MRF 2025.147
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 3. september 2025, j.nr. 24/06673
Ophævet Silkeborg Kommunes afgørelse om, at tillæg til miljøgodkendelse af kommunens 80.000 m2 støjvold til motorvej med lempede grænseværdier og mulighed for kalkstabilisator ikke krævede VVM-screening, bl.a. fordi ændringen af vilkår havde krævet en risikovurdering, hvorfor det ikke kunne udelukkes, at ændringen havde skadelig virkning på miljøet, jf. miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 13(a). Som følge heraf blev tillægget til miljøgodkendelse tillige ophævet.
I april 2022 meddelte Silkeborg Kommune miljøgodkendelse til, at kommunen kunne etablere en 1.100 meter lang støjvold med en højde på mellem 6,5 og 15 meter mellem motorvejen og Astrid Lindgrens Vej efter en forudgående VVM-screening efter miljøvurderingslovens § 21. Den 17. maj 2024 traf kommunen afgørelse om tillæg til miljøgodkendelsen med ændrede godkendelsesvilkår, således at grænseværdierne for den tilførte jord blev lempet til Miljøstyrelsens kriterier for ren jord og det samtidigt blev muligt at indbygge kalkstabilisator i støjvolden. Samtidig traf kommunen afgørelse om, at ændringen ikke krævede VVM-screening efter miljøvurderingslovens § 21, hvilket kommunen bl.a. begrundede med, at ændringerne ifølge en ekstern risikovurdering ikke vil medføre skade på miljøet. Screeningsafgørelsen og tillægget til miljøgodkendelsen blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforening (DN), der bl.a. gjorde gældende, at tillægget medførte en betydelig lempelse af grænseværdierne for den tilførte jord. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at tillægget til miljøgodkendelsen måtte anses for et projekt efter miljøvurderingsloven, og at miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 13(a) omhandler ændringer af projekter, der allerede er godkendt, når ændringen kan have væsentlige skadelige indvirkninger på miljøet. Nævnet fandt, at tillægget til miljøgodkendelsen, som ændrede grænseværdier for den tilførte jord og mulighed for kalkstabilisator var omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 13(a), da det ikke kunne udelukkes, at ændringen kunne have væsentlige skadelige virkninger på miljøet. Nævnet lagde herved vægt på, at tillægget ændrede metoderne for anlægsarbejdet med kalkstabilisator, at grænseværdierne for nogle stoffer var forøget 10-15 gange, og at det havde været nødvendigt at udarbejde en risikovurdering. Herefter ophævede nævnet kommunens screeningsafgørelse efter miljøvurderingsloven og hjemviste sagen med bemærkning om, at nævnet samtidig ophævede tillægget til miljøgodkendelsen.
Kommentar: Afgørelsen understreger, at når myndighederne finder det nødvendigt at ændre vilkår i en miljøgodkendelse af projekter omfattet af miljøvurderingslovens bilag 1 eller 2, vil der som udgangspunkt skulle ske screening. Dette må i særlig grad gælde, når kommunen har fundet det nødvendig at gennemføre en ekstern risikovurdering, hvilket ikke blot underbygger behovet for en VVM-screening, men også indikerer, at der skal gennemføres en VVM-procedure, så offentligheden kan blive bekendt med projektets risikovurdering og fremkomme med bemærkninger hertil, inden tillægget til miljøgodkendelsen meddeles. Silkeborg Kommunes reaktion på afgørelsen må i øvrigt undre. Den 21. november 2025 vedtog kommunen et nyt tillæg til miljøgodkendelsen med skærpede grænseværdier for jorden, men fortsat med kalkstabiliseringsanlæg, og hvor det om miljøvurderingsloven er anført: ”Støjvolden er omfattet af bilag 2 i Miljøvurderingsloven. Støjvolden er omfattet af punkt 11b Bortskaffelse af affald. Der er i forbindelse med miljøgodkendelsen af 22. april 2022 foretaget en VVM-screening af projektet. Silkeborg Kommune har vurderet, at øgede grænseværdier for C6-C10, BTEX og barium i dette tillæg grænseværdier for til miljøgodkendelsen ikke har nogen væsentlig skadelig indvirkning på miljøet, og at ændringerne derfor ikke skal screenes efter miljøvurderingsloven, bilag 2 punkt 13b Bortskaffelse af affald”. Det forekommer rimelig oplagt, at kommunens nye afgørelse fra november 2025 mht. miljøvurderingsloven vil blive ophævet i tilfælde af klage, men om citatet fra det nye tillæg skyldes misforståelser eller kunstig intelligens, vides ikke. Afgørelsen er i øvrigt et af mange eksempler på, at klagenævnet undlader at oplyse, hvem der er ansøger om tillæg til godkendelsen, som det tilsvarende ses i MRF 2025.139 Mfk, MRF 2025.140 Mfk og MRF 2025.145 Mfk. I den foreliggende sag er det Silkeborg Kommune, der er ansøger, og som får miljøgodkendelse af kommunen selv, hvilket er en særligt vigtig oplysning, da der i så fald foreligger myndighedsinhabilitet, som i sig selv kan begrunde bl.a. en skærpet prøvelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnets side, jf. FOB 1978.186, FOB 1981.135, FOB 1997.150, FOB 2015-6 og FOB 2023-31.