MRF 2025.111
Planklagenævnets afgørelse af 26. juni 2025, j.nr. 25/03596
Ikke medhold i klage over Stevns Kommunes afslag på samtykke efter planlovens § 42 til stiftelse af servitut om offentlighedens færdselsret til trampesti på ejendomme ved Stevns Klint, da henvisningen til en verserende ankesag ved domstolene om gyldigheden af en fredningskendelse udgjorde en saglig og planlægningsmæssig relevant begrundelse for afslaget, idet kommunens egne interesser i ankesagen ikke var udtryk for magtfordrejning.
Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede i MRF 2021.41 Mfk fredningen af Stevns Klint, der bl.a. omfattede et eksisterende ca. 20 km langt kystnært stiforløb. En lang række lodsejere indbragte nævnets afgørelse for domstolene og afgav her bl.a. en bindende proceserklæring om, at man ville tinglyse en servitut, der sikrede det eksisterende stiforløb. Ved dom fra maj 2023 kom byretten frem til, at fredningen var unødvendig og dermed ugyldig. Miljø- og Fødevareklagenævnet ankede dommen til Østre Landsret. Mens ankesagen verserede, anmodede lodsejerne kommunen om samtykke efter planlovens § 42 til at stifte en privatretlig servitut på en række ejendomme langs Stevns Klint. Servitutten indeholdt bl.a. en bestemmelse om færdselsret, hvori det var bestemt, at offentligheden skulle have en fri og uhindret ret til gående færdsel langs Stevns Klint Trampesti. I januar 2024 afslog kommunen at give samtykke til servituttens stiftelse med henvisning til den verserende ankesag angående fredningskendelsens gyldighed og med bemærkning om, at kommunen ville tage stilling til, om man ville give samtykke efter § 42, såfremt Miljø- og Fødevareklagenævnet tabte retssagen. Lodsejerne påklagede afslaget på § 42-samtykke og anførte bl.a., at afslaget var udtryk for magtfordrejning, da kommunen som medrejser af fredningsforslaget forfulgte egne procesinteresser i forbindelse med den verserende ankesag, og at lodsejerne havde en berettiget forventning om at opnå samtykke. Planklagenævnet (formanden) bemærkede indledningsvis, at selvom der ikke med hjemmel i planloven kan fastsættes en lokalplanbestemmelse med samme indhold som servitutten, krævede servitutten samtykke efter § 42, da der ved lokalplan kan fastsættes bestemmelser om stiforhold samt udformning, anvendelse og vedligeholdelse af ubebyggede arealer, jf. planlovens § 15, stk. 2, nr. 4 og nr. 12. Nævnet fandt, at kommunen havde foretaget en konkret vurdering af servituttens aktualitet, og at begrundelsen for afslaget var saglig og planlægningsmæssigt relevant. Nævnet lagde herved vægt på, at kommunen havde henvist til, at servitutten alene var relevant, hvis fredningen blev underkendt ved endelig dom, og at fredningen stadig var gyldig, så længe ankesagen herom verserede, hvorfor kommunen var forpligtet til at administrere området i henhold til fredningens bestemmelser. På den baggrund fandt nævnet, at kommunen, så længe ankesagen verserede, havde hjemmel til at nægte samtykke til servitutten. Da nævnet også afviste, at kommunen havde bibragt lodsejerne en berettiget forventning om samtykke, blev der ikke givet medhold i klagen.
Kommentar: Afgørelsen illustrerer, hvordan privatretlige servitutter i nogle tilfælde kan være afhængige af offentligretlige afgørelser som i dette tilfælde en fredning. Da servitutten alene ville være relevant, hvis Miljø- og Fødevareklagenævnet tabte retssagen, forekommer det velbegrundet, at kommunen afslog at meddele samtykke efter planlovens § 42, før retssagen var endeligt afgjort. Retssagen endte med, at klagenævnet fik medhold ved Østre Landsrets dom af 27. november 2025, jf. U 2026.1485 Ø (bringes på MRF på et senere tidspunkt), hvilket havde givet anledning til nye spørgsmål om servituttens gyldighed, såfremt kommunen havde meddelt § 42-samtykke til dens stiftelse.