MRF 2025.60
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 10. januar 2025, j.nr. 20/05278
Stadfæstet undersøgelsespåbud fra 2020 efter jordforureningslovens § 40 til operatør af tidligere benzintankstation nedlagt i 2016, hvor der blev gennemført en omfattende oprensning, da grundvandsprøve udtaget i 2018 med indhold af de flygtige stoffer acetone, toluen og methanol indikerede, at de seneste forureningsfund var opstået efter 2001, uanset at indholdet af MTBE indikerede, at der var tale om en forurening opstået før 2001, og risikovurderingen konkluderede, at forureningen vil blive nedbrudt i løbet af kort tid. Nævnet lagde vægt på, at ejendommen var beliggende i område med særlige drikkevandsinteresser (OSD).
Sagen omhandlede en ejendom beliggende i område med særlige drikkevandsinteresser (OSD), hvor ejendommen efter 1969 havde været anvendt til benzinstation og værksted. I 1989 blev der påvist en omfattende jordforurening, hvor der i en periode mellem 1992-2007 på grundejerens eget initiativ blev foretaget afværgepumpning. Med henblik på at realisere et motorvejsprojekt overgik ejerskabet til ejendommen ved ekspropriation i 2016 til Vejdirektoratet, hvorefter der blev iværksat oprensning. Oprensningen medførte afgravning af forurenet jord til et niveau på 8-12 m.u.t. med udtag fra bund og sider i gruben af 129 jordprøver, der udviste, at der ikke blev efterladt restforurening. Efterfølgende blev der i 2018 udtaget tre grundvandsprøver fra samme boring, som havde været anvendt til afværgepumpning. Prøveresultatet viste mindre overskridelser af grundvandskvalitetskriteriet for konstaterede både tunge og lette kulbrinter samt indhold af blandt andet MTBE, acetone som nedbrydningsprodukt af MTBE, der som antibankningsmiddel i perioden 1985-2001 blev tilsat blyfri 92 og 95 oktan benzin. Endvidere viste prøven indhold af toluen og methanol. Det fremgik af rapporten for prøveresultatet, at det ikke kunne udelukkes, at der fortsat var olieforurening i sprækker i lagserien for moræneler under ejendommen, men det blev vurderet, at disse ville blive hurtigt nedbrudt. Holbæk Kommune meddelte i februar 2020 påbud efter jordforureningslovens § 40 til ejeren af den tidligere tankstation om undersøgelse af, hvorvidt der forelå en pågående forurening af det primære grundvandsmagasin under ejendommen. Af påbuddet fremgik bl.a., at ”der er en svag risiko for forsat påvirkning af det underliggende grundvandsmagasin fra det oprensede areal, men kun i en begrænset periode, og at risikoen vil forsvinde herefter”, men kommunen vurderede, ”at det er nødvendigt at dokumentere, hvorvidt der er tale om en pågående forurening af det primære grundvandsmagasin for at afklare om der er behov for yderligere oprensning, skal det derfor undersøges nærmere”. Afgørelsen blev påklaget af påbudsadressaten, der gjorde gældende, at der ikke vil kunne meddeles undersøgelsespåbud, såfremt der efterfølgende ikke kan meddeles påbud om at foretage oprensning, hvor koncentrationen af MTBE med ophør af anvendelsen heraf i 2001 sandsynliggjorde, at forureningen var sket før den 1. januar 2001, hvorfor der ikke kunne påbydes oprydning, og at undersøgelsesomkostningerne var uproportionale i forhold til den begrænsede forurening. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) konstaterede, at tilstedeværelsen af tunge kulbrinter indikerede, at der kunne være tale om en ældre forurening, mens tilstedeværelsen af flygtige stoffer som acetone, toluen og methanol modsætningsvis indikerede, at der var tale om en nyere forurening. Nævnet fandt på den baggrund ikke grundlag for at tilsidesætte Holbæk Kommunes vurdering af, at der var grundlag for at meddele den påklagede afgørelse, ligesom nævnet på samme baggrund fandt, at der ikke forelå retlige forhold, der på forhånd udelukkede, at der efterfølgende ville kunne meddeles påbud om at foretage oprensning. Med henvisning til, at ejendommen var beliggende i område med særlige drikkevandsinteresser (OSD), fandt nævnet ikke, at undersøgelsespåbuddet var uproportionalt, hvorfor nævnet stadfæstede afgørelsen.
Kommentar: Afgørelsen er ganske vidtgående sammenholdt med risikovurderingen, som anfører, at forureningen forventes nedbrudt i løbet af forholdsvis kort tid. Dette må således sammenholdes med, at nævnet først afgjorde sagen fem år efter, at undersøgelsespåbuddet var meddelt. Efter kommunens risikovurdering, som nævnet lagde til grund, er det således nærliggende at antage, at forureningen er nedbrudt, når de kommende undersøgelser iværksættes fem år efter, at kommunens påbud blev meddelt. Dette tidsmæssige aspekt af følgen af de fem års klagesagsbehandling som følge af forureningens forventede hurtige nedbrydning ses ikke at være indgået i klagenævnets overvejelser i den foreliggende sag, hvilket er uheldigt, da det tidsmæssige aspekt er en del af risikovurderingen. Dette rejser imidlertid et nyt selvstændigt juridisk spørgsmål, da det følger af jordforureningslovens § 76, stk. 4, at hvis en påbudt undersøgelse viser, at der ikke kan konstateres en forurening, ”skal den miljømyndighed, der har påbudt undersøgelsen, dække de udgifter, som påbudsadressaten har afholdt til opfyldelse af påbuddet”. Det principielle spørgsmål er således, om reglen i § 76, stk. 4 også gælder de tilfælde, hvor tiden ved klagesagsbehandling betyder, at forureningen er nedbrudt, og om det i givet fald er Miljø- og Fødevareklagenævnet, der skal godtgøre påbudsadressatens udgifter, hvis en kommende undersøgelse måtte vise, at forureningen er nedbrudt og uden fare for mennesker og miljø.