MRF 2025.136
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 11. juli 2025, j.nr. 21/13605
Ophævet og hjemvist tilladelse efter vandforsyningslovens § 20 til indvinding af 500.000 m3 grundvand/år med en maksimal indvinding på 69 m3/time til brug for kartoffelmelsfabrik og markvanding af to ejendomme, da vurderingen af, om indvindingstilladelsen forringede tilstanden i flere vandløb og grundvand i strid med vandrammedirektivet, var mangelfuld.
I oktober 2021 meddelte Tønder Kommune tilladelse efter vandforsyningslovens § 20 til V’s indvinding af samlet 500.000 m3 grundvand/år fra to boringer til brug på V’s virksomhed med kartoffelmelsfabrik, markvanding af 102 ha og vandforsyning af to ejendomme. De to boringer havde en placering med en afstand på henholdsvis 500 km, 1 km, 1,5 km og 2,2 km fra vandløbene Fiskbæk, Lebæk, Febro Bæk og Tydebæk, der efter vandområdeplan 2021-2027 var målsat til god økologisk og god kemisk tilstand, men hvor den økologiske tilstand var ringe i Fiskbæk og Lebæk og dårlig i Tydebæk. For den miljøtekniske vurdering var der af kommunen foretaget en beregning med værktøjet ”BEST – Vandløb og Natur” udviklet af NIRAS, hvor det kritiske niveau for påvirkning af vandløbene var sat til 30 % af medianminimumsvandføringen. Det fremgik, at den hidtidige indvinding i kumulation med øvrige indvindinger havde medført en reduktion af medianminimumsvandføringen på 36 %, mens den med afgørelsen tilladte indvinding i kumulation med øvrige indvindinger ville medføre en reduktion på 29,97 %. Afgørelsen var meddelt på vilkår om en maksimal indvinding fra hver boring på 69 m3 pr. time. Tilladelsen blev påklaget af Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF), der bl.a. gjorde gældende, at der manglede en faglig vurdering af, om indvindingen ville medføre en forringelse af tilstanden for de biologiske kvalitetselementer i vandløbene. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at når miljømålet for et vandområde eller grundvandsforekomst ikke er opfyldt, er myndigheden efter indsatsbekendtgørelsens § 8, stk. 3, afskåret fra at meddele tilladelse, hvis afgørelsen kan medføre en forringelse af vandområdet eller grundvandsforekomstens tilstand. Efter EU-Domstolens dom i sag C-461/13 (Weser-dommen) foreligger der en forringelse, hvis et af kvalitetselementerne falder et niveau. Hvis kvalitetselementet befinder sig i laveste klasse, udgør enhver forringelse en forringelse af tilstanden for vandområdet. Nævnet konstaterede, at beregningen i ”BEST – Vandløb og Natur” ikke afspejlede, at vilkåret for maksimal indvinding var fastsat til et maksimum for kubikmeter pr. time uden en begrænsning inden for det enkelte døgn. Der forelå derfor ikke en beskrivelse af worst case-scenariet, da vilkåret om maksimalt 69 m3 pr. døgn medførte, at den tilladte samlede mængde på 500.000 m3 kunne indvindes over 151 dage inden for det enkelte år. Endvidere konstaterede nævnet, at der ikke forelå en begrundelse for, hvorfor en påvirkning på 30 % kunne lægges til grund for, at der ikke ville være en forringelse af vandløbenes tilstand, og at der ikke forelå en vurdering af påvirkningen af de respektive kvalitetselementer for vandløbenes økologiske tilstand, herunder kvalitetselementet fisk, mht. til påvirkningen i forhold til sæsonudsving for vandløbenes vandføringsevne henover over kalenderåret. På den baggrund fandt nævnet, at afgørelsen led af så væsentlige retlige mangler, at nævnet ophævede afgørelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling.
Kommentar: De fleste klagenævnsafgørelser om EU-Domstolens vidtgående fortolkning af vandrammedirektivets forbud mod forringelse af vandmiljøet har drejet sig om vandløb og søer som MRF 2023.78 Mfk. Reglerne gælder imidlertid også ved tilladelser til indvinding af grundvand, som det også fremgår af MRF 2023.300 Mfk, hvor der dog indtil 2025 var ganske få klagenævnssager om vandindvindingstilladelsers forenelighed med vandrammedirektivet. Den foreliggende afgørelse må anses for en indirekte underkendelse af den af NIRAS udviklede beregningsmodel ”BEST – Vandløb og Natur” for, om en vandindvindingstilladelse medfører en forringelse af vandmiljøet i modstrid med vandrammedirektivet. I hvilken udstrækning denne beregningsmodel har været anvendt ved andre vandforsyningstilladelser vides ikke. Der er i forlængelse heraf anledning til at erindre om, at der under vandrammedirektivets system for grundvand er vedtaget direktiv 2008/118 om beskyttelse af grundvandet mod forurening og forringelse (grundvandsdirektivet), der med henvisning til vandrammedirektivets art. 17(2) fastlægger de specifikke foranstaltninger, som medlemsstaterne skal træffe for at undgå forurening og forringelse af de grundvandsforekomster, der er målsat efter vandrammedirektivet. Disse foranstaltninger, der bl.a. omfatter særlige krav til vurdering af grundvandets kemiske tilstand, skal efter grundvandsdirektivets art. 6 fremgå af de nationale indsatsprogrammer og vandområdeplaner under vandrammedirektivet. Så vidt ses er grundvandsdirektivets bestemmelser ikke indgået i dansk klagenævnspraksis om vandindvinding. EFTA-Domstolen har imidlertid i dom af 16. december 2025 i sag E-7/25, Ólafur Þór Jónsson m.fl., udtalt, at så længe der ikke foreligger en klassificering og statusvurdering af den kemiske tilstand efter grundvandsdirektivets art. 3, kan der ikke meddeles tilladelse til vandindvinding, der potentielt kan forringe grundvandet det pågældende sted, men hvis vurderingen er gennemført, men endnu ikke fremgår af vandområdeplanen, kan der meddeles tilladelse. Sammenholdes denne dom med indholdet af de danske vandområdeplaner og indsatsprogrammer, er det tvivlsomt, om disse EU-krav er opfyldt, da de ikke kan opfyldes ved den monitering af vandforsyning, som sker efter vandforsyningsloven. Se tillige Basse og Elbæk: TfMKE 2024, s. 343 om forringelsesbegrebet ved grundvandsindvinding samt Pagh: TfMKE 2026, s. 3 om vandrammedirektivets krav til god kemisk tilstand, hvor ingen af artiklerne dog behandler grundvandsdirektivet nærmere.