MRF 2025.63
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 3. februar 2025, j.nr. 20/09141
Stadfæstet Hjørring Kommunes afgørelse fra 2020 om ikke at påbyde kommunen undersøgelse eller oprensning af jordforurening fra tidligere kommunal losseplads og fyldplads efter jordforureningslovens §§ 40 og 41, da aktiviteten for losseplads var ophørt i 1990 og for fyldplads i 2001, og det ikke var sandsynligt, at yderligere undersøgelser kunne dokumentere, at den væsentligste del af jordforureningen var sket efter 1. januar 2001, hvorfor § 42 ikke kunne anvendes. Kommunens afgørelse efter miljøbeskyttelseslovens § 69, stk. 1, kunne ikke behandles, jf. § 69, stk. 3.
Baggrunden for sagen var, at Region Nordjylland havde gennemført en forureningsundersøgelse af en ejendom, hvor Hjørring Kommune tidligere havde drevet losseplads. Af undersøgelsens historiske redegørelse fremgik, at der i perioden 1967-1990 havde været indrettet losseplads med modtagelse af en række affaldsfraktioner, herunder bygge-, industri- og handelsaffald. I perioden 1981-2001 havde der endvidere været indrettet fyldplads for modtagelse af blandt andet byggeaffald samt fra 1988 til 1991 modtageplads af olie- og kemikalieaffald og endelig fra 2014 til 2017 modtagelse af jord fra afhøvling af vejrabatter. I forbindelse med undersøgelsen var udtaget jordprøver i niveauet 3,0-6,5 m.u.t., hvor der var påvist overskridelser af jordkvalitets- henholdsvis afskæringskriteriet for kulbrinter og tungmetaller. Prøver af grundvand udviste overskridelse af grundvandskvalitetskriteriet for pesticider og fungicider i form af navnlig nedbrydningsprodukt af Prefix og Casoron (BAM), Chloridazon (desphenyl-chloridazon) samt Tolylfluanid og Dichlofluanid (DMS). Det fremgik, at prøveresultaterne for grundvand indikerede, at påvirkningen af det sekundære grundvandsmagasin kunne henføres til perkolat fra losse- og fyldpladsen. På baggrund af undersøgelsen anmodede Region Nordjylland i januar 2020 Hjørring Kommune om at vurdere mulighederne for at udstede påbud om undersøgelse eller afværgeforanstaltninger. Hjørring Kommune den 6. juli 2020 afgørelse om, at der ikke var grundlag for at meddele påbud efter jordforureningslovens §§ 40 og 41 eller miljøbeskyttelseslovens § 69. Kommunen lagde i afgørelsen til grund, at ejendommen havde været anvendt som losseplads og fyldplads, at BAM og desphenyl-chloridazon er nedbrydningsprodukter fra pesticider og fungicider, der blev tilbagekaldt fra markedet i 1996 henholdsvis i 1997, at anvendelsen som losse- og fyldplads var ophørt senest i 2001, og at modtagelsen af olie- og kemikalieaffald var ophørt i 1991. Kommunen lagde derfor til grund, at jordforureningen i forhold til skæringsfristen for undersøgelsespåbud efter § 40 måtte anses for ophørt før 1. januar 1992 samt for oprensningspåbud efter § 41 før 1. januar 2001. Afgørelsen blev påklaget af en almen vandforsyning med indvinding inden for området, der gjorde gældende, at Hjørring Kommune som ejer af ejendommen burde udføre yderligere undersøgelser af jordforureningen. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) fandt, at den konstaterede grundvandsforurening mest sandsynligt kunne henføres til aktiviteten for losseplads, mens jordforureningen med bl.a. kulbrinter kunne stamme fra aktiviteten for både losseplads og fyldplads. Da aktiviteten for losseplads var ophørt før den 1. januar 1992, kunne der allerede af den grund ikke meddeles undersøgelses- eller oprensningspåbud for så vidt angik grundvandsforureningen. Vedrørende kulbrinteforureningen i jorden konstaterede nævnet, at det ikke kunne afvises, at denne for en del kunne være forårsaget af en aktivitet udført efter 1. januar 1992 (fyldpladsen), men det var nævnets vurdering, at det ikke i forhold til skæringsfristen efter § 41 ville være muligt ved yderligere undersøgelser at godtgøre, at den væsentligste del af jordforureningen skulle være sket efter den 1. januar 2001. Nævnet stadfæstede derfor afgørelsen om ikke at meddele påbud. I forhold til kommunens afgørelse efter miljøbeskyttelseslovens § 69, stk. 1, afviste Miljø- og Fødevareklagenævnet at behandle klagen, da lovliggørelsespåbud efter § 69, stk. 1, ikke kan påklages til nævnet efter § 69, stk. 3.
Kommentar: Afgørelsen følger fast praksis mht. betingelserne for at meddele påbud efter jordforureningslovens §§ 40 og 41 mht. tidsfæstelse af, hvornår en jordforurening er sket, jf. bl.a. MRF 2025.62 Mfk. Afvisningen af klagen vedrørende manglende påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 69 er også i overensstemmelse med fast praksis, jf. MRF 2022.107 Mfk, men understreger samtidig den uklarhed, der opstår, når Miljø- og Fødevareklagenævnet i flere afgørelser om ældre jordforureninger præjudicielt har taget stilling til, at det ikke kan udelukkes, at der kan meddeles påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 69, som i f.eks. MRF 2023.314 Mfk. Det må endvidere undre, at Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke forholdt sig til, at kommunen var myndighedsinhabil i sagen, da der var tale om en afgørelse om, hvorvidt kommunen skulle meddele påbud til sig selv. Da der ikke kan ske substitution af kommunalbestyrelsen i sager som denne, er konsekvensen af myndighedsinhabiliteten, at kommunen skal være opmærksom på forholdet og efter omstændighederne tage særlige forholdsregler, f.eks. ved at lade en anden del af kommunen behandle sagen, at inddrage relevant fagkundskab fra fagmyndigheder på området eller private organer, og at give en særlig udførlig begrundelse. Dertil kommer, at myndighedsinhabiliteten kan begrunde en mere intensiv prøvelse fra klagenævnets side. Der henvises i det hele til FOB 2023-31.