MRF 2025.74
Planklagenævnets afgørelse af 20. februar 2025, j.nr. 24/11591
Ophævet og hjemvist afslag på dispensation fra lokalplan, da Albertslund Kommune var i den retsvildfarelse, at bebyggelsesregulerende lokalplanbestemmelse sammenholdt med formålsbestemmelsen var en del af planens principper, hvorfor kommunen fejlagtigt havde antaget, at der ikke kunne meddeles dispensation.
Albertslund Kommune meddelte i januar 2024 afslag på dispensation fra lokalplan til etablering af en fransk altan samt to ovenlysvinduer på E’s ejendom. Området var omfattet af lokalplan nr. 19.1. ”Snebærhaven og Storagergård, Parcelhuse og institution for unge og ældre”, hvor det af lokalplanens § 1 bl.a. fremgik, at lokalplanen havde til formål ”at sikre boligområderne fastholdt med en vis form for ensartede præg.” I § 7.3.8. om bebyggelsens omfang og placering fremgik, at der ikke ”[må] isættes vinduer i bygningers nordgavl og de mod østvendende tagflade”. Kommunen begrundede afslaget med, at det ansøgte var i strid § 7.3.8 i lokalplanen, og kommunen ikke havde hjemmel til at meddele dispensation efter planloves § 19, da det var kommunes vurdering, at dispensation ville være i strid med planens principper. Kommunen havde i den sammenhæng henvist til planens formål om, at sikre boligområderne fastholdt med en vis form for ensartede præg. Afgørelsen blev påklaget af E, der navnlig gjorde gældende, at dispensation ikke vil stride med planens principper, hvormed kommunen ikke var afskåret fra at meddele dispensation til det ansøgte. Planklagenævnet (formanden) fandt, at dispensation fra lokalplanens § 7.3.8. ikke ville være i strid med planens principper, med henvisning til, at der var tale om en bebyggelsesregulerende bestemmelse. Formålsbestemmelsen om at sikre boligområderne fastholdt med en vis form for ensartede præg, kunne ikke i sig selv medføre, at bestemmelsen udgjorde en del af planens principper, idet formålsbestemmelsen alene fremhævede forhold af særlig betydning i forbindelse med vedtagelsen af planen. Der var derudover hverken i lokalplanredegørelsen, eller i øvrigt, grundlag for at antage, at bestemmelsen havde en sådan betydning, at den måtte anses for en del planens principper, hvormed kommunen ikke var afskåret fra at meddele dispensation efter foretagelsen en konkret vurdering. På denne baggrund fandt nævnet, at kommunen havde været i en forkert retsopfattelse, hvormed nævnet ophævende og hjemviste afgørelsen til fornyet behandling i førsteinstansen. Nævnet henviste afslutningsvist til, at kommunen ved fornyet behandling skulle foretage en skønspræget vurdering af, hvorvidt kommunen ønskede at meddele dispensation til det ansøgte eller ej.
Kommentar: Afgørelsen illustrerer den usikkerhed, der kan være om, hvad der er omfattet af planlovens § 19, stk. 1, hvorefter der ikke kan meddeles dispensation fra lokalplan ”i strid med principperne i lokalplanen”. Som understreget i PKNO nr. 42/2024 om lokalplanens principper angår begrænsningen af dispensationsadgangen først og fremmest lokalplanens bestemmelser om anvendelse af de enkelte områder, mens det beror på formålsbestemmelsernes nærmere udformning, om disse hindrer dispensation. Se tillige MRF 2023.26 Ø.