MRF 2025.158
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 31. oktober 2025, j.nr. 22/11986
Stadfæstet Roskilde Kommunes påbud til Roskilde Lufthavn efter jordforureningslovens § 40 om at undersøge og afgrænse forurening med PFAS-forbindelser fra skumafprøvningsplads på lufthavnen og afklare spredningsveje via dræn og kloakledninger samt foretage risikovurdering, men ophævet påbud om at undersøge forureningens påvirkning af Skelbækken, da det ikke var meningen at oprense Skelbækken. Påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 72 ophævet med henvisning til lex specialis og MRF 2024.161 Mfk.
I september 2022 meddelte Roskilde Kommune påbud til Københavns Lufthavne A/S efter jordforureningslovens § 40 og miljøbeskyttelseslovens § 72 om at foretage undersøgelse af jordforurening på Roskilde Lufthavn. Sagen udsprang af, at lufthavnen ved en screeningsundersøgelse i 2021 konstaterede overskridelse af jordkvalitetskriteriet for PFAS-forbindelser ved en tidligere brandøvelsesplads anvendt i perioden 1973-2002 og ved en skumafprøvningsplads taget i brug i 2000 på lufthavnen. Arealet for Roskilde Lufthavn var gennemskåret af to drænledninger (Mejeriledning I og II) med tilslutning af fem ejendomme opstrøms lufthavnen og med udløb i det offentlige vandløb Skelbækken. Prøver fra tilløb til drænledningerne opstrøms lufthavnen viste en lavere koncentration af PFAS-forbindelser end ved udløbet i Skelbækken efter passage af lufthavnen. Endvidere havde overfladevand fra Roskilde Lufthavn, herunder fra befæstede arealer via branddam for skumafprøvningspladsen, udledning til Skelbækken, hvor prøver fra udledningspunktet til Skelbækken viste overskridelse af vandkvalitetskriteriet for PFAS-forbindelser med op til 700 gange. Da skumafprøvningspladsen havde været anvendt efter den 1. januar 2001, var afgørelsen meddelt med en forpligtelse om at foretage undersøgelse af forurening ved skumafprøvningspladsen, men ikke for den tidligere brandøvelsesplads. Efter påbuddet skulle lufthavnen foretage afgrænsning vertikalt og horisontalt af jordforureningen i jord og grundvand og afklare spredningsveje fra skumafprøvningspladsen til drænledninger og Skelbækken. Påbuddet indeholdt tillige vilkår om at foretage undersøgelse til afgrænsning af, hvilken påvirkning udledningen fra lufthavnen medførte for Skelbækkens brinker og bund og en vurdering af udledningens betydning for Skelbækken økologiske tilstand. Afgørelsen blev påklaget af Københavns Lufthavne A/S, der blandt andet gjorde gældende, at jordforureningsloven ikke omfatter undersøgelser af vandløb, og at den påbudte oprensning af Skelbækken havde et omfang, der er i strid med det almindelige forvaltningsretlige proportionalitetsprincip. Under klagesagsbehandlingen bemærkede Roskilde Kommune, at vilkår om undersøgelse af tilstanden af Skelbækken ikke tog sigte på efterfølgende at fastlægge en forpligtelse om afværgeindsats i vandfasen for vandløbet, men sammen med øvrige delelementer af undersøgelsen skulle inddrages for at give et så retvisende billede af jordforureningen som muligt. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at det var ubestridt, at der forelå en jordforurening med PFAS-forbindelser, og at dette bl.a. var forårsaget af brandskum anvendt på skumafprøvningspladsen i en periode mellem 2000-2008. Nævnet stadfæstede herefter påbud om at afgrænse forureningen vertikalt og horisontalt og om at undersøge spredningsveje af forureningen, men ophævet vilkår om af afklare spredningsveje til Skelbækken og vilkår om at undersøge forureningens påvirkning af Skelbækken, da disse undersøgelser ikke skulle ske med henblik på oprensning af Skelbækken, men alene skete med henblik på at afklare, hvilken afværgeindsats der skal ske ved skumafprøvningspladsen efter jordforureningsloven, og nævnet mente, at sagen på dette punkt var tilstrækkeligt oplyst. Endelig ophævede klagenævnet miljøbeskyttelseslovens § 72 som hjemmel med henvisning til MRF 2024.161 Mfk.
Kommentar: Klagenævnets ophævelse af kommunens undersøgelsespåbud af PFAS-forurening af vandløb understreger, at der ikke kan meddeles undersøgelsespåbud, hvis det ikke sker med henblik på et efterfølgende påbud om oprensning til samme adressat, jf. MRF 2021.129 Mfk. Undersøgelsespåbud efter jordforureningslovens § 40 henholdsvis miljøbeskyttelseslovens § 72 kan derfor ikke meddeles med henblik på generelt ønske om at undersøge forureningen, men forudsætter og er begrænset til en jordforurening, hvor der efterfølgende kan meddeles påbud om oprydning, jf. bl.a. MRF 2021.233 Mfk, MRF 2022.73 Mfk og MRF 2025.85 Mfk. For det andet understreger afgørelsen, at proportionalitetsprincippet også gælder i forhold til, hvad der kan påbydes undersøgt ved en jordforurening, jf. ligeledes MRF 2024.248 Mfk, MRF 2025.62 Mfk og MRF 2025.148 Mfk. For det tredje viser afgørelsen, at mens jordforureningslovens påbudsregler kan anvendes for at undersøge forurening af grundvand, kan reglerne ikke anvendes til at påbyde undersøgelse eller oprensning af vandløb. For vandløbsforurening er det i stedet miljøbeskyttelseslovens § 69 om lovliggørelsespåbud, der skal anvendes som hjemmel, hvor der kræves culpa, medmindre forureningen må anses for omfattet af objektivt ansvar efter miljøerstatningsloven eller af miljøskadelovens særlige ordning. Det gør i den sammenhæng ingen forskel, at regionerne efter jordforureningslovens § 6 skal prioritere afværgeforanstaltninger over for forureninger, der truer eller ødelægger vandløb omfattet af vandrammedirektivet, vandplanloven og indsatsbekendtgørelsen, og at der for regionerne dermed efter jordforureningsloven foreligger en kortlægningsforpligtelse af forurening af vandløb. Denne kortlægningsforpligtelse er i øvrigt begrænset, da det er Miljøstyrelsen, der i forhold til vandplanloven og vandrammedirektivet har ansvaret for den nødvendige undersøgelse af vandløbenes kemiske tilstand. Se hertil Pagh: TfMKE 2026, s. 3.