MRF 2025.98
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 24. juni 2025, j.nr. 20/10576
Ophævet nedklassificering i 2020 fra offentligt til privat vandløb, da kommunens genberegning i forbindelse med klagesagen viste, at kommunens eget obligatoriske kriterium for nedklassificering om, at mindst 75 % af vandløbets vandføring skulle stamme fra private arealer, ikke var opfyldt.
I juni 2020 traf Køge Kommune afgørelse efter vandløbslovens § 10 om at nedklassificere det offentlige vandløb Vemmedrupvandløbet, hvorefter vedligeholdelsen ville påhvile de private bredejere. Det fremgik af afgørelsen, at kommunen havde opstillet en række interne kriterier for, hvornår der kunne ske nedklassificering af offentlige vandløb. Det indgik bl.a. som et obligatorisk kriterium, at mindst 75 % af vandføringen stammede fra private eller regnvandskloakerede arealer. Nedklassificeringen blev begrundet med, at 77 % af vandføringen i Vemmedrupvandløbet ifølge kommunens beregninger stammede fra private formål, at det offentlige ingen interesse havde i vandløbet, og at en betydelig del af strækningen var rørlagt. Kommunen havde vurderet, at vandløbet på datoen for nedklassificering blev overdraget i regulativmæssig stand. Afgørelsen blev påklaget af en bredejer, der bl.a. anførte, at kommunen ikke havde dokumenteret, at alle relevante tilledninger af offentligt vand indgik i kommunens beregning af de offentlige interesser. Under klagesagen oplyste kommunen, at man på ny havde gennemgået kommunens fremstilling af datagrundlaget i den foretagne beregning, som viste, at der lå en jernbane i vandløbets opland, der talte med som et offentligt formål, men ikke var medtaget i den første beregning. En genberegning, hvor jernbanearealet indgik, viste, at den private andel af tilstrømning udgjorde 74 %, hvormed vandløbet ikke længere levede op til kommunens egne kriterier for, hvornår der kunne ske nedklassificering. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) bemærkede, at det fremgår af vandløbslovens § 10, at vandløbsmyndigheden kan træffe afgørelse om, at et vandløb skal udgå af den hidtidige klasse, og efter § 3, stk. 1, i bekendtgørelse om klassifikation og registrering af vandløb kan offentlige vandløb nedklassificeres til private vandløb, når det vurderes, at vandløbet primært tjener private formål. Nævnet bemærkede, at der ikke i lovgivningen er fastsat regler om, under hvilke betingelser der kan ske nedklassificering, ligesom der ikke er fastsat kriterier, der er afgørende for, om et vandløb bør være privat eller offentligt. Af forarbejderne til vandløbsloven fremgår, at det er en udtalt forudsætning, at kun vandløb, som har en vis almen interesse, bør være offentlige, med den konsekvens, at vedligeholdelsen er skattefinansieret. Nævnet konstaterede, at kommunens eget obligatoriske kriterium om, at mindst 75 % af vandløbets vandføring skulle stamme fra private arealer efter kommunens genberegning ikke længere var opfyldt. På denne baggrund ophævede nævnet kommunens afgørelse, hvorefter vedligeholdelsespligten fortsat ville påhvile kommunen.
Kommentar: Der ses i de senere år en del eksempler på, at kommunerne nedklassificerer offentlige vandløb til private vandløb, da kommunens vedligeholdelsespligt herved kan overvæltes på private lodsejere ud til vandløbet. Efter § 3, stk. 1, i bekendtgørelse om klassifikation og registrering af vandløb er det afgørende, om vandløbet primært tjener private formål, hvilket efterlader kommunerne med et betydeligt skøn, der dog kan være begrænset af de yderligere kriterier, som den enkelte kommune selv har fastlagt. I ovennævnte sag er Køge Kommunes afgørelse fra 2020, hvilket må betyde, at de udgifter, som private lodsejere har haft i perioden frem til klagenævnets afgørelse, skal erstattes af kommunen. Kan der ikke opnås en forligsmæssig løsning, kan erstatningskravet formentlig indbringes for taksationskommission, jf. vandløbslovens § 73, stk. 1, der ifølge reglen også skal afgøre erstatning ”for mangelfuld opfyldelse af forpligtelser med hensyn til vedligeholdelse af vandløb”.