MRF 2025.171
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 18. december 2025, j.nr. 24/03563 og 24/03574
Ophævet og hjemvist Aalborg Kommunes vedtagelse i 2024 af nyt vandløbsregulativ for Skovåen til afløsning af naturvandløbsregulativ fra 1997 og 2004, da det nye regulativs bestemmelser om vandløbets skikkelse var baseret på teoretiske beregninger, der overvurderede vandføringsevnen. Ikke taget stilling til betydningen af, at taksationskommissionen i 2018-2020 havde fundet kommunen erstatningsansvarlig for oversvømmelsesskader som følge af manglende vandløbsvedligeholdelse efter vandløbslovens 73, stk. 1.
I januar 2024 vedtog Aalborg Kommune nyt vandløbsregulativ efter vandløbslovens § 12 for det offentlige vandløb Skovåen og meddelte samtidigt dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3, så fremtidig vandløbsvedligeholdelse kunne gennemføres i overensstemmelse med det nye vandløbsregulativ. Skovåen er omfattet af indsatsprogram under vandplanloven, hvor Skovåen er målsat til god økologisk og kemisk tilstand, men ifølge vandområdeplanerne er den økologiske tilstand dårlig og den kemiske tilstand ukendt. Af kommunens afgørelse fremgik, at Skovåen i regulativ fra 1997 var reguleret med krav om teoretisk skikkelse for vandføringsevnen på den øvre del, mens den nedre del havde været fastsat som naturvandløb, hvor vandføringsevnen med det ændrede regulativ blev fastsat ud fra teoretisk skikkelse for vandløbets fulde strækning. Det nye vandløbsregulativ fra 2024 for Skovåen var vedtaget på grundlag af teoretiske beregninger af manningstal for vandløbets vandføringsevne. Kommunens vedtagelse af nyt regulativ blev påklaget af en bredejer til Skovåen, der bl.a. gjorde gældende, at kommunen i en årrække ikke havde vedligeholdt vandløbet tilstrækkeligt, at kommunen i fire tilfælde i perioden 2018-2022 var fundet erstatningsansvarlig af taksationskommission for oversvømmelsesskader som følge af manglende vandløbsvedligeholdelse, og at de teoretiske beregninger, der lå til grund for regulativets bestemmelser om bredde og dybde, overvurderede vandløbets vandføringsevne med de anførte dimensioner. Aalborg Kommune bemærkede hertil bl.a., at kommunen i relation til det nye regulativ ikke var forpligtet af taksationskommissionens kendelser, ligesom kommunen afviste, at der var sket forringelse af Skovåens vandføringsevne, mens den nederste del havde været udlagt som naturvandløb. Endvidere mente kommunen, at regulativets bestemmelser var en teoretisk skikkelse, og at vandløbet kan antage en vilkårlig skikkelse, så længe den beregnede vandføringsevne er lige så god som den beregnede. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) konstaterede, at det fremgik af kommunens afgørelse, at Skovåens beregnede afledningsevne (manningtallet) ikke var udtryk den reelle afledning og ikke tog udgangspunkt i vandløbets faktiske tilstand, og at det med afgørelsen fastsatte manningtal afveg fra DCE-rapport. Videre lagde klagenævnet til grund, at vandløbsregulativs bestemmelser skal være så klart og præcist formulerede, at der ikke er tvivl om, hvorvidt bestemmelserne er overholdt, og at der skal udvides omhyggelighed ved opmåling af vandløb og fastsættelse af afledningsevne (manningstal). Da nævnet fandt, at kommunen ikke tilstrækkeligt havde redegjort for og dokumenteret, at regulativets bestemmelser er udtryk for den faktiske vandføringsevne, blev kommunens nye regulativ for Skovåen ophævet, ligesom den ledsagende dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 blev ophævet og sagen hjemvist.
Kommentar: Sagens omstændigheder giver sammen med klagenævnets afgørelse anledning til flere principielle bemærkninger. For det første savnes i nævnets afgørelse oplysning om de juridiske problemer med regulativets udlægning af naturvandløb, hvor Folketingets Ombudsmand tilbage i 2001 fastslog, at der ikke i vandløbsloven er hjemmel til i regulativ at udlægge offentligt vandløb som naturvandløb, da regulativet skal angive placering, brede og dybde i vandløb (FOB 2001.248), hvilket i øvrigt også følger af vandløbslovens § 12. Dette er ligeledes lagt til grund i Miljø- og Fødevareklagenævnets praksis, jf. MRF 2023.167 Mfk, MRF 2024.27 Mfk, MRF 2025.66 Mfk, MRF 2025.160 Mfk og MRF 2025.161 Mfk. Det kan derfor uden videre konstateres, at regulativet for Skovåen har været ulovligt i mere end 20 år. Aalborg Kommunes bemærkninger til klagen efterlader imidlertid usikkerhed om, hvorvidt kommunen har forstået ombudsmandens udtalelse fra 2001, da kommunens bemærkninger i klagesagen om, at vandløbet kan antage en vilkårlig skikkelse, så længe vandføringsevnen for den teoretiske skikkelse er opretholdt, vanskeligt lader sig forene med ombudsmandens krav til vandløbsregulativet. I forhold til klagers indsigelse om, at en taksationskommission havde pålagt kommunen erstatning til lodsejere for oversvømmelsesskader som følge af kommunens manglende vandløbsvedligeholdelse, må kommunens afvisning af, at taksationskommissionen har hjemmel til at stille bestemte krav regulativets indhold eller påbyde vedligeholdelse efter vandløbslovens § 54, tiltrædes, ligesom Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke kan tage stilling til erstatningsspørgsmål, jf. ligeledes MRF 2021.51 Mfk.
Dette illustrerer samtidigt et andet problem, som fremgår af MRF 2024.27 Mfk og MRF 2024.57 Mfk om manglende vandløbsvedligeholdelse af Ringsted Å. I afgørelserne lagde klagenævnet til grund, at vandløbslovens § 54 om påbud om vandløbsvedligeholdelse ikke kan anvendes, når der ikke er et gyldigt regulativ. Dette forekommer tvivlsomt og i modstrid med vandløbslovens § 27, men hvis nævnets udlægning er korrekt, er retsstillingen i så fald, at for de vandløbsregulativer som ulovligt udlægger offentlige vandløb som naturvandløb, kan kommunen ikke påbyde sig selv at sikre forsvarlig vandløbsvedligeholdelse. Derimod vil lodsejere i alle tilfælde kunne rejse erstatningskrav mod kommunen ved taksationskommissionen for oversvømmelsesskader som følge af kommunens manglende vandløbsvedligeholdelse, jf. vandløbslovens § 73, stk. 1, der blev præciseret ved en lovændring i 2003 (lov 2003/391), og hvorefter taksationskommissionen under vejloven kan fastsætte erstatning ”for mangelfuld opfyldelse af forpligtelser med hensyn til vedligeholdelse af vandløb”. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at muligheden for at indbringe erstatningskrav mod bl.a. kommunen for taksationsmyndighederne ”ikke er til hinder for, at parterne i stedet indbringer sagen direkte for domstolene, hvis de er enige herom”, jf. jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg A, lovforslag nr. L 101, s. 2308. Dette betyder dog ikke, at domstolene i tilfælde af uenighed mellem parterne skal afvise en sag, som ikke først har været indbragt for taksationskommissionen, jf. MRF 2025.125 B. En af de af lodsejer påberåbte afgørelser er formentlig offentliggjort i MAD 2022.288, der dog er anonymiseret, så selv vandløbet er hemmeligholdt. Se tillige MAD 2025.172, hvor en overtaksationskommission fandt, at vandløbslovens § 73, stk. 2, ikke er til hinder for, at taksationsmyndigheden under vejloven fastsætter erstatning til lodsejere i forbindelse med vandløbsrestaureringsprojekter (i dette tilfælde Skjern Å). Det kan endelig bemærkes, at Miljø- og Fødevareklagenævnet i sagen om Skovåen den 8. september 2025 afslog kommunens anmodning om at ophæve den opsættende virkning af klagen efter vandløbslovens § 82, stk. 6, og at det ikke fremgår, om der er sket miljøvurdering eller screening af forslaget til vandløbsregulativet for Skovåen efter miljøvurderingslovens regler, hvilket klagenævnet af egen drift burde have afklaret.