MRF 2022.275
Østre Landsrets kendelse 15. december 2022, 11. afd., sag BS-30158/2022
(Ole Dybdahl, Ane Røddik Christensen og Louise Pansa Lauemøller (kst.))
TDC Net A/S (adv. Søren Christian Christensen) mod Transportministeriet (adv. Kim Christian Højmark)
Søgsmålsfristen i vejlovens § 133, stk. 6, fandt ikke anvendelse på Transportministeriets afgørelse om, at der ikke var hjemmel i vejlovens § 133 til, at ministeriet kunne tage stilling til en indklaget tvist. Udtalt, at en begrænsning i adgangen til domstolsprøvelse må forudsætte klar lovhjemmel.
Som led i gennemførelsen af byudviklingsprojektet Høje-Taastrup C var det nødvendigt at omlægge en række forsyningsledninger beliggende i et eksisterende vejareal, der som følge af projektet skulle nedlægges. Under en række møder i 2016-18, hvor bl.a. forsyningsselskaberne og ansatte i Høje-Taastrup Kommune deltog, opstod der uenighed om, hvem der skulle bære omkostningerne ved ledningsarbejderne. I september 2018 indgav et af forsyningsselskaberne, TDC, en klage til Transportministeriet med henvisning til vejlovens § 133, stk. 2, hvorefter tvister mellem en kommunal vejmyndighed og et forsyningsselskab om ledninger i vejareal afgøres af transportministeren. Klagen var rettet mod Høje-Taastrup Kommune, hvilket TDC begrundede med, at kommunen som vejmyndighed i medfør af vejlovens § 77 havde anmodet TDC om at foretage ledningsomlægningerne. Heroverfor gjorde Høje-Taastrup Kommune for Transportministeriet gældende, at sagen ikke kunne behandles af ministeriet, idet der ikke forelå en tvist mellem TDC og kommunen. Kommunen henviste navnlig til, at byudviklingsprojektet, der nødvendiggjorde ledningsomlægningerne, blev gennemført af et arealudviklingsselskab (Høje Taastrup C P/S), der er ejet af Høje-Taastrup Kommune, Danske Shoppingcentre P/S og et ejendomsselskab, og at betalingsspørgsmålet derfor alene var et anliggende mellem TDC og arealudviklingsselskabet. Kommunen bestred endvidere, at kommunen havde krævet ledningsarbejder gennemført og betalt af TDC med henvisning til vejloven. Den 4. september 2019 traf Transportministeriet afgørelse om, at der ikke var hjemmel i vejlovens § 133 til, at ministeriet kunne tage stilling til tvisten, idet ministeriet fandt ikke at kunne tilsidesætte Høje-Taastrup Kommunes påstand om, at der var tale om et mellemværende mellem TDC og arealudviklingsselskabet og dermed ikke en tvist omfattet af vejlovens § 133, stk. 2. TDC anlagde herefter den 26. marts 2021 sag mod Høje-Taastrup Kommune og arealudviklingsselskabet med principal påstand om, at kommunen skulle afholde omkostningerne til TDC’s ledningsomlægninger, subsidiært at arealudviklingsselskabet skulle afholde omkostningerne. Ved dom af 11. januar 2022 afviste Retten i Glostrup sagen for så vidt angik Høje-Taastrup Kommune. Ved kendelse af 15. august 2022 (MRF 2022.179 Ø) stadfæstede Østre Landsret dommen, idet TDC ikke havde opfyldt de processuelle betingelser for søgsmålet mod kommunen. Landsretten bemærkede bl.a., at TDC havde kunnet indbringe Transportministeriets afgørelse for domstolene inden for søgsmålsfristen på 6 måneder i vejlovens § 133, stk. 6, med henblik på en stillingtagen til, om kommunen i parternes tvist havde handlet som vejmyndighed. Parallelt med sagen mod kommunen og arealudviklingsselskabet anlagde TDC den 19. januar 2022 sag mod Transportministeriet med påstand om, at ministeriets afgørelse af 4. september 2019 var ugyldig og skulle hjemvises til fornyet behandling. Transportministeriet påstod principalt afvisning, idet søgsmålsfristen i vejlovens § 133, stk. 6, ikke var overholdt, hvilket byretten udskilte til særskilt behandling. Byretten lagde til grund, at søgsmålsfristen på 6 måneder ikke var overholdt ved TDC’s sagsanlæg den 19. januar 2022, og at der ikke forelå undskyldige omstændigheder, hvorfor der ikke kunne ses bort fra fristen. Byretten afviste derfor sagen. TDC kærede dommen til landsretten, der udtalte, at efter vejlovens § 133, stk. 6, kan sager, der kan indbringes for transportministeren efter stk. 2, ikke indbringes for domstolene, før klageadgangen er udnyttet, og søgsmål skal være anlagt inden 6 måneder efter, at transportministerens afgørelse i tvisten er meddelt. Landsretten fandt, at ministeriets afgørelse ikke var en afgørelse i tvisten mellem en kommunal vejmyndighed og et forsyningsselskab, der er omfattet af ordlyden i vejlovens § 133, stk. 6, 2. pkt., idet det af afgørelsen fremgik, at der ikke var hjemmel i vejlovens § 133 til, at ministeriet kunne tage stilling til tvisten. På den baggrund, og da en begrænsning i adgangen til domstolsprøvelse må forudsætte en klar lovhjemmel, kunne sagen ikke afvises med henvisning til overskridelse af søgsmålsfristen i vejlovens § 133, stk. 6, hvorfor landsretten ophævede byrettens dom og hjemviste sagen til fortsat behandling ved byretten.
Kommentar: Det er efterhånden ganske mange civile sager mod myndigheder, der bliver afgjort på lovfastsatte søgsmålsfrister, så sagen må afvises, hvor fra 2022 kan nævnes MRF 2022.37 Ø, MRF 2022.41 Ø, MRF 2022.253 V og MRF 2022.269 Ø, men det forudsætter naturligvis, at lovgiver har fastsat en sådan søgsmålsfrist i den pågældende lov. Derimod kan søgsmålsfristen ikke udstrækkes til strafferetligt ansvar, hvorfor MRF 2022.177 Ø må anses for en misforståelse – se hertil Trine Baumbach og Thomas Haugsted i Bryde Andersen m.fl. (red.), Festskrift til Peter Pagh, 2023, s. 105 ff. Det forekommer omvendt korrekt, at landsretten i denne sag fastslår, at bestemmelser om søgsmålsfrister ikke kan fortolkes udvidende, og at nærværende sag derfor ikke blev afvist.