MRF 2022.172

Østre Landsrets dom af 17. marts 2022, 7. afd., sag S-776-21
(Finn Morten Andersen, Jacob Waage og Tanja Kantner (kst.))

Anklagemyndigheden mod T (adv. Mads Thrue Fossing)

Grundejer idømt bøde på 5.000 kr. og månedlige tvangsbøder på 2.000 kr. for manglende efterkommelse af påbud om rensning af spildevand efter miljøbeskyttelseslovens § 30. Ikke tillagt betydning, at T forklarede, at han havde indbetalt penge til en lokal kloakeringsordning med henvisning til, at påbuddet ubestridt ikke var ulovligt.

Slagelse Kommune påbød den 30. oktober 2013 T at forbedre spildevandsrensningen på sin ejendom, jf. miljøbeskyttelseslovens § 30, stk. 1 og 4, inden den 30. oktober 2014. Fristen blev forlænget flere gange, men da T i oktober 2018 fortsat ikke havde foretaget tiltag til forbedring af spildevandsrensningen på ejendommen, blev der rejst en straffesag mod T for ikke at have efterkommet påbuddet, jf. miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 1, nr. 2, jf. § 30, stk. 1. T blev i byretten idømt en bøde på 5.000 kr. samt tvangsbøder på 2.000 kr. pr. måned, indtil påbuddet blev efterkommet, idet byretten henviste til, at påbuddet ubestridt ikke var opfyldt, at der ikke var anlagt sag til prøvelse af påbuddet, og at der i øvrigt ikke var grundlag for at tilsidesætte påbuddet. For landsretten forklarede T supplerende, at han havde indbetalt nogle beløb, herunder et beløb på ca. 30.000 kr. til en lokal kloakeringsordning. Ordningen gik ud på, at der skulle kloakeres uden tilslutningsbidrag, efterhånden som kloakeringen nåede frem, men den nåede aldrig frem til hans ejendom. Betalingerne var sket omkring 1986 til 1992 eller 1993. I 1991 fik T et brev om, at kommunen påtog sig forpligtelsen med oprensning af forureningen, og at T’s ejendom ikke forurenede. Landsretten stadfæstede byrettens dom og bemærkede, at betalingerne til en lokal kloakeringsordning ikke skulle tillægges betydning, og at påbuddet ubestridt havde hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 30, stk. 1.

Kommentar: Det er efter dommen uklart, hvad den af tiltalte omtalte lokale kloakeringsordning omfattede, og hvad betaling herfor dækkede, og det er helt uforståeligt, at dette skulle have noget at gøre med, at kommunen påtog sig forpligtelsen til at oprense en forurening. Omvendt er det naturligvis af betydning, hvis tiltalte har betalt for tilslutning til kloakering. Da der er tale om en straffesag, hvor det er anklagemyndigheden, der skal løfte bevisbyrden for det strafbare forhold, er det anklageren, der må sikre, at en sådan tvivl er afklaret. I sager om overtrædelse af kommunale påbud om spildevandsrensning mv., bør anklageren derfor forud for tiltale sikre, at sagen er oplyst tilstrækkelig, hvor anklagemyndigheden ikke altid kan forlade sig på kommunens forståelse af reglerne, som det ligeledes fremgår af MRF 2022.162 V. I forlængelse heraf er det problematisk, at byretten – hvis begrundelse blev tiltrådt af landsretten – tilsyneladende lagde vægt på, at påbuddet ikke var indbragt for domstolene (af tiltalte) med henblik på at efterprøve dets lovlighed. Som anført i kommentaren til MRF 2022.177 Ø, der angik et lovliggørelsespåbud efter naturbeskyttelsesloven, er denne opfattelse i modstrid med fast retspraksis, hvorefter domstolene under en straffesag skal prøve gyldigheden af forvaltningsakter, der er af præjudiciel betydning for idømmelse af strafansvar, uanset om (klage- og) søgsmålsfrister for en prøvelse under en civil sag er udløbet.

Link til byrettens og landsrettens domme.