MRF 2025.148
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 18. september 2025, j.nr. 22/05674
Delvist ophævelse af Miljøstyrelsens påbud fra april 2022 efter jordforureningslovens § 40 om forureningsundersøgelser af kloaksystemet til kemisk virksomhed, der var ophørt i 2021, da det ikke var tilstrækkelig godtgjort, at de påbudte undersøgelser var relevante, nødvendige eller proportionale for at vurdere eventuelt efterfølgende krav om at foretage afværgeforanstaltninger. Afgørelsen opretholdt for så vidt angik undersøgelse ved olieudskillere vedr. totalkulbrinter, BTEX og PAH.
Sagen omhandlede en ejendom, hvor der siden starten af 1900-tallet af forskellige driftsherre var drevet virksomhed med produktion af organiske kemikalier i form af farvestoffer og pigmenter, og hvor den nuværende driftsherre V overtog driften i 1992, men hvor produktionen i 2014 blev begrænset til produktion af pigmentpræparationer i form af Predisol og vandige dispersioner. V, hvis drift ophørte i 2021, havde i 2018 gennemført en TV-inspektion af ejendommens kloaksystem, der viste, at betydelige dele af ejendommens kloaksystem for virksomhedens processpildevand havde væsentlige fejl i form af rørbrud, forskudte samlinger, tilstopninger og lunker. Efter at virksomheden var lukket i 2021, fremsendte V i februar 2022 afrapporteringen af TV-inspektionen til Miljøstyrelsen som miljøgodkendelsesmyndighed for virksomheden. I april 2022 meddelte Miljøstyrelsen påbud til V om undersøgelse af, om der forelå jordforurening ved de strækninger af kloaksystemet, hvor der var konstateret fejl, henholdsvis ved olieudskillere på kloaksystemet med henvisning til jordforureningslovens § 40. Ifølge påbuddet skulle undersøgelse af olieudskillere ske med analyser for totalkulbrinter, BTEX og PAH, mens undersøgelser vedrørende kloaksystemet skulle ske for en række stoffer, som var udvalgt ud fra råvarer og kemikalier, som virksomheden havde anvendt siden 2014, herunder naphthalen, styren, kobber, benzen og phenol. V påklagede påbuddet og gjorde bl.a. gældende, at flere af de stoffer, der skulle udtages analyser for, ikke kunne forventes i jorden, da de er letnedbrydelige eller var anvendt i meget små mængder siden 2014, og at en række af stofferne havde været anvendt i produktion helt tilbage fra før 1930’erne. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) bemærkede, at efter jordforureningslovens § 40, stk. 2, kan påbud om at foretage undersøgelse meddeles vedrørende forurening, der sket senere end 1. januar 1992, men at det følger af nævnets praksis, at bestemmelsen efter det almindelige forvaltningsretlige proportionalitetsprincip ikke kan anvendes, såfremt det på forhånd kan udelukkes, at der efterfølgende kan meddeles påbud efter § 41 om at foretage afværge, hvilket forudsætter, at jordforurening er sket den 1. januar 2001 eller senere. Nævnet konstaterede, at de stoffer, der vedrørende fejl på kloaksystemet skulle udtages analyser for, var begrundet med, at de havde været anvendt i produktionen efter 2014. Dette måtte imidlertid sammenholdes med, at naphthalen havde været anvendt i produktionen for virksomheden på ejendommen siden 1930’erne, kobber, benzen og phenol siden 1940’erne og styren siden 1950’erne. Endvidere konstaterede nævnet, at det ikke fremgik af afgørelsen, at Miljøstyrelsen havde vurderet, hvorvidt stofferne i sig selv måtte antages at udgøre en risiko, som kunne forventes at medføre efterfølgende påbud om at afværge risiko, herunder at afgørelsen ikke indeholdt en vurdering af, om stofferne havde været anvendt i meget små mængder efter 2014. Det fremgik endvidere ikke af afgørelsen, om stofferne var udvalgt som en eventuel indikator for en samtidig forurening med andre stoffer, herunder ikke indeholdt udvaskningsprofiler for et sådant indikatorstof, hvorfor Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at det ikke var tilstrækkelig godtgjort, at de påbudte undersøgelser var relevante, nødvendige eller proportionale. Nævnet ophævede derfor afgørelsen for så vidt angik undersøgelse af kloaksystemet og hjemviste sagen til fornyet behandling, mens afgørelsen vedrørende undersøgelse af olieudskillere blev opretholdt.
Kommentar: Afgørelsen vedrører påbud efter jordforureningslovens § 40 om forurenings-undersøgelser til en I-mærket listevirksomhed (formentlig kemikalie- eller medicinalvirksomhed) på et tidspunkt, hvor virksomheden var ophørt. Det kan derfor uden videre lægges til grund, at virksomheden havde en miljøgodkendelse, der i hvert fald burde være revideret ved driftsomlægning i 2014 med krav om basistilstandsrapport, ligesom det må være en I-mærket virksomhed, når Miljøstyrelsen er den kompetente myndighed efter jordforureningslovens § 39. Forureningsundersøgelser og oprydning ved ophør af sådanne listevirksomheder er særskilt reguleret i jordforureningslovens kapitel 4 b, der udgør en del af den danske gennemførelse af IE-direktivet (2010/75) suppleret af miljøbeskyttelseslovens § 35 c om basistilstandsrapporter. Denne regulering, der har forrang for jordforureningslovens almindelige system, adskiller sig på flere måder fra jordforureningslovens §§ 40 og 41, hvilket ligeledes kan begrunde, at virksomheden først fremsendte forureningsrapporten fra 2018 i februar 2022 efter virksomhedens ophør. Afgørelsen må derfor være udtryk for, at hverken Miljøstyrelsen eller Miljø- og Fødevareklagenævnet tilsyneladende var opmærksom på jordforureningslovens særlige regler ved virksomhedsophør af I-mærkede listevirksomheder. Se herom uddybende Pagh, Ansvarssuccession ved forurenede ejendomme, 2014, hvor der i bogen er en nærmere gennemgang af såvel direktivets særlige regler som den danske gennemførelse. På denne baggrund må afgørelsen i alle tilfælde anses for at være i modstrid med gældende regler, hvorfor nævnet bør genoptage sagen.