MRF 2022.253
Vestre Landsrets dom af 12. oktober 2022, 12. afd., sag BS-586/2022-VLR
(Linda Hangaard, Jon Esben Hvam og Anne Lægaard Bindslev (kst.))
Grundejerforeningen Lindholt Etape 1 (adv. Jacob Pedersen) mod Randers Kommune (adv. Jens Flensborg)
Afvist grundejerforenings sagsanlæg i 2020 mod Randers Kommune om gyldigheden af en i 2008 meddelt dispensation fra lokalplan til det kommunale spildevandsselskabs regnvandsbassin etableret i 2008 grundet betydelig overskridelse af 6-måneders søgsmålsfristen i planlovens § 62, uanset uklarhed om lokalplandispensationen fremgik af det salgsmateriale, som kommunen som sælger af de udstykkede grunde havde udleveret ved til købere i forbindelse med salg siden 2009.
I 2006 vedtog Randers Kommune en lokalplan for et kommende boligområde med mulighed for opførelse af 110 boliger, og hvor der bl.a. var anført placering af et regnvandsbassin. Arealet var på daværende tidspunkt ejet af Randers Kommune. Da det kommunale spildevandsselskab fandt det problematisk, at der som en del af lokalplanens arealdisponering skulle placeres træhuse tæt ved den kommende regnvandsbassin, meddelte kommunen i august 2008 dispensation efter planlovens § 19 fra lokalplanen til en ændret placering af regnvandsbassinet, men uden at dispensationen indeholdt vejledning om søgsmålsfrist. Samme år blev regnvandsbassinet etableret af det kommunale spildevandsselskab. Fra maj 2009 og frem til 2017 fik Randers Kommune solgt de enkelte grunde, og i 2017 blev der etableret en grundejerforening, LE, som køberne af de udstykkede grunde ifølge lokalplanen havde pligt til at være medlem af. Omkring 2017 blev flere af ejerne og grundejerforeningen opmærksom på, at regnvandsbassinnet var placeret anderledes, end det fremgik af lokalplanen, hvilket bl.a. bevirkede en betydelig begrænsning af muligheden for at udnytte friarealerne, som ikke fremgik af lokalplanen. LE anlagde i juli 2020 sag mod Randers Kommune med påstand om, at kommunen skulle ændre placeringen af regnvandsbassinet i overensstemmelse med lokalplanens angivelse, og subsidiært, at kommunen skulle anerkende at placeringen var ulovlig. Til støtte herfor gjorde grundejerforeningen bl.a. gældende, at dispensationen fra lokalplanen i 2008 var ulovlig og ugyldig, da den gik ud over, hvad der kan dispenseres fra efter planlovens § 19, at den ændrede placering og dispensationen fra lokalplanen ikke fremgik af det salgsmateriale, som kommunen havde udleveret i forbindelse med de enkelte grundsalg, og at der måtte ses bort fra søgsmålsfristen, da denne ikke fremgik af dispensationen fra lokalplanen, som kommunen i øvrigt først havde fundet frem efter retssagens anlæg. Kommunen påstod principalt afvisning under henvisning til den væsentlige overskridelse søgsmålsfristen på 6 måneder efter planlovens § 62 og subsidiært frifindelse, idet kommunen gjorde gældende dels, at dispensationen var i overensstemmelse med planlovens § 19, og dels at kommunen i alle tilfælde måtte have mulighed for retlig lovliggørelse. Byretten og landsretten gav kommunen medhold og afviste sagen med henvisning til den væsentlige overskridelse af søgsmålsfristen, idet landsretten på grundlag af bevisførelsen lagde til grund, at grundejerforeningen i hvert fald senest i 2017, hvor det meste af arealet var udbygget, var bekendt med konsekvenserne af den ændrede placering af regnvandsbassinnet.
Kommentar: Dommens afvisning følger fast praksis mht. søgsmålsfrister. Når dommen alligevel giver anledning til en kommentar, skyldes det to forhold. For det første kan det undre, at der overhovedet inddrages den manglende oplysning om søgsmålsfrist på seks måneder, når ingen af grundejerforeningens medlemmer havde erhvervet ejendom før maj 2009, hvor søgsmålsfristen i alle tilfælde var udløbet. Efter dommens oplysninger ses der således ikke grund til at overveje en fravigelse af søgsmålsfristens længde. For det andet tyder dommens oplysninger på, at utilfredsheden fra medlemmerne af grundejerforeningen var begrundet med, at de mente, at der var mangler i det salgsmateriale, som kommunen udleverede i forbindelse med grundsalget. Et sagsanlæg herom må imidlertid rettes mod kommunen som sælger af ejendommen på grundlag af købers almindelige misligholdelsesbeføjelser i kontrakt. Hvordan udfaldet af et sådant sagsanlæg havde været, kan ikke vurderes på grundlag af dommens oplysninger, der naturligvis drejede sig om planlovsaspektet.