MRF 2021.92
Vestre Landsrets dom af 2. februar 2021, sag BS-29722/2020-VLR (4. afd.)
(Lisbeth Kjærgaard, Torben Geneser og Flemming Krog Bjerre (kst.))
E (adv. Lars Wind-Johannesen) mod Ikast-Brande Kommune (adv. Jens Flensborg)
Klage over kommunes påbud om nedrivning efter byfornyelsesloven skulle realitetsbehandles på trods af en overskridelse af klagefristen på tre dage, bl.a. fordi klagen inden fristens udløb var sendt til kommunen, der ikke havde videresendt klagen til byfornyelsesnævnet på trods af klagers anmodning herom.
Sagen angik en ejendom, der siden 2011 havde stået tom som følge af en vandskade. Ikast-Brande Kommune besluttede i 2013 at kondemnere ejendommen, mens ejeren, E, af ejendommen ønskede at renovere den. Kommunen påbød den 24. maj 2018 nedrivning af ejendommen efter byfornyelseslovens § 76, stk. 1, og § 77, stk. 2. Af afgørelsen fremgik, at den kunne påklages til Byfornyelsesnævnet for Region Midtjylland ved indgivelse af skriftlige klage til byfornyelsesnævnet inden for 6 uger, dvs. den 6. juli 2018. Den 13. juni 2018 oplyste E’s advokat til Ikast-Brande Kommune, at E fortsat ønskede at sætte huset i stand, og at E ønskede et besigtigelsesnotat tilsendt. Den 15. juni 2018 svarede kommunen med henvisning til sin afgørelse af 24. maj 2018 og fremsendte det ønskede besigtigelsesnotat. Den 2. juli 2018 oplyste E’s advokat over for kommunen, at brevet af 13. juni 2018 skulle anses for en klage til byfornyelsesnævnet, og bad kommunen videresende klagen til byfornyelsesnævnet. Den 5. juli 2018 oplyste kommunen over for E’s advokat, at ejeren selv skulle indbringe sagen for byfornyelsesnævnet, og at kommunen ikke foretog sig yderligere. Den 9. juli 2018 indgav E’s advokat en klage til byfornyelsesnævnet, der den 18. december 2019 afviste klagen med henvisning til, at den var indgivet efter klagefristens udløb. E indbragte herefter sagen for boligretten som et søgsmål mod Ikast-Brande Kommune med principal påstand om hjemvisning af sagen til realitetsbehandling i byfornyelsesnævnet. Kommunen påstod frifindelse med henvisning til, at byfornyelsesnævnet med rette havde afvist klagen. Boligretten stadfæstede byfornyelsesnævnets afvisning af klagen, da der ikke forelå omstændigheder, der gav grundlag for at se bort fra klagefristens overskridelse. E ankede boligrettens dom til landsretten og gentog sin principale påstand. Landsretten fandt, at Ikast-Brande Kommune ved modtagelsen af e-mailen fra E’s advokat den 2. juli 2018, hvor advokaten bad kommunen videresende klagen til byfornyelsesnævnet, burde have videresendt klagen, jf. forvaltningslovens § 7, stk. 2. Landsretten konstaterede, at kommunen kunne have videresendt klagen inden klagefristens udløb den 6. juli 2018. I stedet sendte kommunen dagen for klagefristens udløb en e-mail til E’s advokat om, at ejeren selv skulle indbringe sagen for byfornyelsesnævnet. Efter en samlet vurdering fandt landsretten, at klagen under disse omstændigheder – hvor der ikke forelå modstående hensyn til tredjemand – måtte anses for rettidig. Landsretten ophævede på denne baggrund afgørelsen af 18. december 2019 om afvisning af klagen og hjemviste sagen til realitetsbehandling i byfornyelsesnævnet.
Kommentar: Landsrettens resultat kan tiltrædes og illustrerer samtidig, at klagenævnenes praksis mht. afvisning af klager som for sent indgivet i visse tilfælde er for restriktiv, jf. eksempelvis MRF 2021.16 Pkn. Sagen rummer et yderligere spørgsmål, som parterne ikke procederede på. Det er i retspraksis antaget, at byfornyelsesnævnenes afgørelser skal indbringes for domstolene (boligretten) som et søgsmål mellem kommunen og adressaten for nævnets afgørelse, jf. MAD 2018.50 V og en utrykt dom af 28. oktober 2015 fra Retten i Randers (sag nr. BS 7-875/2014) (vedlagt som bilag). Begrundelsen herfor er, at byfornyelseslovens § 92 antages at hvile på den forudsætning, at byfornyelsesnævnet ikke er part i søgsmål om nævnets afgørelser, i lighed med boligreguleringslovens § 43 om domstolsprøvelse af huslejenævnets afgørelser. Efter fast retspraksis anses huslejenævnet således for et tvistnævn, hvis afgørelser som hovedregel skal indbringes som et søgsmål mellem sagens parter og ikke mod nævnet. For så vidt angår prøvelse af byfornyelsesnævnenes stadfæstelse eller ophævelse af påbud om nedrivning efter byfornyelsesloven, er det dog – som følge af afgørelsernes karakter – ikke utvivlsomt, at kommunen som førsteinstans er rette sagsøgte. I den konkrete sag havde byfornyelsesnævnet i øvrigt afvist klagen som for sent indgivet. Såfremt denne afvisning var sket med urette, havde byfornyelsesnævnet begået en ”sagsbehandlingsfejl eller lignende”, hvorfor byfornyelsesnævnet i alle tilfælde må være rette sagsøgte for en sådan påstand, sml. U 2003.71 H og U 2011.2555 H. Spørgsmålet påses dog ikke ex officio af domstolene og var ikke gjort gældende af kommunen i sagen. Spørgsmålet om rette sagsøgte på forvaltningens side er behandlet mere indgående af Jørgen Mathiassen i U 2004B.171, Toftegaard Nielsen i U 2000B.319 og Pagh i TfM 2007.241.