MRF 2025.66
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 4. marts 2025, j.nr. 20/03839, 20/03845, 20/05679 og 20/13120
Ophævet Randers Kommunes påbud til tre lodsejere efter vandløbslovens §§ 54 og 59 a om retablering af strækning af det kommunale grænsevandløb Fårbæk, da lodsejerne ikke var rette påbudsadressater for de anførte ulovlige ændringer i vandløbet, som var foretaget af bredejer på strækning beliggende i Mariagerfjord Kommune.
Sagen drejede sig om en delstrækning af Fårbæk, som er et offentligt vandløb omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 og et vandløbsregulativ fra 1996, hvorefter den berørte strækning skal henligge i naturtilstand og uden krav til skikkelse og vandføringsevne. Delstrækningen på 291 meter er beliggende i både Randers Kommune og Mariagerfjord Kommune og omfatter rørunderføringens udløb ved hovedvejen og videre nedstrøms via ejendomme tilhørende klager 1, klager 2, klager 3 og E (klager 4). I 2018 konstaterede Randers Kommune, at E havde foretaget regulering af vandløbet i form af opgravning af grus og sten og udvidelse af brinkerne, hvilket omfattede en strækning i Randers Kommune og en strækning i Mariagerfjord Kommune. Randers Kommune meddelte i januar 2019 påbud til E om at retablere tilstanden efter naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, og vandløbslovens § 54. E påklagede påbuddene til Miljø- og Fødevareklagenævnet og gjorde gældende, at E alene havde vedligeholdt vandløbene, som kommunen ikke havde vedligeholdt. Klagenævnet ophævede i afgørelse af 10. juli 2019 (j.nr. 19/01591) påbuddet med den begrundelse, at da E ”ikke er ejer eller bruger af [matrikel 2, matrikel 3 og matrikel 4], kan klager ikke påbydes at lovliggøre forholdet på disse matrikler. [...] Randers Kommune skal, ved en fornyet behandling af sagen, tage stilling til på hvilke matrikler, der er sket en oprensning, idet ejerne og eventuelle brugere af matriklerne er rette påbudsadressat(er). [...] Randers Kommune alene er vandløbsmyndighed indenfor kommunegrænsen [og har derfor] ikke har haft kompetence til at udstede et påbud til klager, idet klagers ejendom [...] er beliggende i Mariagerfjord Kommune”. Efter hjemvisning meddelte Randers Kommune i februar 2020 nyt påbud om retablering efter vandløbslovens § 54 til tre bredejere (klager 1, 2 og 3) beliggende på strækningen i Randers Kommune, mens Mariagerfjord Kommune meddelte påbud til E. Påbuddene blev påklaget af klager 1, klager 2, klager 3 og E, hvor de tre førstnævnte gjorde gældende, at de ikke var rette påbudsadressater, mens E oplyste at være ansvarlig for opgravningen i vandløbet. E afviste, at der var sket skade på vandløbet og gjorde bl.a. gældende, at det gældende vandløbsregulativ for Fårbæk ikke regulerer vandløbets skikkelse eller vandføringsevne, hvorfor det ikke er muligt at stille krav om retablering til bestemte dimensioner, og der kan være tvivl om lovligheden af regulativet, jf. FOB 2001.248. Randers Kommune bemærkede hertil, at E ikke er bosiddende i Randers Kommune, hvorfor kommunen ikke kan påbyde E at retablere Fårbæk, men at Mariagerfjord Kommune havde meddelt et tilsvarende påbud til E, der ikke var påklaget. I forhold til regulativet om naturvandløb henviste Randers Kommune til, at kommunen havde fulgt Miljøstyrelsens anbefalinger, at kommunerne efter ombudsmandens udtalelse havde ændret en del regulativer, men at ikke alle kommuner er færdige med at bringe regulativerne i overensstemmelse med Miljøstyrelsens ændrede anbefaling, at kommunen havde anvendt dimensioner fra 1972-regulativet, og at der ikke var påbudt at retablere mere end opmålt i 2016. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at efter vandløbslovens § 54 kan vandløbsmyndigheden meddele påbud om genoprettelse, hvis vandløb beskadiges, og at det af lovens § 59 a følger, at det påhviler den til enhver tid værende ejer eller bruger af en ejendom at berigtige et ulovligt forhold, hvilket efter forarbejderne til § 59 a ”har karakter af et subsidiært ansvarsgrundlag, hvorefter grundejere er ansvarlige for at berigtige ulovlige forhold, medmindre der er en anden ansvarlig, som kan identificeres”. Nævnet fandt på denne baggrund, at påbud ikke kunne meddeles til klager 1, 2 og 3, men at rette påbudsadressat var E. Da Mariagerfjord Kommunes påbud til E ikke var påklaget, kunne nævnet ikke tage stilling til dette påbud. På denne baggrund ophævede nævnet det af Randers Kommune meddelte påbud, idet nævnet bemærkede, at den omstændighed, at en vandløbsstrækning er udlagt til naturvandløb i et regulativ ikke i sig selv kan medføre, at der ikke kan meddeles påbud om retablering som følge af ulovlig regulering.
Kommentar: Mens klagenævnets ophævelse af Randers Kommunes påbud må tiltrædes, giver nævnets begrundelse anledning til bemærkninger om rette påbudsadressat. Selve afgørelsen er en klar underkendelse af klagenævnets afgørelse fra juli 2019, hvor nævnet modsat antog, at bredejerne skulle meddeles påbud, selv om bredejerne ikke havde noget at gøre med den af E gennemførte opgravning/vedligeholdelse af vandløbet. Hvis der forelå et ulovligt forhold, var det således oplagt, at E var rette påbudsadressat. Selv om det er korrekt, at det i forarbejderne til vandløbslovens § 59 a blev anført, at der efter vandløbslovens § 59 a gælder et subsidiært grundejeransvar, beror udsagnet på en retsvildfarelse hos koncipisten af lovbemærkningerne, og der er da heller ikke eksempler i praksis på, at grundejer har hæftet for ukendte gerningsmænd, ligesom der ikke er eksempler på, at dette skulle gælde for overtrædelser af naturbeskyttelsesloven. Hertil kommer, at det øjensynlige grundejeransvar efter § 59 a strider mod den tidligere forståelse af pligtsubjektet for lovliggørelsespligten efter vandløbsloven. I håndhævelsesbetænkningen (nr. 981/1983), s. 104 anførtes således: ”Den almindelige bestemmelse om lovliggørelsespligt i den nye vandløbslovs § 54 fastslår ikke, hvem pligten påhviler. Baggrunden herfor er, at lovliggørelsespligten ifølge lovens øvrige bestemmelser kan påhvile andre end bredejeren”. Også dette blev overset ved udformningen af lovbemærkningerne til § 59 a. I den foreliggende sag er der desuden det selvstændige problem, at Mariagerfjord Kommune ikke har kompetence til at påbyde E foranstaltninger i Randers Kommune, og at Randers Kommune mente, at kommunen ikke kunne påbyde E foranstaltninger, når E ikke bor i kommunen. Det sidste er ikke korrekt, da også borgere uden for en kommune kan være adressat for foranstaltninger i kommunen, hvis der er begået ulovligheder – men naturligvis forudsat, at de pågældende har den fornødne rådighed, hvilket kan give problemer i den foreliggende sag. Den praktiske konsekvens af ovenstående er, at Mariagerfjord Kommune ikke kan påbyde E foranstaltninger i Randers Kommune, der derfor for den del af strækningen, som er beliggende i Randers Kommune, må meddele et nyt påbud til E.
I relation til E’s indsigelser vedrørende vandløbsregulativets manglende bestemmelser om skikkelse og vandføringsevne kan der rejses begrundet tvivl om gyldigheden af det gældende vandløbsregulativ på baggrund af ombudsmandens udtalelse i FOB 2001.248. Dette betyder imidlertid ikke, at ikke tilladte ændringer af vandløbet er lovlige og ikke kan håndhæves af kommunen, når der bortses fra almindelig vandløbsvedligeholdelse. Noget andet er, at hvis vandløbsregulativet ikke er gyldigt, kan Miljø- og Fødevareklagenævnet næppe foretage en prøvelse af, hvilke foranstaltninger der kan påbydes, jf. i samme retning MRF 2024.27 Mfk og byrettens tiltrædelse af afgørelsen i MRF 2025.44 B, hvor nævnet og byretten afviste, at Miljø- og Fødevareklagenævnet kunne prøve omfanget af vedligeholdelsespligten, når vandløbsregulativet var ugyldigt.