MRF 2024.57
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 29. februar 2024, j.nr. 22/00421
Ophævet påbud til flugtskydebane efter miljøbeskyttelseslovens § 72 om støjmåling for at afklare, om miljøgodkendelsens vilkår var overholdt, idet nævnet fandt, at kommunens orienterende støjmåling ikke godtgjorde, at der forelå væsentlig forurening.
Varde Kommune meddelte den 30. november 2021 påbud til en jagtforening efter miljøbeskyttelseslovens § 72 om undersøgelse ved udførelse af en støjmåling af typen ”Miljømåling – ekstern støj” på en ejendom, hvorfra foreningen drev en flugtskydebane. Flugtskydebanen var miljøgodkendt i 1997, og denne miljøgodkendelse var revurderet i 2018, hvor der blev indsat vilkår på baggrund af beregninger i en støjrapport om, at støjbelastningen fra skydebanen ikke måtte overstige 66 dB(A) ved den mest støjbelastede bolig, hvilket efter klage fra naboer blev stadfæstet af Miljø- og Fødevareklagenævnet den 29. oktober 2019 (j.nr. 18/08612 og 18/08506). Kommunens påbud fra 2021 var begrundet med, at kommunen havde foretaget to orienterende støjmålinger, hvor det kunne konstateres, at støjniveauet i forbindelse med skydninger på banen var hhv. 78-93 dB(A) og 82-89 dB(A) ved den mest støjbelastede bolig, hvilket overskred miljøgodkendelsens støjgrænser med hhv. 12-27 dB(A) og 16-23 dB(A). Kommunen henviste til, ”at såfremt støjmålingen viser, at vilkår 12 i miljøgodkendelsen af 28. september 2018 ikke kan overholdes, skal foreningen fremsende en teknisk/økonomisk redegørelse for mulighederne for at overholde vilkåret”. Af påbuddet fremgik videre, at det ved begge kommunens orienterende støjmålinger var ukendt, hvilken bane der var afgivet skud fra, og at de mest støjende skud blev oplevet som hhv. ”direkte ubehagelige” og ”lettere ubehagelige”. Kommunen havde på baggrund af den store forskel på de tidligere foretagne beregninger og de orienterende støjmålinger vurderet, at der forelå væsentlige støjgener, og at jagtforeningen kunne påbydes støjmåling, da det var sandsynliggjort, at miljøgodkendelsen ikke kunne overholdes. Påbuddet blev påklaget af jagtforeningen, der bl.a. anførte, at der ikke i miljøbeskyttelseslovens § 72 er hjemmel til at påbyde undersøgelse af overtrædelser af miljøgodkendelsens støjvilkår, da dette er reguleret i miljøbeskyttelseslovens § 69, og der ikke i miljøgodkendelsen er hjemmel til at kræve støjmålinger, samt at de orienterende støjmålinger foretaget af kommunen ikke tilvejebragte den fornødne overvejende sandsynlighed for, at miljøgodkendelsen var overtrådt. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) fandt i sagen alene anledning til at prøve, om kommunen havde sandsynliggjort, at der forekom væsentlig (støj-)forurening fra ejendommen. Nævnet konstaterede, at der var min. 500 m fra skydebanen og hen til det punkt, hvor de orienterende støjmålinger blev foretaget, at det ikke fremgik, hvilken bane der var afgivet skud fra, og at det ikke var oplyst, hvilke våbenklasser der var skudt med, eller i hvilken retning der blev skudt. Med henvisning hertil fandt nævnet, at det ikke var godtgjort på baggrund af de orienterende støjmålinger, at skydebanens aktiviteter med overvejende sandsynlighed medførte væsentlig forurening. Herved lagde nævnet navnlig vægt på, at målingerne var udført fra en afstand, der væsentligt oversteg anbefalingerne i Orientering nr. 38 fra Miljøstyrelsens Referencelaboratorium for Støjmålinger. Endelig bemærkede nævnet, at det fremgik af skydebanevejledningen, at støjbelastningen omkring skydebaner som hovedregel skal bestemmes ud fra beregninger, og at det kun i særlige tilfælde er nødvendigt at anvende støjmålinger til dette formål. På denne baggrund ophævede nævnet kommunens afgørelse.
Kommentar: Det må undre at Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke tog stilling til klagers anbringende om, at påbuddet efter miljøbeskyttelseslovens § 72 var uhjemlet. I så fald havde klagenævnet nemlig alene skulle forholde sig til dette juridiske spørgsmål, da det må tiltrædes, at miljøbeskyttelseslovens § 72 ikke hjemler mulighed for at påbyde en listevirksomhed (eller andre) at undersøge, om vilkår i miljøgodkendelsen er overholdt, medmindre en sådan egenkontrol er fastlagt i miljøgodkendelsen. Samme resultat følger i øvrigt af selvinkrimineringsforbuddet, der er kodificeret i tvangsindgrebslovens § 10. Miljøbeskyttelseslovens § 72 kan således anvendes til at undersøge omfang af en virksomheds forurening, men kan ikke anvendes som en del af håndhævelsen. I stedet valgte klagenævnet at afgøre sagen på grundlag af officialprincippet, hvor nævnet følger fast praksis om, hvilke oplysninger myndigheden skal have som betingelse for at påbyde forureningsundersøgelser. Se hertil uddybende Pagh: TfM 2012.32 om støjkrav, undersøgelsespligt og klageret.