MRF 2022.177
Østre Landsrets dom af 15. juni 2022, 18. afd., sag S-581-20
(Henrik Hjort Elmquist, Ulla Staal og Casper Klindt Sølbeck (kst.))
Anklagemyndigheden mod Ejendomsselskabet T ApS (adv. Cecilia Nakskov Veistrup, besk.)
Bøde og tvangsbøder for ikke at efterkomme påbud om retablering af markvej omfattet af naturbeskyttelseslovens § 26 a. Ikke prøvelse af påbuddets gyldighed, da klage- og søgsmålsfrister var overskredet.
Sagen angik en markvej på en landejendom i Gribskov Kommune, der tilhørte ejendomsselskabet T ApS. Omkring 2014/2015 modtog kommunen klager om, at markvejen var blevet spærret med jordbunker, og i 2015 blev vejen pløjet op af T ApS’ forpagter med henblik på at dyrke jorden. Der blev ikke indgivet forudgående anmeldelse til kommunen. Den 20. maj 2016 meddelte kommunen afslag på tilladelse til at nedlægge markvejen efter naturbeskyttelseslovens § 26 a, stk. 3, og meddelte samtidig påbud efter § 73, stk. 5, til T ApS om, at vejen skulle retableres. Som begrundelse for afgørelsen henviste kommunen til, at der var tale om en gennemgående vej, der førte hen til en beskyttet sø og gav et godt udsyn til en gruppe af gravhøje, hvorfor vejen var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 26 a, stk. 1, og ikke måtte nedlægges uden forudgående anmeldelse til kommunen. Kommunen vurderede endvidere, at vejen havde rekreativ værdi, at der ikke var alternative adgangsveje uden biltrafik, og at færdslen på vejen ikke i særlig grad generede privatlivets fred, da der var ca. 23 meter fra vejen til hovedhuset på ejendommen. Påbuddet om retablering blev ikke efterkommet af T ApS, som heller ikke påklagede påbuddet eller indbragte det for domstolene. Under en efterfølgende straffesag mod T ApS for ikke at efterkomme påbuddet påstod T ApS frifindelse med henvisning til, at det ikke var rentabelt at dyrke jorden, hvis vejen skulle retableres, og at vejen var et problem for privatlivets fred, da den kom for tæt på hovedhuset. Byretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering om, at markvejen var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 26 a, stk. 1, og at den ikke måtte nedlægges. Da påbuddet derfor var gyldigt og ikke var efterkommet, blev T ApS idømt en bøde på 5.000 kr. og månedlige tvangsbøder på 1.000 kr., indtil markvejen var retableret. T ApS ankede dommen til landsretten med påstand om frifindelse, ”subsidiært at sagen blev hjemvist til Gribskov Kommune til fornyet behandling”. Landsretten bemærkede, at kommunens afgørelse af 20. maj 2016 indeholdt klage- og søgsmålsvejledning, men at T ApS ikke havde gjort brug af disse muligheder for at få afgørelsen prøvet. Gyldigheden af afgørelsen kunne derfor ikke nu prøves under en sag om spørgsmål om straf mv. for undladelse af at efterkomme påbuddet om retablering af markvejen. På den baggrund, og da T ApS havde erkendt ikke at have retableret markvejen, stadfæstede landsretten dommen.
Kommentar: Landsrettens præmis om, at kommunens afgørelse ikke kunne prøves under straffesagen, er i direkte modstrid med fast retspraksis, hvorefter (klage- og) søgsmålsfrister ikke afskærer domstolene fra at prøve gyldigheden af forvaltningsakter, der er af præjudiciel betydning for idømmelse af strafansvar, jf. den ledende dom i U 1980.30 H. I mangel af nærmere argumentation fra landsrettens side skal dommen næppe tages som udtryk for en tilsigtet praksisændring. Se dog tillige straffesagen i MRF 2022.172 Ø, hvor byretten – hvis begrundelse blev tiltrådt af landsretten – ligeledes lagde vægt på, at et påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 30 ikke var blevet indbragt for domstolene af tiltalte. Til T ApS’ subsidiære påstand om hjemvisning af sagen til fornyet behandling i kommunen kan i øvrigt bemærkes, at en sådan påstand ikke vil kunne tages til følge inden for rammerne af en straffesag, hvorunder forvaltningsakten alene prøves som et præjudicielt spørgsmål. Den nærmere rækkevidde af påbuddet om at retablere markvejen ses ikke omtvistet, men kan næppe udstrækkes til andet og mere end et hjulspor, og privatvejslovens regler finder ikke anvendelse, da der var tale om en privatvej og ikke en privat fællesvej.