MRF 2025.68
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 19. marts 2025, j.nr. 24/04315
Ikke grundlag for at underkende Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljøs tilsynsafgørelse efter miljøvurderingslovens § 46 om, at overskudsjord ved Middelfart var placeret i overensstemmelse med vilkår i VVM-tilladelsen for etablering af Baltic Pipe-gasledningen.
Sagen drejede sig om en klage fra en gruppe borgere over, at bygherre for Baltic Pipe-projektet (som forsyner de baltiske lande med gas fra norske gasfelter) havde overtrådt vilkår for anvendelse af overskudsjord i VVM-tilladelsen efter miljøvurderingslovens § 25 til Baltic Pipe-projektet. De lokale borgere gjorde gældende, at 1200 m3 overskudsjord fra udgravning til gasledning ved Middelfart var anvendt til at etablere et forhøjet teested på en nærliggende golfbane med op til 1,8 meter, og at dette var i modstrid med VVM-tilladelsen, som forudsatte, at der ikke skulle ske terrænændringer, og at overskudsjord i størst mulig udstrækning skulle fordeles over hele arbejdsområdets areal. Miljøstyrelsen afviste i afgørelse af 21. december 2023 efter miljøvurderingslovens § 46, at vilkårene var overtrådt, hvilket naboerne påklagede med henvisning til vilkår om, at overskudsjorden fra udgravning skulle fordeles jævnt, ligesom naboerne afviste, at forhøjelsen af golfbanens teested var sket ved golfbanens køb af overskudsjord fra tredjepart. Styrelsen for Grøn Arealomlægning (der overtog Miljøstyrelsens kompetence) afviste, at vilkårene var overtrådt og henviste bl.a. til, at vilkår om retablering af terræn i VVM-tilladelsen kun gælder, hvis det har væsentlig miljømæssig betydning, at styrelsens tilsyn viste, at jorden var fordelt jævnt, at der forelå en tilfredshedserklæring fra lodsejer, at golfbanens teested ikke var en del af Baltic Pipe-projektet, og at kommunen havde meddelt tilladelse til teestedet. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at afgørelser efter miljøvurderingslovens § 46 kan påklages til nævnet, jf. § 49, stk. 1, og at Miljøstyrelsen havde truffet afgørelse efter § 46. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte styrelsens vurdering af, at overskudsjorden var fordelt i overensstemmelse med forudsætningerne i VVM-tilladelsen, idet nævnet henviste til, at styrelsen havde inddraget oplysninger fra klager og herefter på grundlag af tilfredshedserklæring fra bygherre og lodsejer vurderet, at de oprindelige terrænforhold var retableret, og at forhøjelsen af teested ifølge lodsejer var sket med jord fra tredjepart idet nævnet bemærkede, at golfbanens teested ikke er en del af Baltic Pipe-projektet. Nævnet stadfæstede herefter Miljøstyrelsens afgørelse om, at overskudsjorden var fordelt i overensstemmelse med vilkårene i VVM-tilladelsen.
Kommentar: Afgørelsen må tiltrædes, hvorved bemærkes, at hvis en del af overskudsjorden fra udgravning til gasledningen ved Middelfart måtte være anvendt til at forhøje golfbanens teested efter tilladelse fra kommunen, vil dette vanskeligt kunne anses for en overtrædelse af VVM-tilladelsens vilkår, medmindre det betød en væsentlig ændring af de oprindelige terrænforhold. Afgørelsen viser imidlertid, at mens overtrædelse af vilkår i f.eks. miljøgodkendelser ikke kan påklages efter miljøbeskyttelseslovens § 69, kan tilsynsafgørelser vedrørende overtrædelser af vilkår i en VVM-tilladelse efter miljøvurderingslovens § 46 påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet efter miljøvurderingslovens § 49 for så vidt angår retlige forhold, hvilket ifølge lovbemærkningerne til miljøvurderingslovens § 50 om klageberettigelse er en gennemførelse af VVM-direktivets art. 11 (FT 2015-16, lovforslag L 147). Hvor VVM-tilladelsen meddeles som miljøgodkendelse, er det fast praksis, at overtrædelse af vilkår i denne godkendelse ikke kan påklages, uanset at miljøgodkendelsen erstatter VVM-tilladelsen, hvilket således ikke er afstemt med den forståelse af VVM-direktivets art. 11, der er lagt til grund i miljøvurderingsloven. Praksis om admittering af klager over tilsynsafgørelser om, at der ikke foreligger et ulovligt forhold, eller at der ikke er anledning til at gribe ind, har i øvrigt ikke været konsekvent. I MRF 2023.161 Mfk anerkendte Miljø- og Fødevareklagenævnet f.eks., at Københavns Kommunes afgørelse om ikke at meddele standsningspåbud over for byggeri på Amager Fælled efter, at nævnet i MRF 2021.195 Mfk havde tilladt klage over VVM-tilladelsen opsættende virkning, kunne påklages til nævnet, men afviste dog sagen som uaktuel. Modsat afviste Planklagenævnet i MRF 2022.123 Pkn en klage over kommunens manglende håndhævelse af Planklagenævnets afgørelse i MRF 2021.172 Pkn om opsættende virkning af klage over plangrundlaget til byggeriet på Amager Fælled, da den manglende håndhævelse ikke fandtes at være reguleret af planloven. Denne fortolkning af planlovens bestemmelser, som på dette punkt svarer til miljøvurderingsloven, er vanskelig at forene med den klageret, som anerkendes i ovennævnte afgørelse.