MRF 2025.73
Planklagenævnets afgørelse af 20. februar 2025, j.nr. 23/13628
Afskåret fysisk lovliggørelse af E’s lokalplanstridige udhus, da forholdet havde bestået upåtalt i mindst 27 år ved lovliggørelsessagens indledning i 2015, hvormed ejeren på grundlag af lang tids forløb (indrettelseshensyn) var blevet bibragt en berettiget forventning om, at forholdet ikke ville blive krævet lovliggjort.
Lyngby-Taarbæk Kommune havde i september 2023 meddelt E, der var ejer af en ejendom i Furesøkvarteret i Virum, afslag på dispensation fra lokalplan fra 2013 samt varsel om fysisk lovliggørelse ift. et udhus etableret i 1980’erne på ca. 4,5 m2 placeret ca. 1 m fra vejskel, der var opført i strid med lokalplanbestemmelse om, at der ikke måtte opføres bebyggelse 5 m fra vejskel. Kommunen havde i den forbindelse anført, at udhuset på opførelsestidspunktet tillige havde været at anse for i strid med en tilsvarende bestemmelse i den tidligere gældende byplanvedtægt fra 1954. I oktober 2023 meddelte kommunen påbud om fysisk lovliggørelse af udhuset. Afgørelsen blev påklaget af E, der navnlig anførte, at udhuset havde eksisteret siden 1980’erne. Planklagenævnet (formanden) fandt alene anledning til at tage stilling til, om kommunen som følge af lang tids forløb var bibragt en berettiget forventning om, at forholdet ikke ville blive krævet lovliggjort, således at kommunen var afskåret fra at kræve udhuset fysisk lovliggjort. Planklagenævnet lagde indledningsvis til grund ud fra luftfotos, at udhuset var opført senest i 1988, hvormed udhuset i 2015, da kommunen indledte lovliggørelsessag, havde eksisteret upåtalt i mindst 27 år. Nævnet fandt, at der forelå indretningshensyn som følge af den forløbende tid, og da der på den anden side ikke forelå tilstrækkeligt tungtvejende samfundsmæssige interesser i håndhævelse af lokalplanen. Nævnet lagde endvidere vægt på udhusets størrelse, at der ikke efter det oplyste havde været naboklager, ligesom det ikke kunne lægges til grund, at hverken nuværende eller tidligere ejere havde været vidende om, at der var tale om et lokalplanstridigt forhold. På denne baggrund ophævende nævnet kommunes afgørelse om fysisk lovliggørelse.
Kommentar: Planklagenævnets ophævelse af lovliggørelsespåbuddet forekommer velbegrundet, men afgørelsen giver alligevel anledning til bemærkninger. Nævnets afgørelse er uklar med hensyn til, hvad der nærmere præcist er klaget over. Ifølge afgørelsen meddelte kommunen den 12. oktober 2023 afslag på lovliggørende dispensation af udhuset og varslede påbud om fysisk lovliggørelse, men samtidig fremgår det af afgørelsen, at der var klaget over kommunens påbud om lovliggørelse af 12. oktober 2023. Der kan naturligvis ikke klages over et varsel, men der kan klages over afslaget på dispensation. Hvis der er klaget over afslaget på dispensation, skulle nævnet med den i afgørelsen anførte begrundelse have ophævet dette afslag og hjemvist sagen med henblik på lovliggørende dispensation. Hvis der omvendt var meddelt påbud om lovliggørelse, og dette påbud blev klaget, skulle nævnet have ophævet dette, men burde så gøre en bemærkning om, at kommunen herefter skulle meddele lovliggørende dispensation efter planlovens § 19, da kommunen efter planlovens § 51 er forpligtet til at lovliggøre et ulovligt forhold, hvor dette er muligt. Det må i øvrigt give anledning til undren, at der skulle gå 8 år fra, at kommunen indledte lovliggørelsessagen, til kommunen traf afgørelse (fra 2015 til 2023), hvorved bemærkes, at en sådan langsommelighed i kommunens sagsbehandling i sig selv kan udgøre retsfortabende passivitet.