MRF 2025.118
Vestre Landsrets dom af 17. november 2025, 12. afd., sag BS-17997/2025-VLR
(Hanne H. Pedersen, Alexander M. P. Johannessen og Tina Lang Christensen (kst.))
A (adv. Inger Seeberg) mod Planklagenævnet (adv. Britta Moll Bown)
Ikke grundlag for at tilsidesætte Planklagenævnets ophævelse af landzonetilladelse til udvidelse af sommerhus på Fanø begrundet med ejers helbred, hvor klagenævnet bl.a. havde afvist, at hensynet til ejeren er et hensyn, der kan inddrages i forbindelse med afgørelser efter landzonereglerne, og efterfølgende havde afslået genoptagelse af sagen.
A ansøgte ved mail af 11. maj 2022 om tilladelse til udvidelse af sit sommerhus med yderligere 20 m2, således huset blev i alt 100 m2. Baggrunden for ansøgningen var, at A pga. hjerneblødning ofte havde svært ved at finde ro om natten og behøvede et ekstra soveværelse. A havde tilladelse til at anvende sommerhuset som helårsbolig. Sommerhuset var beliggende i landzone fritliggende mellem et større sommerhusområde ca. 30 m vest/sydvest og et boligområde ca. 70 m øst for ejendommen. Fanø Kommune meddelte i november 2022 landzonetilladelse til A til udvidelse af sommerhuset. Efter klage fra Danmarks Naturfredningsforening Fanø (DN), ophævede Planklagenævnet den 23. august 2023 landzonetilladelsen, hvor Planklagenævnet i afgørelsen lagde til grund, at sommerhuset var beliggende i kommunalplanramme 3.2.1 og endvidere anførte, ”at det forhold, at en udvidelse vil være hensigtsmæssig for ejeren, ikke er et hensyn, der kan inddrages i forbindelse med afgørelser efter landzonereglerne” (j.nr. 22/17303). A anmodede herefter Planklagenævnet om at genoptage sagen med henvisning til flere faktuelle fejl i afgørelsen, bl.a. fordi klagenævnet havde lagt til grund, at sommerhuset er beliggende i kommuneplanramme 3.2.1, men det korrekte er kommuneplanramme 3.S.1, og hvor A tillige gjorde gældende, at der ved landzonetilladelser kan tages hensyn til helbredsmæssige forhold. Planklagenævnet afviste i afgørelse af 20. november 2023 at genoptage afgørelsen og henviste til, at de konkrete faktiske fejl i oplysningsgrundlaget ikke var konkret væsentlige. I relation til ejers helbred anførte nævnet, at dette var gjort gældende i den oprindelige afgørelse, at det af vejledningen fremgår, at hensynet kan indgå, men at nævnet fastholdt, at selv om udvidelsen var hensigtsmæssig for ejeren, vægter det ikke nok til, at udvidelsen skal tillades efter landzonebestemmelserne (j.nr. 23/12198). A anlagde herefter i februar 2024 sag ved byretten med påstand om, at nævnets afgørelse var ugyldig og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at nævnet havde lagt forkerte faktiske oplysninger til grund for afgørelsen, at nævnet havde sat skøn under regel, at nævnets afgørelse led af begrundelsesmangler, og at nævnet havde lagt en forkert retsopfattelse til grund mht. ejers helbred. Planklagenævnets påstod frifindelse og henviste bl.a. til, at der ikke var grundlag for at underkende nævnets skøn, og at mangler i afgørelsen ikke var konkret væsentlige. Byretten fandt ikke grundlag for at underkende Planklagenævnets skøn, bl.a. fordi retten fandt, at nævnet havde inddraget individuelle hensyn til A, da det af Planklagenævnets afvisning på genoptagelse fremgik, at dette hensyn var indgået i den første afgørelse. Herefter blev nævnet frifundet. A ankede til landsretten, der lagde til grund, at Planklagenævnet skal foretage en fuld prøvelse af kommunens skønsmæssige afgørelse, hvor der kan inddrages en bred kreds af hensyn som planlægningsmæssige hensyn og landskabshensyn, men også individuelle sociale og menneskelige hensyn kan tillægges en vis vægt. Landsretten fandt dog, at en inddragelse af A’s helbredsmæssige forhold ikke ville have haft betydning for udfaldet, idet nævnet havde taget stilling hertil ved Planklagenævnets afgørelse om ikke at genoptage sagen den 20. november 2023. Selv om der var konkrete fejl i nævnets afgørelse, var disse ikke væsentlige, hvorfor landsretten stadfæstede frifindelsen af nævnet.
Kommentar: Sagen omhandler grundlæggende to forvaltningsretlige spørgsmål. For det første om sagsbehandlingsfejl og mangler i sagens oplysning var konkret væsentlige, hvilket landsretten fandt ikke var tilfældet, hvorfor fejlene ikke førte til ugyldighed. Det andet drejer sig om prøvelse af skøn, hvor det må tiltrædes, at Planklagenævnet foretager en fuldstændig prøvelse af kommunens skøn i landzonesager, mens domstolenes prøvelse af klagenævnets skøn er begrænset til, om der er inddraget de efter loven relevante kriterier i afvejningen, og om de øvrige forvaltningsretlige grundsætninger er overholdt. Det er i forhold til skønnet, at den foreliggende dom kan give anledning til et løftet øjenbryn. Det er således sikkert, at A’s helbredsmæssige oplysninger skulle indgå i afvejningen, og det var derfor forkert, at dette blev afvist i Planklagenævnets afgørelse fra august 2023. Når landsretten afviste, at dette havde betydning for gyldigheden af nævnets afgørelse, begrundede landsretten dette med, at det fremgik af nævnets senere afslag på genoptagelse fra november 2023, at nævnet havde inddraget dette hensyn i den tidligere afgørelse. Hertil må imidlertid bemærkes, at det udtrykkeligt fremgår af nævnets første afgørelse, som var den afgørelse, der var til prøvelse, at dette hensyn netop ikke var inddraget. Planklagenævnet kunne naturligvis efterfølgende rette denne fejl, men det måtte kræve, at nævnet genoptog afgørelsen og herefter foretog den afvejning, som det lovlige skøn kræver. En efterfølgende ’korrektion’ af grundlaget for skønnet er derimod problematisk, da det skaber uklarhed om, hvilken afgørelse der er til prøvelse, når nævnet har afslået genoptagelse. Det er således indlysende, at hvis nævnet har genoptaget en afgørelse, er det den genoptagne afgørelse, der er til prøvelse, hvilket netop ikke er tilfældet, når genoptagelse er afslået.