MRF 2025.110
Planklagenævnets afgørelse af 4. juni 2025, j.nr. 24/05166
Stadfæstet afslag på dispensation fra lokalplan til opførelse af private ejerboliger i område udlagt til almene boliger iht. almenboligloven, da der ikke skulle partshøres over en oplysning om kommunens skønsmæssige vurdering af bygherrens muligheder for at indgå et samarbejde med almene boligorganisationer om opførelse af almene boliger.
Denne sag omhandler opførelse af privatejede boliger i Københavns Kommune i et område omfattet af et tillæg 1 til lokalplan nr. 258-1, Bragesgade, der blev vedtaget i december 2021, og hvor et delområde af lokalplanplanen blev udlagt til almene boliger. Det fremgår af lokalplanens § 3, stk. 3, at der inden for delområde II ”skal opføres almene boliger i henhold til lov om almene boliger. Andelen af almene boliger skal være minimum 25 % af det samlede boligetageareal på den enkelte matrikel. Den enkelte almene boligafdeling må ikke være større end i størrelsesordenen 120 boligenheder. Heri indgår ikke ungdomsboliger. De almene boliger skal placeres som vist på tegning 2a og 2b. Teknik- og Miljøudvalget kan ved dispensation tillade en anden placering under forudsætning af, at andelen af almene boliger overholdes”. Bygherren B havde ansøgt kommunen om dispensation fra kravet om almene boliger, hvilket kommunen afslog i april 2024 med henvisning til, at det var en byplanmæssig prioritering at fastholde lokalplanens krav om almene boliger. Kommunen anførte endvidere, at mulighederne for at indgå et samarbejde med de 12 almene boligorganisationer i kommunen kunne væres større, hvis boligorganisationerne havde været repræsenteret for et bredere sæt at muligheder inden for lokalplanens bestemmelser, herunder f.eks. ungdomsboliger, mindre boliger og bofællesskaber. Afgørelsen blev påklaget af B, der bl.a. anførte, at kommunens afgørelse var truffet uden forudgående partshøring, og at afgørelsen baserede sig på et forkert faktum. E anførte videre, at kommunen var i en vildfarelse om, at projektet var bygbart for almene boliger ved etablering af mindre boligstørrelser, da mindre boliger er dyre at opføre, hvorfor ingen almen bygherre er interesseret i en sådan model. Planklagenævnet (formanden) fandt, at der var tale om et lokalplanstridigt forhold, der krævede dispensation, jf. planlovens § 19. Da oplysningerne om mulighederne for at indgå et samarbejde med kommunens boligorganisationer ikke udgjorde faktiske omstændigheder, som kommunen skulle have gjort E bekendt med, inden kommunen traf afgørelse, var afgørelsen ikke i strid med forvaltningslovens § 19. Nævnet lagde herved vægt på, at der var tale om en skønsmæssig vurdering af mulighederne for at indgå samarbejde med en almen boligorganisation om opførelse af almene boliger. På den baggrund kunne nævnet ikke give medhold i klagen.
Kommentar: Afgørelsen giver anledning til flere principielle kommentarer. Det fremgår af lokalplanen, at der er ét byggefelt for almene boliger i delområde II, og at der er fire andre byggefelter, hvoraf to alene er for boliger, og to er for bolig og publikumsorienteret erhverv. Dette betyder med andre ord, at hvis der søges om opførelse af private boliger i de fire byggefelter, der ikke i lokalplanen er anført som almene boliger, vil kommunen være forpligtet til at meddele byggetilladelse, hvis lokalplanens øvrige betingelser er opfyldt. Det fremgår ikke direkte af Planklagenævnets sagsgennemgang, om ansøgningen vedrørte det byggefelt, der var anført som almene boliger, men dette er nærliggende at antage, da Planklagenævnet i modsat fald måtte afvise at meddele dispensation, da en sådan dispensation ville stride mod lokalplanens principper. Det er derimod ikke i strid med lokalplanens principper at dispensere fra den konkrete placering af nye almene boliger. Det må i forlængelse heraf anses for overraskende, at Planklagenævnet anser det for en gyldig planlægningsmæssig begrundelse for at give afslag, at kommunen har henvist til, ”at mulighederne for at indgå i et samarbejde med de 12 almene boligorganisationer i kommunen kunne være større, hvis boligorganisationerne havde været præsenteret for et bredere sæt af muligheder inden for lokalplanens bestemmelser, herunder f.eks. ungdomsboliger, mindre boliger og bofællesskaber”. En sådan samarbejdsforpligtelse for bygherren med almene boligorganisationer ses der ikke holdepunkter for i forarbejderne til planlovens § 19. I forhold til bygherrens indsigelse mod lokalplanens gyldighed synes Planklagenævnet at forveksle to juridiske spørgsmål, nemlig om lokalplanen er gyldig, henholdsvis om de enkelte bestemmelser har en sådan karakter, at de ikke kan håndhæves. En klage over lokalplanens gyldighed vil således skulle afvises, da klagefristen for længst er overskredet, mens en klage over en lokalplanbestemmelses gyldighed i forhold til ansøgte dispositioner ikke kan afvises, men skal prøves præjudicielt, hvilket også er fast praksis, jf. MRF 2025.105 Pkn med kommentar.