MRF 2025.140
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 12. august 2025, j.nr. 23/08552 og 23/08601
Ophævet og hjemvist tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 28, stk. 1, til udledning til Svejstbæk af overfladevand fra tage og befæstede arealer i et byområde på 18,3 ha, da kommunen ikke havde foretaget en vurdering af tilladelsens påvirkning af vandløbets kemiske tilstand, men alene havde lagt vægt på, at projektet ville reducere udledningen af kvælstof og fosfor til Aabenraa Fjord og ikke vil skade kvalitetselementer for smådyr og fisk i vandløbet.
Som led i Aabenraa Kommunes spildevandsplan om separatkloakering af et 18,3 ha stort byområde for bl.a. at reducere udledning af næringsstoffer til Aabenraa Fjord meddelte kommunen i maj 2023 tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 28, stk. 1, til udledning af overfladevand til vandløbet Svejstbæk med udløb i Aabenraa Fjord. Svejsbæk er omfattet af den danske indsatsplan til gennemførelse af vandrammedirektivet, men vandløbets kemiske tilstand er ukendt, og Aabenraa Fjords kemiske tilstand er dårlig. Tilladelsen blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforening og Danmarks Sportsfiskerforbund, der bl.a. gjorde gældende, at kommunen ikke havde foretaget en vurdering af tilladelsens påvirkning taget stilling til miljøfremmede stoffer i udledningstilladelsen, og at tilladelsen var ugyldig med henvisning til MRF 2023.78 Mfk. Kommunen bemærkede hertil, at der ikke var praksis for at vurdere kemiske stoffer ved udledning af overfladevand. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at vandrammedirektivet fastlægger rammer for beskyttelse og overvågning af vandmiljøet, og at det følger af indsatsbekendtgørelsens § 8, stk. 3, at der ikke kan meddeles tilladelse til projekter, der forringer vandmiljøet, hvis miljømålet for vandmiljøet ikke er opfyldt. Da kommunen ikke havde forholdt sig til, hvorledes udledningen ville påvirke vandmiljøets kemiske tilstand, og det må forventes, at tag- og overfladevand indeholder koncentrationer af bly, kobber, zink, selen, uran, nikkel, chrom, arsen, tin og vanadium, der overskrider miljøkvalitetskravene, led afgørelsen af en væsentlig mangel, hvorfor nævnet ophævede og hjemviste afgørelsen.
Kommentar: Afgørelsen giver anledning til flere principielle bemærkninger. Den første vedrører nævnets manglende oplysning om, hvem der ansøger om tilladelsen, som det tilsvarende ses i MRF 2025.139 Mfk, MRF 2025.145 Mfk og MRF 2025.147 Mfk. Afgørelsen oplyser, at der er tale om udledning af overfladevand fra et separatkloakeret byområde, hvorfor ansøger og projektherre må være det kommunale spildevandsselskab. Dette burde være oplyst i afgørelsen, da der ikke er nogle hensyn, som kan begrunde en hemmeligholdelse eller anonymisering af ansøger i dette tilfælde. Indholdsmæssigt er afgørelsen helt på linje med MRF 2023.78 Mfk, men illustrerer samtidig, at det stærke fokus på udledning af kvælstof og fosfor har betydet, at der i kommunerne ikke var praksis for at undersøge, hvordan udledning af overfladevand fra befæstede arealer kan påvirke vandløbets kemiske tilstand. I det foreliggende tilfælde er der således god grund til at antage, at tilladelsen vil reducere udledningen af næringsstoffer til Aabenraa Fjord og på dette punkt bidrage til opfyldelse af indsatsprogrammet. Når tilladelsen må ophæves, er det således pga. den kemiske tilstand. Den omstændighed, at den kemiske tilstand i vandløbet er ukendt, rejser et selvstændigt problem for kommunen, da det er vanskeligt at vurdere udledningens påvirkning af den kemiske tilstand, når den ikke kendes. Problemet er imidlertid, at det ikke er ansøger eller kommunen, der har det juridiske ansvar for at vurdere vandløbenes kemiske tilstand, men derimod Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø – og det problem kan klagenævnet ikke løse. Se uddybende Pagh: TfMKE 2026, s. 3.