MRF 2025.61
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 29. januar 2025, j.nr. 20/14490
Ophævet påbud til servicestation efter jordforureningslovens § 41 om oprensning af jordforurening med et anslået omfang på 5.000-10.000 kg olie, da der ikke forelå dokumentation for, hvor stor en del af jordforureningen, der var opstået før 2001, og dette ikke kunne forventes afklaret ved yderligere undersøgelser, hvorfor det ikke var muligt at foretage en vurdering ud fra det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip.
Sagen omhandlede en ejendom, som var drevet af tre forskellige virksomheder og anvendt til servicestation. Oplag for petroleum ophørte i midten af 1980’erne, hvor V3 overtog virksomheden. I 2003 gennemførte V3 renovering af anlæggene for servicestationen med bl.a. udskiftning af produktrør mellem tanke og standere samt etablering af pejleudstyr og lækagekontrol, og i 2006 ændrede V3 servicestationen til et automatanlæg [betegnes fejlagtig som V4 i afgørelsen]. Den tidligere butik blev nedrevet, men vaskehallen bevares. Slagelse Kommune gennemførte i 2010 en orienterende forureningsundersøgelse, der påviste forurening i form af kulbrinter med et anslået omfang på 5.000-10.000 kg. Det fremgik af rapporten for forureningsundersøgelsen, at der ud fra de over tid skiftende additiver tilsat benzinprodukter var foretaget en vurdering af tidspunktet for den konstaterede forurening. Der var for to prøver udvist indhold af ETBE og TAME, der i en periode efter 2001 har været anvendt som antibankningsmiddel i benzin, mens der for alle øvrige prøver var tale om additiver, hvor anvendelsen er ophørt forud for 2001. Det blev på den baggrund konkluderet, at den påviste forurening var opstået inden renoveringen af anlægget i 2003. Med afgørelse af 26. oktober 2020 meddelte Slagelse Kommune efter jordforureningslovens § 41 til den nuværende driftsherre V3 om at fjerne den konstaterede jordforurening, idet forpligtelsen dog ikke omfattede den forurening, der var opstået i tiden for tidligere virksomheders drift af anlægget, samt forurening opstået forud for 2001. Afgørelsen blev påklaget af V3, der bl.a. gjorde gældende, at virksomheden ved at efterkomme påbuddet reelt ville oprense jordforurening, der allerede forelå på det tidspunkt, hvor V3 overtog anlægget, og at den altovervejende forurening var fra før 2001, hvorfor der ikke kunne meddeles påbud. Miljø- og Fødeklagenævnet (formanden) lagde med henvisning til MRF 2024.161 Mfk til grund, at hvis oprensning af en ældre forurening opstået forud for 2001 efter sin karakter medfører, at omkostningerne forbundet med oprensning af en nyere forurening ikke står i rimeligt forhold til den miljø- og sundhedsmæssige risiko, der vil være forbundet med at efterlade en nyere forurening på ejendommen, er der ikke efter jordforureningslovens § 41 hjemmel til at påbyde at fjerne den ældre forurening. Det har betydning for sagens oplysning, da et påbud under disse omstændigheder forudsætter, at det kan dokumenteres, at den altovervejende del af jordforureningen relaterer sig til jordforurening opstået efter 2001. Nævnet konstaterede, at det ud fra den foreliggende dokumentation ikke var muligt at adskille jordforurening opstået forud for henholdsvis efter 2001, og at det ikke kunne forventes, at der ved yderligere undersøgelser kunne foretages en sådan tidsmæssig adskillelse. Da det på denne baggrund ikke var muligt at foretage en vurdering ud fra det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip, fandt Miljø- og Fødevareklagenævnet, at betingelserne for at meddele påbud efter jordforureningslovens § 41 ikke var opfyldt, hvorfor nævnet ophævede afgørelsen.
Kommentar: Afgørelsen understreger officialprincippets betydning i sager, hvor en mere begrænset del af en jordforurening er omfattet af jordforureningslovens § 41 om påbud om oprydning, da omfanget og karakteren af den øvrige forurening skal indgå i proportionalitetsvurderingen af påbuddets miljø- og sundhedsmæssige betydning i forhold til påbuddets bebyrdende virkning, jf. ligeledes U 2005.2923 H og tilsvarende MRF 2024.161 Mfk og MRF 2025.62 Mfk. Afgørelsen er imidlertid uheldigt formuleret i relation til de skiftende driftsherrer. Afgørelsen sondrer mellem fire forskellige virksomheder (Virksomhed1, Virksomhed 2, Virksomhed3 og Virksomhed4), men efter indholdet i oplysningerne er der reelt tale om tre forskellige driftsherre, da det er den nuværende driftsherre, som i 2003 renoverede anlæggene og i 2006 omdannede benzinstationen til automatstation, hvis afgørelsen overhovedet skal give mening. Det er derfor vildledende at betegne driftsherren af automatstationen som Virksomhed4.