MRF 2025.121
Østre Landsrets dom af 25. november 2025, 6. afd., sag BS-62688/2023
(Peter Thønnings, Alex Puggaard og Jesper Palmann (kst.))
TDC NET A/S (adv. Søren Christian Christensen) mod Miljø- og Fødevareklagenævnet (adv. Kim Christian Højmark v/adv.fm. Thomas Haugsted, prøve)
Transportministeriet kunne ikke afvise at afgøre en tvist mellem TDC og en kommune efter vejlovens § 133, stk. 2, om betaling for ledningsomlægninger nødvendiggjort af byudviklingsprojekt, da landsretten efter bevisførelsen fandt, at anmodningen om ledningsomlægninger kom fra kommunen som vejmyndighed og ikke var fremsat på vegne af et endnu ikke stiftet arealudviklingsselskab.
Denne sag angik, om Transportministeriet var forpligtet til at realitetsbehandle en betalingstvist i medfør af vejlovens § 133, stk. 2, hvorefter tvister mellem en kommunal vejmyndighed og et forsyningsselskab om ledninger i og over vejareal, jf. §§ 73, 77 og 78, afgøres af transportministeren. Sagen udsprang af byudviklingsprojektet Høje-Taastrup C, der gik ud på at etablere en ny bydel på et område mellem Høje-Taastrup Station og indkøbscentret City2, der hidtil havde været gennemskåret af en stor offentlig vej (Blekinge Boulevard) og derudover bestod af arealer ejet af to private selskaber. Som led i projektet var det nødvendigt at omlægge en række forsyningsledninger i Blekinge Boulevard, herunder nogle teleledninger tilhørende TDC, til et nyt vejforløb nord om projektområdet. I september 2014 indgik Høje-Taastrup Kommune og Rambøll en rammeaftale om teknisk rådgivning og bistand vedr. byudviklingsprojektet, og projekteringen blev igangsat. Sideløbende hermed forhandlede kommunen med de to private grundejere i området om stiftelsen af et arealudviklingsselskab, hvori de omhandlede arealer skulle indskydes, idet selskabet skulle stå for projektets gennemførelse. I februar 2018 indgik de tre parter en partnerskabsaftale om arealudviklingsselskabet, som blev stiftet i april 2018 og fik skøde på arealerne i august 2018. I perioden juni 2016 til juni 2018 afholdte Rambøll en række møder med de ledningsejere, der blev berørt af projektet, for at planlægge ledningsomlægningerne. På flere af møderne deltog der ansatte fra Høje-Taastrup Kommune, som ifølge mødereferaterne havde oplyst om, at kommunen optrådte som repræsentant for arealudviklingsselskabet, indtil dette var blevet stiftet. Da der ikke kunne opnås enighed om, hvem der skulle afholde udgifterne til omlægningen af TDC’s ledninger, indklagede TDC i september 2018 Høje-Taastrup Kommune for Transportministeriet under henvisning til vejlovens § 133, stk. 2, idet TDC gjorde gældende, at kommunen var forpligtet til at afholde udgifterne til omlægningen, som ikke var begrundet i formål efter vejloven, men derimod i byudvikling, hvorfor gæsteprincippet i vejlovens § 77, stk. 1, ikke fandt anvendelse. Under sagen for ministeriet bestred kommunen, at der forelå en tvist mellem TDC og kommunen som vejmyndighed, som ministeriet havde hjemmel til at afgøre i medfør af § 133, stk. 2, idet kommunen navnlig henviste til, at anmodningen om ledningsomlægninger ikke stammede fra kommunen, men derimod fra arealudviklingsselskabet, som havde ansvaret for at gennemføre byudviklingsprojektet. Betalingsspørgsmålet skulle derfor ifølge kommunen afklares mellem TDC og dette selskab. I september 2019 afviste Transportministeriet at behandle tvisten, idet ministeriet ikke på det foreliggende grund fandt at kunne tilsidesætte kommunens påstand om, at der ikke var en tvist mellem kommunen som vejmyndighed og TDC som ledningsejer, hvorfor der ikke var hjemmel i vejlovens § 133 til, at ministeriet kunne tage stilling til tvisten. I marts 2021 anlagde TDC sag mod Høje-Taastrup Kommune og arealudviklingsselskabet med principal påstand om, at kommunen skulle afholde omkostningerne til TDC’s ledningsomlægninger, subsidiært at omkostningerne skulle afholdes af arealudviklingsselskabet. Ved MRF 2022.179 Ø blev søgsmålet afvist for så vidt angik kommunen, idet søgsmålsfristen på 6 måneder i vejlovens § 133, stk. 6, var overskredet i forhold til Transportministeriets afgørelse fra september 2019. I januar 2022 anlagde TDC sag mod Transportministeriet med påstand om, at afgørelsen fra september 2019 skulle ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling i ministeriet. TDC gjorde til støtte herfor gældende, at kommunen som vejmyndighed havde fremsat anmodningen om ledningsomlægning i forbindelse med omlægningen af Blekinge Boulevard, og at der derfor forelå en tvist omfattet af vejlovens § 133, stk. 2, som ministeriet burde have realitetsbehandlet. I første omgang blev også denne sag afvist af byretten i august 2022 med henvisning til søgsmålsfristen i vejlovens § 133, stk. 6. Byrettens dom blev imidlertid ophævet i MRF 2022.275 Ø, idet landsretten fandt, at søgsmålsfristen ikke fandt anvendelse i forhold til ministeriets afgørelse, og sagen hjemvistes til fortsat behandling i byretten. Under retssagen førtes en række vidner fra Høje-Taastrup Kommune og Rambøll, der afgav forklaring vedrørende forløbet fra juni 2016 til juni 2018. Byretten frifandt Transportministeriet, da det ikke fandtes godtgjort, at kommunen og Rambøll havde ageret på en måde, der kunne anses for en afgørelse truffet af vejmyndigheden om påbud om ledningsomlægninger efter vejloven. TDC ankede dommen til landsretten, der lagde til grund, at anmodningen om ledningsomlægning blev fremsat af Høje-Taastrup Kommune senest i december 2017. Da arealudviklingsselskabet først var blevet stiftet i april 2018 og fik adkomst til de omhandlede arealer i august 2018, måtte det havde formodningen for sig, at anmodningen var fremsat af kommunen som vejmyndighed i medfør af vejlovens § 77. På baggrund af vidneforklaringerne fandt landsretten det ikke godtgjort, at kommunen – som lagt til grund af Transportministeriet – havde fremsat anmodningen om ledningsomlægning på vegne af det endnu ikke stiftede arealudviklingsselskab. I overensstemmelse med TDC’s påstand blev ministeriets afgørelse derfor ophævet, og sagen hjemvist til fornyet behandling i ministeriet.
Kommentar: Som det fremgår af resuméet, har denne sag haft et kompliceret og til dels uheldigt forløb, som heller ikke med denne landsretsdom har fundet sin afslutning. Sagens materielle tvist – hvem der skal afholde udgifterne til omlægningen af TDC’s ledninger nødvendiggjort af byudviklingsprojektet – blev der ikke taget stilling til med denne dom, som i stedet angik et konkret bevismæssigt spørgsmål relateret til Transportministeriets kompetence efter vejlovens § 133, stk. 2. Efter denne bestemmelse afgør ministeriet tvister mellem kommunale vejmyndigheder og ledningsejere om ledninger i offentlig vej, herunder tvister om det såkaldte gæsteprincip, der er lovfæstet i vejlovens § 77. Spørgsmålet i ovenstående sag var, om der forelå en sådan tvist, da det kun er i disse tilfælde, at spørgsmålet afgøres administrativt af Transportministeriet efter § 133, stk. 2. Mens TDC mente, at anmodningen om ledningsomlægning reelt stammede fra Høje-Taastrup Kommune, og der derfor forelå en tvist omfattet af § 133, stk. 2, var kommunen af den opfattelse, at TDC måtte rejse sit krav over for det arealudviklingsselskab, der havde til opgave at gennemføre byudviklingen, og som kommunen blot havde repræsenteret på de indledende møder med ledningsejerne, da projekteringen ikke havde kunnet afvente selskabets formelle stiftelse. På baggrund af det skriftlige materiale om forløbet omkring ledningsejermøderne og kommunens rolle i den forbindelse sammenholdt med vidneforklaringerne under retssagen fandt landsretten det ikke godtgjort, at anmodningen til TDC om at omlægge ledningerne var fremsat af kommunen på vegne af arealudviklingsselskabet på et tidspunkt, hvor dette selskab hverken var stiftet eller havde adkomst til arealerne. Landsretten sluttede derfor modsætningsvist og konkluderede, at anmodningen kun kunne være fremsat af kommunen i sin egenskab af vejmyndighed efter vejloven, uanset at kommunen for Transportministeriet havde fastholdt ikke at have benyttet vejloven over for TDC. Landsrettens dom betyder, at sagen er tilbage i Transportministeriet, som skal realitetsbehandle TDC’s klage mod kommunen, herunder med inddragelse af gæsteprincippet i vejlovens § 77, stk. 1. Et principielt spørgsmål i den forbindelse er, om det forhold, at en ledningsomlægning ikke er nødvendiggjort af ”arbejder, der iværksættes af vejmyndigheden inden for rammerne af de formål, som vejmyndigheden kan varetage” – hvilket var ubestridt i sagen – betyder, at betalingspligten uden videre påhviler vejmyndigheden og ikke ledningsejeren. Spørgsmålet er med andre ord, om vejlovens § 77, stk. 1, kan danne grundlag for en sådan modsætningsslutning, hvilket ikke ses afgjort i hidtidig retspraksis.
Der kan knyttes en enkelt yderligere bemærkning til dommen. For byretten gjorde Transportministeriet principalt gældende ikke at være rette sagsøgte med henvisning til, at ministeriet i sager efter vejlovens § 133, stk. 2, optræder som et tvistløsningsorgan, og at søgsmål til prøvelse af sådanne organers afgørelser som udgangspunkt skal anlægges mod den anden part til tvisten og ikke mod tvistløsningsorganet, jf. U 2003.71 H og U 2023.4840 H (MRF 2023.122). Byretten gav ikke ministeriet medhold heri, og anbringendet blev frafaldet for landsretten. I den konkrete sag var spørgsmålet vanskeliggjort af sagsforløbet, idet TDC i første omgang faktisk havde anlagt sag mod Høje-Taastrup Kommune og arealudviklingsselskabet med en betalingspåstand. Denne sag blev dog afvist for så vidt angik kommunen i MRF 2022.179 Ø, da søgsmålsfristen i vejlovens § 133, stk. 6, i forhold til Transportministeriets afgørelse fra september 2019 var overskredet. Herefter anlagde TDC sag mod Transportministeriet, mens søgsmålet mod arealudviklingsselskabet blev sat i bero herpå. I sagen mod ministeriet afviste Østre Landsret imidlertid i MRF 2022.275 Ø, at søgsmålsfristen i vejlovens § 133, stk. 6, fandt anvendelse i forhold til ministeriets afgørelse, og omgjorde dermed i realiteten sin tidligere afgørelse i MRF 2022.179 Ø.