MRF 2025.145
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 25. august 2025, j.nr. 23/07048
Ophævet lovliggørende screeningsafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 og lovliggørende tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 28, stk. 1, til udledning til Smedebæk af overfladevand fra regnvandsbassin etableret i 1975 og omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, da utilstrækkelig vurdering af udledningens påvirkning af miljømål for Smedebæk mht. de miljøfarlige stoffer PFOS, kobber og zink og af vandløbets hydrauliske kapacitet.
Tønder Kommune meddelte i maj 2023 lovliggørende tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 28, stk. 1, til udledning af overfladevand til Smedebæk fra et i 1975 etableret regnvandsbassin efter en forudgående VVM-screening. Regnvandsbassinet var i Arealinformation registreret som beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3, og Smedebæk var målsat i medfør af vandplanloven, hvor tilstanden for fisk var registeret som ringe, og den kemiske tilstand var ikke god, hvilket bl.a. skyldtes overskridelse af grænseværdierne for PFOS, kobber og zink. VVM-screeningsafgørelsen og udledningstilladelsen blev påklaget af Danmarks Sportsfiskerforbund, der bl.a. gjorde gældende, at kommunen ikke havde taget stilling til miljøfremmede stoffer i udledningstilladelsen eller den hydrauliske virkning af udledningstilladelsen. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at de påklagede afgørelser havde karakter af en lovliggørende screeningsafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 og en lovliggørende tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 28, stk. 1. Nævnet lagde videre til grund, at det efter EU-Domstolens dom i bl.a. de forenede sager C-196/16 og C-197/16 er muligt at lovliggøre en manglende VVM-screening, men at dette forudsætter, at der tages hensyn til miljømæssige virkninger siden projektets gennemførelse. Herefter fandt nævnet, at kommunen ikke havde foretaget en tilstrækkelig vurdering af påvirkning af Smedebæk og vandløbets miljømål. Kommunens VVM-screeningsafgørelse og udledningstilladelse blev derfor ophævet og sagen hjemvist med bemærkning om, at kommunen skulle foretage en vurdering af indholdet miljøfarlige stoffer og påvirkning af hydraulisk kapacitet.
Kommentar: Afgørelsen giver anledning til flere bemærkninger, hvoraf den første vedrører nævnets manglende oplysning om, hvem der ansøger om tilladelsen, som det tilsvarende ses i MRF 2025.139 Mfk, MRF 2025.140 Mfk og MRF 2025.147 Mfk. I denne sag fremgår det, at der var tale om et regnvandsbassin etableret i 1975 og oplysningerne om det areal, der afvander til regnvandsbassinet, tyder på, at det er et offentligt spildevandsselskab, der ansøgte om den lovliggørende tilladelse, hvilket i så fald burde fremgå af afgørelsen. Dels er der ikke noget grundlag for at anonymisere navnet på kommunalt ejede selskaber omfattet af vandsektorloven, dels kan det forklare, at der mangler en tilladelse til udledningen, hvis regnvandsbassinet i 1975 er etableret af den kommunale spildevandsforsyning, hvor kommunerne var mindre opmærksomme på miljøbeskyttelseslovens krav om tilladelse til regnvandsbassiner. Afgørelsen kan derfor have interesse for andre kommuner, hvor der er etableret regnvandsbassiner uden at overholde miljøbeskyttelseslovens krav om udledningstilladelser. Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse må således betyde, at sådanne lovliggørende tilladelser efter miljøbeskyttelseslovens § 28, stk. 1, efter miljøvurderingsloven vil kræve en VVM-screening eller miljøvurdering, der belyser de miljømæssige virkninger af regnvandsbassinet siden etableringen. Og hvor udledningen sker til vandløb omfattet af vandplanloven, og hvor miljøtilstanden er ikke-god eller ringe, vil især indholdet af miljøfarlige stoffer give anledning til udfordringer grundet vandrammedirektivets forbud mod at forringe tilstanden, jf. MRF 2023.78 Mfk. Med direktiv 2026/805 er der imidlertid sket en lempelse af forbuddet mod forringelse af tilstanden i vandrammedirektivets art. 4(1), jf. art. 4(7)(a) og art. 4(7)(b), som kan være relevant ved lovliggørende tilladelser til regnvandsbassiner og forsinkelsesbassiner, men dette kunne klagenævnet naturligvis ikke inddrage. I forlængelse heraf opstår det selvstændige problem, at regnvandsbassiner typisk vil være omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, og at der ved ændring af udledningsforhold som i sagen fra Tønder kan være behov for dispensation fra forbuddet mod tilstandsændringer i § 3.