspligt for 30 boligejendomme, der var udstykket fra en allerede tilsluttet erhvervsejendom, med pligt til at føre stikledninger frem til de enkelte ejendommes grundgrænse og til at overtage og drive det af bygherren etablerede regn- og spildevandslæg samt betale for tinglysning af ledningsservitutter med fravigelse af gæsteprincippet på de berørte ejendomme.
Et projektudviklingsselskab (P) erhvervede i oktober 2017 efter offentligt udbud en ejendom af Frederikssund Kommune. P udstykkede grunden i godt 30 parceller, hvorpå der opførtes boliger med henblik på salg. I den forbindelse etablerede og bekostede P et regn- og spildevandsanlæg, herunder et anlæg for lokal afledning af regnvand (LAR-anlæg), da der ikke kunne opnås enighed herom med det for området ansvarlige forsyningsselskab Novafos Spildevand Frederikssund A/S (F). P sagsøgte derefter F med påstand om, at F skulle anerkende at være forpligtet til at overtage ejerskabet og driften af anlægget og betale godtgørelse til P svarende til værdien heraf, samt at F skulle anerkende, at alle ledninger mv. skulle sikres ved tinglysning af en deklaration, der fraveg gæsteprincippet, og at F skulle afholde udgifterne hertil. F påstod frifindelse. Til støtte for sine påstande gjorde P overordnet gældende, at F’s pligt til at etablere og drive anlægget fulgte af den almindelige forsyningspligt, når hovedejendommen var tilsluttet offentligt spildevandsanlæg, det offentlige udbudsmateriale, den kommune spildevandsplan, herunder en ændring vedtaget i forbindelse med grundsalget, spildevandsbetalingsloven og den for F gældende betalingsvedtægt. F var uenig heri og støttede sig navnlig til, at selskabets forsyningspligt efter miljøbeskyttelseslovens § 32 b ikke kunne udstrækkes til at overtage anlæg, hvorom der ikke på forhånd var indgået aftale med spildevandsselskabet og henviste til Københavns Byrets dom fra juni 2018 om anlæg på Grønttorvet, hvor dommen dog var anket. Retten i Lyngby fandt, at det fulgte af miljøbeskyttelseslovens § 32 b, den kommunale spildevandsplan og sammenhængen mellem tilslutnings- og forsyningspligt, at F havde forsyningspligt frem til grundgrænsen for de nye udstykkede parceller. Da F ikke havde bestridt at skulle overtage anlægget mod betaling og bekoste tinglysning, hvis F fandtes forsyningspligtig, fik P medhold i samtlige påstande. F ankede til landsretten, der indledte med at henvise til U 2020.1161 Ø, hvor landsretten havde ændret byrettens dom om spildevandsanlæg på Grønttorvet. Landsretten konstaterede, at F ved aftale havde forpligtet sig til at overtage det omtvistede anlæg mod betaling, såfremt F fandtes at have forsyningspligt frem til de udstykkede ejendommes grundgrænse. Retten fastslog dernæst, at miljøbeskyttelseslovens § 32 b, stk. 1, om forsyningspligt indebærer, at boligejendomme, der udstykkes fra en allerede tilsluttet erhvervsejendom inden for forsyningsselskabets eksisterende kloakeringsområde, er omfattet af selskabets forsyningspligt, herunder pligten til at føre stikledninger frem til de udstykkede ejendommes grundgrænse. Retten fandt det derfor ikke nødvendigt at tage stilling til P’s øvrige anbringender. Dernæst fandt retten, at det påhvilede F at afholde udgifterne til tinglysning af de nødvendige deklarationer. Med denne begrundelse stadfæstede landsretten byrettens dom.
Kommentar: I forhold til den nedlagte påstand, der drejede sig om spildevandsselskabets pligt til at overtage ejerskab og drift af de spildevandsledninger, rensningsanlæg og nedsivningsanlæg (LAR-anlæg), som bygherren af de 30 boliger havde etableret, er dommen helt på linje med U 2021.4674 H (MRF 2021.201 H) om Grønttorvet, da det i begge sager måtte lægges til grund, at spildevandsselskabet havde forsyningspligt, og der ikke skulle betales tilslutningsbidrag. Som i Højesterets dom om Grønttorvet skal spildevandsselskabet betale projektherren for anlægget, men uenighed om pris må som udgangspunkt i første omgang afgøres af taksationskommission, jf. spildevandsbetalingslovens § 6, stk. 2, og se uddybende kommentaren til MRF 2021.201 H. Til forskel fra sagen om Grønttorvet havde Frederikssund Kommune i denne sag solgt ejendommen på baggrund af et offentligt udbud, men det er rimeligt oplagt, at kommunen ikke med udbudsbetingelserne selvstændigt kan forpligte spildevandsselskabet, hvis en sådan forpligtelse ikke i øvrigt følger af miljøbeskyttelsesloven og spildevandsbetalingsloven. Hvis kommunen i udbudsbetingelserne havde anført vilkår, som spildevandsselskabet ikke efter loven var forpligtet til at opfylde, måtte et krav i den anledning rettes mod kommunen som sælger af ejendommen, jf. U 2013.147 H, da kommunen ikke ved aftale kan pålægge et kommunalt forsyningsselskab pligter som tredjepart. Selv om kommunen efter miljøbeskyttelseslovens § 32 b, stk. 1, har kompetence til at vedtage en kommunal forsyningsplan, havde dette ikke i den foreliggende sag betydning, fordi den samlede ejendom i forvejen var tilsluttet offentlig kloak, jf. ligeledes U 1998.705 H, U 2003.1002 H og U 2013.1332 H. Se om negative tredjepartsvirkninger i offentlige aftaler Grønved Nielsen: Forvaltningskontrakter, 2021, s. 631 ff.