MRF 2023.26
Østre Landsrets dom af 21. februar 2023, 18. afd., sag BS-6143/2022-OLR
(Ulla Staal, Henrik Hjort Elmquist og Jesper Kirstein (kst.))
A (adv. Michael Torpe Nathan) mod Planklagenævnet (adv. Josephine Fie Legarth Aggesen)
Dispensation til etablering af vejadgang via en i lokalplanen udlagt sti var ikke i strid med lokalplanens principper, selvom ”retningslinjer for fastlæggelse af placering og dimensionering af vej- og stiarealer” var angivet i lokalplanens formålsbestemmelse. Ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skøn om, at naboorientering efter planlovens § 20 var af underordnet betydning.
Vordingborg Kommune meddelte den 29. januar 2019 dispensation fra en lokalplan til udstykning af to sommerhusgrunde samt etablering af vejadgang via en i lokalplanen udlagt sti, jf. planlovens § 19, stk. 1. Ifølge lokalplanens formålsbestemmelse havde lokalplanen til formål at udlægge et antal grunde til brug for sommerhusbebyggelse til den fortsatte udvikling af sommerhusområdet og i den forbindelse at angive en række retningslinjer, herunder for placering og dimensionering af vej- og stiarealer. En nabo, A, påklagede kommunens dispensation til Planklagenævnet, der ved afgørelse af 28. januar 2021 opretholdt afgørelsen. Nævnet fandt bl.a., at dispensationen ikke var i strid med lokalplanens principper, og lagde herved vægt på, at der var tale om bebyggelsesregulerende bestemmelser, og at lokalplanens formålsbestemmelse havde karakter af en generel opremsning af, hvilke forhold der var reguleret i lokalplanen. A anlagde herefter sag mod Planklagenævnet og gjorde navnlig gældende, at lokalplanens formålsbestemmelse var udtryk for planens principper, hvorfor der ikke kunne dispenseres for så vidt angik den planlagte vejføring i området. Byretten fandt ikke, at det var en del af lokalplanens principper, hvilke dele af de udlagte stier der kunne anvendes som adgangsveje til de udstykkede sommerhusgrunde, når blot der ikke blev skabt mulighed for gennemkørende trafik. Byretten fandt herefter ikke grundlag for at tilsidesætte Planklagenævnets afgørelse, og nævnet blev derfor frifundet. A ankede dommen til landsretten, der tillige tog stilling til, om dispensationen skulle have været sendt i forudgående naboorientering, jf. planlovens § 20. Efter en gennemgang af planlovens § 19, stk. 1, og lokalplanens bestemmelser fandt landsretten ikke grundlag for at fastslå, at de angivne retningslinjer i lokalplanen om vej- og stiforhold var en del af lokalplanens principper. Landsretten tiltrådte derfor, at kommunen havde haft hjemmel til at meddele dispensation, jf. planloven § 19, stk. 1. Efter en gennemgang af planlovens § 20 konstaterede landsretten, at kommunen havde vurderet, at der ikke skulle foretages nabohøring, og at Planklagenævnet ikke havde fundet grundlag for at tilsidesætte kommunens skønsmæssige vurdering af, at forudgående orientering af A var af underordnet betydning, jf. planlovens § 20, stk. 2, nr. 1. På den baggrund fandt landsretten ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skøn som åbenbart urimeligt. Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom.