MRF 2025.128
Retten i Holstebros dom 29. oktober 2025, sag BS-10817/2025-HOL
A (adv. Christopher Pilgaard Bering) mod Lemvig Kommune (adv. Jens Flensborg)
Kommune var ikke forpligtet til at realitetsbehandle ansøgning om landzonetilladelse til husstandsvindmølle, da ansøgningen ikke kunne karakteriseres som en ny ansøgning i forhold til kommunens tidligere afslag på landzonetilladelse, som var stadfæstet af Planklagenævnet i 2021.
A, der ejede en 2,3 ha landbrugsejendom inden for kystnærhedszonen i en afstand af 2,8 km til nærmeste vindmøllepark, ansøgte i februar 2020 om landzonetilladelse til at opføre en husstandsvindmølle. Efter besigtigelse meddelte Lemvig Kommune i april 2020 afslag med henvisning til landskabelige hensyn. A påklagede afslaget til Planklagenævnet, der den 17. august 2017 stadfæstede kommunens afslag, idet Planklagenævnet bemærkede, at den ansøgte placering ikke svarede til den placering, som kommunen havde taget stilling til, og at nævnet med afgørelsen alene havde taget stilling til den placering, som kommunen havde lagt til grund (j.nr. 20/05351). I oktober 2024 ansøgte A på ny om landzonetilladelse til at opstille en husstandsvindmølle på sin ejendom. Lemvig Kommune afviste i november 2024 at behandle ansøgningen med henvisning til, at dette var afgjort med Planklagenævnets stadfæstelse af kommunens tidligere afslag i 2021. A anlagde herefter sag mod Lemvig Kommune med principal påstand om realitetsbehandling af 2024-ansøgningen under inddragelse af to afgørelser om landzonetilladelse til opstilling af to hustandsmøller i Lemvig Kommune fra september 2017, subsidiært realitetsbehandling af 2024-ansøgningen uden inddragelse af de to landzonetilladelser fra 2017, mere subsidiært genoptagelse og realitetsbehandling af 2020-ansøgningen under inddragelse af de to landzonetilladelser fra 2017, og mest subsidiært genoptagelse og realitetsbehandling af 2020-ansøgningen af 4. februar 2020 uden inddragelse af de to landzonetilladelser fra 2017. Byretten afviste indledningsvist andet led af den principale og af den mere subsidiære påstand om inddragelse af de to landzonetilladelser fra 2017 med henvisning til, at andet led i disse to påstande ikke havde et selvstændig indhold, og at en dom med en sådan konklusion dermed ikke ville ændre på A's retsstilling. I forhold til påstanden om realitetsbehandling af 2024-ansøgningen fandt byretten, at denne ansøgning ikke kunne karakteriseres som en ny ansøgning. Byretten lagde i den forbindelse til grund, at de planlægningsmæssige forhold for A's ejendom ikke havde ændret sig siden afslaget i 2020, og at området efter vedtagelse af en ny kommuneplan fortsat var beliggende i et område, der som det klare udgangspunkt skulle friholdes fra vindmøller. Byretten fandt, at det på baggrund af Planklagenævnets afgørelse vedrørende 2020-ansøgningen kunne lægges til grund, at den mere eksakte placering på A's ejendom af den 25 m høje mølle ikke var afgørende. Byretten fandt hertil, at der i relation til de konkrete forhold ikke var sket ændringer i 2024-ansøgningen, og at den eksakte placering af vindmøllen ikke ændrede på, at den konkret fremstod dominerende i landskabet. Det var derfor med rette, at Lemvig Kommune havde afvist at genbehandle 2024-ansøgningen. I forhold til påstanden om genoptagelse og realitetsbehandling af 2020-ansøgningen fandt byretten, at A ikke havde godtgjort et grundlag for at genoptage denne afgørelse, da der ikke forelå nye oplysninger. Byretten tog herefter kommunens frifindelsespåstand til følge.
Kommentar: Efter A’s vidneforklaring havde A opført husstandsvindmøllen uanset afslaget, og kommunens afslag i november 2024 omtales med bemærkning om, at kommunen ”gav A afslag på en lovliggørende landzonetilladelse i 2024, da ansøgningen var identisk med den tidligere ansøgning af 4. februar 2020”. Efter disse oplysninger er der således tale om afslag på at behandle ansøgning om lovliggørende landzonetilladelse med den begrundelse, ”at ansøgningen fra oktober 2024 ikke kan karakteriseres som en ny ansøgning i forhold til den ansøgning fra februar 2020, som kommunen allerede har behandlet og givet afslag på i april 2020, hvilket afslag Planklagenævnet efter en fuldstændig prøvelse stadfæstede. Det var derfor med rette, at Lemvig Kommune har afvist at genbehandle sagsøgerens ansøgning og træffe en ny afgørelse herom, hvorfor kommunen frifindes”. Dommen efterlader imidlertid betydelig uklarhed om, hvorvidt sagen vedrørte en lovliggørende tilladelse, da A gjorde gældende, at der blev søgt om en ændret placering. I alle tilfælde er det ikke korrekt, at Planklagenævnet tog stilling til A’s ansøgning, idet nævnet udtrykkeligt understregede, at nævnet tog stilling til kommunens afgørelse. Det er derimod korrekt, at klagenævnet ikke ses at have tillagt forskellen i placering betydning. På denne baggrund er det meget vidtgående, at byretten anerkender, at kommunen helt kan afvise at behandle ansøgningen, om end udfaldet nok havde været det samme. Der savnes i øvrigt i dommen en præcis gengivelse af den afgørelse fra kommunen, som sagen omhandlede.