MRF 2022.123
Planklagenævnets afgørelse af 11. april 2022, j.nr. 22/01689
Afvist klage over Københavns Kommunes manglende håndhævelse af Planklagenævnets afgørelse om opsættende virkning af klage over plangrundlag til ny bydel på Amager Fælled, da den manglende håndhævelse ikke var reguleret af planloven, hvorfor Planklagenævnets ikke havde kompetence til at behandle klagen.
Københavns Kommune vedtog den 4. februar 2021 endeligt kommuneplantillæg nr. 4 og lokalplan nr. 599, Vejlands Kvarter, med tilhørende miljørapport. Afgørelserne blev påklaget til Planklagenævnet af en borgergruppe (B) med anmodning om, at klagerne blev tillagt opsættende virkning. Planklagenævnet traf den 7. juli 2021 afgørelse om at tillægge klagerne opsættende virkning (MRF 2021.172 Pkn). Kommunens Bygge-, Parkering- og Miljømyndighed under Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejdede efterfølgende en intern orientering til Teknik- og Miljøudvalget, hvoraf fremgik, at det var forvaltningens vurdering, at afgørelsen om opsættende virkning skulle tolkes på den måde, at bygherren kunne udnytte tilladelser, der var meddelt efter anden lovgivning før klagenævnets afgørelse om opsættende virkning, men at kommunen ikke kunne meddele nye tilladelser, hvor miljøvurderingen lå til grund for disse. B påklagede herefter kommunens manglende håndhævelse af afgørelsen om opsættende virkning med henvisning til, at kommunen burde have udstedt standsningspåbud til bygherren samt indgivet politianmeldelse ved genoptagelse af byggearbejdet. Den 14. december 2021 traf Planklagenævnet endelig afgørelse i klagesagerne, hvor nævnet ikke gav medhold i klagerne (MRF 2021.366 Pkn). Planklagenævnet (formanden) bemærkede indledningsvis, at nævnet bl.a. kan tage stilling til kommunernes tilsynsafgørelser, herunder afgørelser om, at bestemte forhold er lovlige, hvorimod nævnet kan ikke tage stilling til selve udøvelsen af tilsynspligten. Nævnet fandt, at der var klaget over kommunens manglende tilsyn/håndhævelse af nævnets afgørelse om opsættende virkning. Da kommunens manglende håndhævelse af afgørelsen om opsættende virkning ikke var reguleret af planloven, havde nævnet ikke kompetence til at behandle klagen. Nævnet bemærkede, at klagen ligeledes var sendt til Ankestyrelsen, som allerede havde truffet afgørelse i sagen, og at klagen i alle tilfælde var uaktuel, idet nævnet havde truffet endelig afgørelse i klagesagen. Planklagenævnet afviste på denne baggrund at behandle klagen.
Kommentar: Afgørelsen illustrerer, at Planklagenævnet ikke har kompetence til at behandle klager over, at kommuner ikke efterlever Planklagenævnets afgørelser om at tillægge en klage opsættende virkning, idet dette forhold henhører under Ankestyrelsen som kommunaltilsyn efter kommunestyrelsesloven. Sagen om Vejlands Kvarter på Amager Fælled viser dog også, at der er en anden mulighed for at håndhæve klagenævnets afgørelser om opsættende virkning af klage over VVM-tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25. Således fik klageren (Amager Fælleds Venner) i en sag mod bygherren nedlagt et foreløbigt forbud efter retsplejelovens § 413 mod de igangværende bygge- og anlægsaktiviteter i strid med klagenævnets beslutning om opsættende virkning, dog betinget af en sikkerhedsstillelse på 2 mio. kr. (MRF 2021.305 B). Det må understreges, at en sådan mulighed foreligger i forhold til en bygherre, der har fået VVM-tilladelse, hvorimod det ikke er muligt at anlægge en tilsvarende sag om midlertidigt forbud mod kommunen som tilsynsmyndighed, jf. retsplejelovens § 411, stk. 1, modsætningsvis. Se uddybende kommentaren til MRF 2021.305 B.