MRF 2025.88
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 12. maj 2025, j.nr. 21/09945
Ophævet tilladelse efter vandløbslovens § 17 til udlægning af store sten i offentligt vandløb, da kommunen ikke havde foretaget konkrete beregninger af projektets påvirkning af vandløbets vandføringsevne. Ålaug var som repræsentant for haveforening klageberettiget.
Guldborgsund Kommune meddelte efter afgørelse om ikke-VVM-pligt og dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 i juli 2021 reguleringstilladelse i medfør af vandløbslovens § 17 til udlægning af store sten på en 300 m strækning af det offentlige vandløb Tingsted Å på Falster. Kommunen var ejer af hele projektstrækningen. Formålet med projektet var at skabe miljøforbedringer for fisk og fauna i vandløbet og at sikre brinkerne. Udlægningen ville bl.a. skabe standpladser for havørreder forud for deres gydning for at sikre bestanden af smolt. Kommunen havde lagt til grund, at projektet ikke ville påvirke afvandingen af området væsentligt, og havde herved lagt vægt på, at den omhandlende strækning havde et fald på 1%, at der ikke tidligere havde været afvandingsproblemer på strækningen, at en måling fra 2018 viste, at bunden lå under det regulativfastsatte, at resultater fra feltforsøg fra andre vandløb viste, at udlægning af større sten alene resulterede i begrænsede vandstandsstigninger, samt at udløb og tilløb opstrøms ville kunne begrænse potentielle vandstandsstigninger. Hertil kom, projektet ville bidrage til at opfylde vandløbets miljømål efter vandområdeplanerne. Det var vurderet, at projektet ikke ville påvirke et Natura 2000-område, der var beliggende 10 m opstrøms, da udlægning af skjulesten erfaringsmæssigt ikke medførte vandstandsændringer. Afgørelsen blev påklaget af et ålaug som repræsentant for en række af dens medlemmer, herunder en haveforening beliggende på en matrikel langs projektstrækningen. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) fastslog indledningsvist, at ålauget var klageberettiget, da haveforeningen som følge af dens beliggenhed langs projektstrækningen måtte antages at have en væsentlig og individuel interesse i sagens udfald, jf. vandløbslovens § 84, stk. 1. Nævnet lagde til grund, at efter reguleringsbekendtgørelsens § 18 skal vandløbsmyndigheden tage hensyn til samtlige afvandingsinteresser ved vandløbet og sikre, at projektet er foreneligt med vandløbets miljømæssige målsætning. Nævnet fandt, at sagen ikke var tilstrækkelig oplyst, da kommunens vurdering tog udgangspunkt i et feltforsøg, der ikke i tilstrækkelig grad svarede til de faktiske omstændigheder i hovedsagen, hvorfor nævnet ikke på det foreliggende grundlag kunne tage stilling til projektets påvirkning af de afvandingsmæssige interesser. Oplysningerne om, at den omhandlede strækning havde et fald på 1 %, at der ikke tidligere havde været afvandingsproblemer på strækningen, og at en måling fra 2018 viste, at bunden lå under der regulativfastsatte, var ikke egnede til i tilstrækkeligt omfang at belyse projektets afvandingsmæssige konsekvenser. Nævnet bemærkede videre, at der ikke var foretaget konkrete beregninger af projektets påvirkning af vandløbets vandføringsevne, og at de konkret indhentede oplysninger ikke kunne erstatte sådanne beregninger. Da sagen var utilstrækkeligt oplyst, ophævede nævnet afgørelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen.
Kommentar: Ophævelsen af tilladelsen efter vandløbslovens § 17 pga. utilstrækkelig undersøgelse af de afvandingsmæssige konsekvenser er i overensstemmelse med fast praksis, jf. f.eks. MRF 2024.62 Mfk. Se tillige MRF 2025.89 Mfk. Klagenævnet burde dog i forbindelse med hjemvisningen have bemærket, at kommunen var myndighedsinhabil i sagen, da kommunen var lodsejer på hele projektstrækningen, som den påklagede afgørelse angik. Retsvirkningen heraf er, at kommunen skal tage eller dog overveje at tage nogle særlige forholdsregler, der kan afbøde interessekonflikten og tydeliggøre, at den ikke har betydning for sagens afgørelse, ligesom klagenævnet bør overveje at foretage en mere intensiv prøvelse, jf. FOB 2023-31. Hertil kommer, at der mht. VVM-reglerne gælder særlige krav til afbødning af konsekvenserne af inhabiliteten efter VVM-direktivets art. 9a, som er gennemført i miljøvurderingslovens § 40, stk. 3, og miljøvurderingsbekendtgørelsens § 15. Disse regler gælder også under VVM-screeningen, jf. sag C-236/24, Provincie Oost-Vlaanderen og Sogent (MRF 2025.7). I ovenstående sag var kommunens screeningsafgørelse efter det oplyste ikke påklaget, men ved VVM-screening forud for meddelelse af fornyet tilladelse efter vandløbslovens § 17, skal kommunen sikre sig, at miljøvurderingslovens regler er overholdt, herunder at screeningen foretages af en intern administrativ enhed med reel selvstændighed. Se også MRF 2025.108 Pkn, hvor Planklagenævnet fandt, at uanset om der forelå myndighedsinhabilitet i en sag om lokalplanpligt for udvidelse af opmarchbaner til hurtigfærgelejet på Bornholm, kunne det ikke føre til ugyldighed, idet nævnet havde taget stilling til spørgsmålet om lokalplanpligt ud fra de forhold, som nævnet fandt afgørende.