MRF 2022.41
Retten på Frederiksbergs dom af 1. februar 2022, sag BS-54050/2019-FRB
A (adv. Jacob Jansson Christensen) mod Københavns Boligkommission (adv. Anne Sophie Kierkegaard Vilsbøll) og Byfornyelsesnævnet (adv. Jesper Kjærsgaard Nørøxe)
Afvisning af sagsanlæg mod boligkommission om ugyldighed af kondemneringsafgørelse, da søgsmålsfrist var overskredet, og frifindelse af byfornyelsesnævn, da nævnet ikke kunne inddrages som part i boligretssagen.
Københavns Kommunes Boligkommission traf den 6. december 2016 afgørelse om kondemnering af A’s ejendom med undtagelse af den del af ejendommen, der ikke blev anvendt til beboelse, jf. byfornyelseslovens § 76, stk. 1. A påklagede Boligkommissionens afgørelse til Byfornyelsesnævnet i Region Hovedstaden, der ved afgørelse af 11. juli 2018 tiltrådte Boligkommissionens afgørelse. Byfornyelsesnævnets afgørelse indeholdt vejledning om, at nævnets afgørelse kunne indbringes for boligretten inden for 4 uger. Ved e-mail af 8. august 2018 anmodede A’s advokat Byfornyelsesnævnet om at genoptage klagesagen, idet A’s advokat udtrykkelig forudsatte, at anmodningen om genoptagelse udsatte søgsmålsfristen for nævnets afgørelse af 11. juli 2018. Ved afgørelse af 30. oktober 2019 afviste Byfornyelsesnævnet at genoptage klagesagen, da der ikke forelå væsentlige nye oplysninger om retlige eller faktiske forhold. Afgørelsen indeholdt vejledning om, at nævnets afgørelse kunne indbringes for boligretten inden for 4 uger. A anlagde herefter sag mod Boligkommissionen og Byfornyelsesnævnet. Over for Boligkommissionen nedlagde A bl.a. påstand om ophævelse af kondemneringen, og over for Byfornyelsesnævnet nedlagde A påstand om genoptagelse af sagsbehandlingen. Byretten udskilte spørgsmålene om, hvorvidt Boligkommissionen og Byfornyelsesnævnet var rette sagsøgte, og hvorvidt der var grundlag for at afvise A’s påstande over for Boligkommissionen, til særskilt behandling. I forhold til Boligkommissionen fandt byretten, at påkendelse af A’s påstande over for Boligkommissionen ville indebære en prøvelse af Byfornyelsesnævnets afgørelse af 11. juli 2018. Da Byfornyelsesnævnets afgørelse af 11. juli 2018 ikke var indbragt for domstolene inden for 4-ugersfristen, og da A’s anmodning om genoptagelse ikke havde suspenderet søgsmålsfristen, tog byretten Boligkommissionens afvisningspåstand til følge. I forhold til Byfornyelsesnævnet fastslog byretten, at nævnet ifølge fast praksis ikke var part i sådanne sager, jf. TBB 2011.305 Ø. Byretten fremhævede herefter, at Byfornyelsesnævnets afgørelse af 11. juli 2018 ikke var blevet indbragt rettidigt for domstolene, idet A i stedet havde valgt at anmode Byfornyelsesnævnet om at genoptage sagen. Med henvisning til, at A havde indstævnet både Boligkommissionen og Byfornyelsesnævnet, og at A over for Byfornyelsesnævnet havde nedlagt påstand om genoptage sagsbehandlingen, fandt byretten, at der ikke var grundlag for at fravige udgangspunktet om, at Byfornyelsesnævnet ikke kan inddrages som part under en boligretssag. Byfornyelsesnævnets frifindelsespåstand blev derfor taget til følge.
Kommentar: Dommen er i overensstemmelse med fast praksis, jf. TBB 2011.305 Ø (huslejenævn) og MAD 2018.50 V (byfornyelsesnævn). Dette kan overordnet begrundes med, at søgsmål til prøvelse af afgørelser af nævn nedsat ved lov, der anses for tvistløsningsorganer (tvistnævn), som udgangspunkt ikke kan anlægges mod nævnet, men derimod skal anlægges mod modparten i klagenævnssagen ud fra kompetencebetragtninger, jf. ligeledes Jørgen Mathiassen: U 2004B.171. Dette er velbegrundet for huslejenævn, men kan ikke med samme styrke anføres over for offentligretlige indgreb som kondemneringsafgørelser efter byfornyelsesloven, hvor byfornyelsesnævnet prøver, om betingelserne for indgrebet er opfyldt. Se også MRF 2021.92 V med kommentar og bilag. Afvisningen af sagen mod Boligkommissionen med henvisning til søgsmålsfristens overskridelse er i overensstemmelse med byfornyelseslovens § 92, stk. 2, men den korte søgsmålsfrist ses ikke nærmere begrundet i forarbejderne. Set i lyset den indgribende karakter af kondemneringsafgørelser forekommer en fireugers søgsmålsfrist for at indbringe Byfornyelsesnævnets afgørelse for domstolene retssikkerhedsmæssigt betænkeligt uanset sagernes muligt hastende karakter, da sagsanlæg ved domstolene ikke har opsættende virkning, jf. også byfornyelseslovens § 92, stk. 6. Se tillige Pagh: TfM 2007.241 om rette sagsøgte.