MRF 2022.179
Østre Landsrets kendelse af 15. august 2022, 19. afd., sag BS-11383/2022-OLR
(Lone Dahl Frandsen, Lone Kerrn-Jespersen og Marya Akhtar (kst.))
TDC NET A/S (adv. Søren Christian Christensen) mod Høje-Taastrup Kommune (adv. Sarah Jano)
Sag om omkostninger ved ledningsomlægning fra offentligt vejareal i forbindelse med et byudviklingsprojekt i en kommune, der var anlagt af et forsyningsselskab mod en kommune, blev afvist, da de processuelle betingelser for at indbringe sagen for domstolene mod kommunen ikke var opfyldt.
Sagen drejede sig om, hvorvidt Høje-Taastrup Kommune eller Høje Taastrup C P/S (Arealudviklingsselskabet) skulle afholde de omkostninger, som TDC NET A/S (TDC) havde haft i anledning af en ledningsomlægning fra offentligt vejareal i forbindelse med et byudviklingsprojekt i Høje Taastrup. Den 28. september 2018 indbragte TDC en uenighed om betalingsspørgsmålet for Transport- og Boligministeriet, der den 4. september 2019 udtalte, at det fremgår af vejlovens § 133, stk. 2, at ministeriet kun kan behandle tvister mellem en kommunal vejmyndighed og et forsyningsselskab. Da ministeriet vurderede, at tvisten udgjorde et mellemværende imellem TDC og Arealudviklingsselskabet og dermed ikke en tvist mellem en kommunal vejmyndighed og en ledningsejer, fandtes der ikke hjemmel i vejlovens § 133 til, at ministeriet kunne tage stilling til tvisten vedrørende betalingsspørgsmålet. Som følge heraf lagde TDC sag an mod kommunen og Arealudviklingsselskabet med principal påstand om, at kommunen skulle anerkende betalingsforpligtelsen, og subsidiært, at Arealudviklingsselskabet skulle anerkende betalingsforpligtelsen. Da kommunen havde nedlagt påstand om afvisning af sagen, blev dette spørgsmål udskilt til særskilt afgørelse, jf. retsplejelovens § 253. I denne sag tog byretten kommunens afvisningspåstand til følge med henvisning til, at indholdet af ministeriets udtalelse af 4. september 2019 måtte ses som en forvaltningsretlig afgørelse, og at bestemmelserne i vejlovens § 133, stk. 2 og 6, måtte forstås således, at udnyttelse af klageadgangen var en betingelse for at indbringe sagen for domstolene. Det var i den forbindelse uden betydning, at ordet ”afgørelse” ikke var blevet brugt, og at der ikke var givet vejledning om domstolsprøvelse. For så vidt angik søgsmålsfristen i vejlovens § 133, stk. 6, udtalte byretten, at denne ikke kunne tage stilling hertil, da forhold vedrørende søgsmålsfristen bør behandles i en sag anlagt mod Transportministeriet. Af samme årsag kunne byretten ikke i nærværende sag, der var anlagt af TDC mod kommunen, forholde sig til spørgsmålet om ministeriets manglende søgsmålsvejledning. Endelig afviste byretten, at TDC’s anmodning om berosættelse af sagen, jf. retsplejelovens § 345, for det tilfælde, at sagen ikke kunne fremmes, ikke skulle tages til følge henset til, at TDC var en professionel part, og at der var forløbet halvandet år efter ministeriets afgørelse, før der blev anlagt et søgsmål mod kommunen. Dommen blev af TDC anket til landsretten, der ved kendelse af 8. marts 2022 besluttede, at ankesagen skulle fremmes som et kæremål. Landsretten udtalte, at sagen var anlagt under anbringende af, at kommunen måtte anses som vejmyndighed, og at TDC havde kunnet indbringe ministeriets afgørelse for domstolene inden for søgsmålsfristen i vejlovens § 133, stk. 6, med henblik på en stillingtagen til, om kommunen havde handlet som vejmyndighed. Landsretten stadfæstede herefter byrettens afgørelse af de grunde, som byretten havde anført.