MRF 2025.83
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 16. april 2025, j.nr. 25/01086
Stadfæstet Miljøstyrelsens klaptilladelse efter havmiljølovens § 26 til klapning af 35.000 m3 havnesediment fra Flådestation Korsør i klapområde beliggende i Natura 2000-område, da beregningen af kumulative effekter kunne inddrage hensynet til, hvorvidt øvrige klapningstilladelser inden for samme vandområde var udnyttet, og tilladelsen ikke var omfattet af miljøvurderingslovens regler om VVM-screening, ligesom en væsentlighedsvurdering fandtes tilstrækkelig.
Efter ansøgning fra Forsvarets Ejendomsstyrelse (FES) meddelte Miljøstyrelsen i juli 2023 klaptilladelse efter havmiljølovens § 26 til i en 2-årig periode at klappe 35.000 m3 materiale fra Flådestation Korsørs to havnebassiner i Korsør Havn på klapplads K-033-02 beliggende i vandområde 206, Smålandshavet, og fuglebeskyttelsesområde F 128. Korsør Havn er beliggende ca. 500 m øst for Natura 2000-område 116, Centrale Storebælt, og mellem Korsør Havn og klappladsen ligger Natura 2000-område nr. 162, Skælskør Fjord, hvor udpegningsgrundlaget for begge områder bl.a. omfatter de marine naturtyper sandbanke, lagune, bugt og rev samt arten marsvin. Af vandområdeplanerne (2021-2027) fremgår, at den kemiske tilstand for vandområde 206 er ”ikke-god”, da der er overskridelser af miljøkvalitetskrav for visse tungmetaller i biota, mens der for sediment ikke er overskridelser vedr. cadmium, bly og PAH-forbindelsen antracen. I tilladelsen lagde Miljøstyrelsen på baggrund af prøver i havnebassinerne til grund, at der i klapmaterialet ikke var koncentrationer over miljøkvalitetskriteriet for bly og cadmium, mens miljøkvalitetskriteriet for antracen var overskredet, men Miljøstyrelsen vurderede, at klapningen ikke vil bidrage til en merforurening med miljøfarlige stoffer af vandområdet, idet styrelsen lagde vægt på, at klappladsens areal var på mere end 0,63 km2, og den tilladte klapmængde ville medføre en dybdeforringelse på ca. 5 cm på klappladsen, men at der ville ske spredning som følge af den naturlige sedimentvanding, og at der ikke var kumulerede effekter fra samtidig klapning, indvinding, bypass og havbrug. Miljøstyrelsen konkluderede derfor, at der ikke ville være væsentlige indvirkninger på Natura 2000-området. Klaptilladelsen blev påklaget af en forening, der bl.a. anførte, at tilladelsen medførte en forringelse af vandmiljøet, at tilladelsen var omfattet af krav om VVM-screening efter miljøvurderingslovens § 21, at Miljøstyrelsen ikke havde foretaget en væsentlighedsvurdering efter habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 1, at påvirkningen af kemisk tilstand var sket på et utilstrækkeligt grundlag, og at vurderingen af påvirkning af fisk, planter og dyr var mangelfuld. Miljø- og Fødevareklagenævnet afgjorde i første omgang klagesagen den 14. januar 2025, men efter anmodning fra klager blev sagen genoptaget. Miljø- og Fødevareklagenævnet lagde til grund, at den samlede kemiske tilstand for vandområde 206, hvor klapningen skulle ske, var ’ikke-god’, da miljøkvalitetskravet var overskredet for bly, kviksølv, cadmium i biota, hvilket efter den seneste vandområdeplan også omfatter nikkel, men at hverken cadmium- eller antracenkoncentrationen for sediment var overskredet i vandområde 206. Herefter fandt klagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Miljøstyrelsens vurdering af, at der ikke vil ske et fald i tilstandsklasse for relevante miljøfarlige stoffer. Miljøstyrelsen havde bl.a. henvist til FAQ 51 til vejledning om krav til udledning af visse forurenende stoffer, hvorefter en væsentlig påvirkning forudsætter, at den gennemsnitlige årlige stigning af koncentrationen af et givet forurenende stof i sedimentet som følge af en udledning udgør 5 % eller mere af miljøkvalitetskravet for sediment. Da Miljøstyrelsen havde inddraget, at klappladsen tillige benyttes til klapning fra otte andre havne og sejlrendeprojekter, fandt nævnet ikke grundlag til at tilsidesætte styrelsens vurdering af, at de kumulerede effekter af tilladte klapninger ikke vil forringe vandområdets kemiske tilstand eller hindre, at vandområdet opfylder miljømålet om god kemisk tilstand, idet nævnet forudsatte, at de kumulerende effekter skal vurderes på baggrund af alle relevante klaptilladelser i vandområde 206 og ikke alene de aktuelle udnyttede klaptilladelser. Nævnet lagde videre vægt på, at når de kumulerende effekter af alle relevante klaptilladelser indgik i vurderingen, ville der ikke ske en overskridelse af miljøkvalitetskravene for antracen og cadmium. Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste klagers indsigelse om, at klaptilladelsen var omfattet af miljøvurderingslovens regler om VVM-screening, og henviste til, at klapning ikke er listet i lovens bilag 1 eller 2, jf. MRF 2021.176 Mfk, og at der ikke var tale om bortskaffelse af affald, da affaldsdirektivet (2008/98) ikke omfatter sedimenter, der flyttes inden for overfladevand med henblik på forvaltning af vand og vandveje eller for at forhindre oversvømmelse eller afbøde virkningerne af oversvømmelse og tørke eller landindvinding, hvis det bevises, at sedimenterne er ikke-farlige. Nævnet bemærkede herved, at det ikke fremgår af VVM-direktivet, at affaldsdirektivets undtagelser ikke finder anvendelse på VVM-direktivet. Vedrørende påvirkning af Natura 2000-områder lagde nævnet til grund, at Smålandsfarvandet i forvejen er stærkt trafikeret og dermed et relativt forstyrret område, at klapningstilladelsen var tidsmæssigt begrænset og ikke medførte varige forandringer, hvorfor marsvin, der var en del af udpegningsgrundlaget, hurtigt ville kunne genoptage fødesøgning og rast i området efter endt klapning. Miljøstyrelsens væsentlighedsvurdering var derfor tilstrækkelig. Med samme begrundelse lagde nævnet til grund, at tilladelsen ikke var meddelt i strid med forbuddet mod at beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for marsvin som bilag IV-art. På den baggrund stadfæstede Miljø- og Fødevareklagenævnet klaptilladelsen med den ændring, at tidsbegrænsningen af tilladelsen løb fra datoen for nævnets afgørelse i sagen.
Kommentar: Klagesagens hovedspørgsmål var, om den tilladte klapning ville medføre en forurening i modstrid med vandrammedirektivet og habitatdirektivet. Klagenævnet fulgte på dette punkt Miljøstyrelsens beregninger, hvor det var forudsat, at når miljøkvalitetskrav for bestemte kemiske stoffer ikke er overskredet, kan der tillades forringelse af vandmiljøet, så længe dette ikke fører til et fald i tilstandsklasse, uanset at vandområdets kemiske tilstand samlet set er dårlig. Denne fortolkning af forbuddet mod forringelse af vandmiljøet i vandrammedirektivets art. 4(1)(a) må anses for tvivlsom, da det forudsætter, at der kan ske yderligere forringelse med et miljøfarligt stof i et vandområde, der allerede er i dårlig kemisk tilstand, når blot der ikke er dårlig tilstand mht. netop det tilførte stof. Efter EU-Domstolens dom i sag C-461/13, Weser, er der ikke sikre holdepunkt for en sådan opdeling af påvirkningen, jf. uddybende Pagh: TfMKE 2026, s. 3. Det må dog medgives, at der mht. økologiske tilstandsklasser er en vis støtte til udlægningen i EU-Domstolens dom i sag C-671/22 (MRF 2024.5), men nævnet burde have redegjort nærmere for overvejelsen. I forhold til den beregnede fortynding af forurenede stoffer i klapmaterialet er afgørelsen ligeledes svær at forene med klagenævnets afgørelse i MRF 2025.93 Mfk om klaptilladelse til Gisseløre Lystbådehavn i Storebælt, hvor kombinationsnævnet ophævede Miljøstyrelsens klaptilladelse, ligesom kravene til sagens oplysning i denne sag om klapningstilladelse fra Korsør synes noget lempeligere end i MRF 2025.94 Mfk og MRF 2025.96 Mfk, hvor klaptilladelser til Kolding Havn henholdsvis Vejle Havn blev ophævet og hjemvist.
I forhold til klagers indsigelse om, at klaptilladelser kræver VVM-screening, kan det undre, at Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke forholder sig til, at det direkte fremgår af havmiljølovens § 26, stk. 4, at ministeren til brug for de i § 26, stk. 2 og 3, nævnte vurderinger kan ”stille krav om, at ansøgeren for egen regning lader foretage analyser af havbundsmaterialet, herunder udarbejder en miljøkonsekvensvurdering”. Klagenævnet nævner reglen, men forholder sig ikke til indholdet, nemlig at der kan kræves miljøkonsekvensvurdering. Bestemmelsen i § 26, stk. 4, kom ind i havmiljøloven ved lov nr. 2006/474. Efter ordlyden er det nærliggende at antage, at lovgiver har ment, at klaptilladelser er omfattet af miljøvurderingslovens regler om miljøkonsekvensvurdering af projekter. Det kan ganske vist anføres, at det af forarbejderne til denne lovændring fremgår, at den var foranlediget af, at Kammeradvokaten havde påpeget, at de danske regler om bl.a. klaptilladelser ikke modsvarede EU-Domstolens fortolkning af habitatdirektivets art. 6(3) om konsekvensvurdering af projekters påvirkning af Natura 2000-områder, og at ordlyden hænger sammen med, at Miljøministeriet på daværende tidspunkt ikke sondrede mellem miljøvurdering efter VVM-direktivet og konsekvensvurdering efter habitatdirektivets art. 6(3). Der kan således på grundlag af Miljøministeriets tidligere misforståelser af EU-reglerne argumenteres for, at ”miljøkonsekvensvurdering” i § 26, stk. 4, ikke refererer til VVM-direktivet, men til habitatdirektivet, hvor det dog ikke er muligt at pålægge ansøger at udarbejde konsekvensvurderingen, jf. sag C-461/17, Holohan, mens denne pligt netop påhviler ansøger efter VVM-direktivet. Sammenholdes dette med, at klagesager om klaptilladelser netop drejer sig om, hvorvidt forureningspåvirkningen er tilstrækkeligt belyst, kan det i sig selv forekomme ubegribeligt, at Miljøstyrelsen med Miljø- og Fødevareklagenævnets tilslutning lægger så stor vægt på, at klaptilladelser ikke er omfattet af miljøvurderingslovens regler. Uanset forarbejderne må havmiljølovens § 26, stk. 4, føre til, at der i alle tilfælde bør gives en begrundelse, hvis Miljøstyrelsen mener, at der i en konkret sag ikke skal udarbejdes en miljøkonsekvensvurdering. Alt dette er forbigået af nævnet, der i stedet begrunder afvisningen med den begrundelse, der også blev anført i MRF 2024.275 Mfk, hvilket som anført i kommentaren til MRF 2024.275 Mfk forekommer at være en sammenblanding af VVM-direktivets regler om miljøvurdering af projekter om affaldsbortskaffelse med den saglige afgrænsning af affaldsdirektivets anvendelsesområde – men se dog på linje med nævnets afgørelse Elsig Jensen i TfMKE 2025, s. 105.
I forhold til Natura 2000-påvirkning kan afgørelsen sammenholdes med MRF 2024.160 Mfk om tilladelse til klapning på klapplads i Grønsund, hvor en væsentlighedsvurdering ikke fandtes tilstrækkelig, hvorfor klaptilladelsen blev ophævet og hjemvist. I forhold til vandrammedirektivets forbud mod forringelse af vandmiljøet er det ligeledes vanskelig at forene afgørelsen med nævnets tidligere afgørelse i MRF 2023.78 Mfk, men for den sags skyld også MRF 2025.92 Mfk.