MRF 2025.164
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 27. november 2025, j.nr. 23/11713
Ophævet godkendelse efter vandløbslovens § 17 af, at de i januar 2023 opmålte eksisterende dimensioner af Vester Nebel Å som følge af erosion var lovlige, da vandløbslovens § 17 vedrører aktive ændringer i vandløb og ikke kan anvendes på ændringer af vandløbets forløb og skikkelse, når ændringen er en følge af kommunens manglende vandløbsvedligeholdelse.
Sagen drejer sig om Kolding Kommunes vedligeholdelse af det offentlige vandløb Vester Nebel Å, hvor en bredejer (B) i en årrække havde klaget over kommunen manglende vedligeholdelse af vandløbet, der er omfattet af regulativ fra 1988, hvorefter vandløbsvedligeholdelsen fra st. 1980- st. 13.726 ”skal foretages ud fra ønsket om at bevare en naturlig tilstand med de angivne dimensioner som retningsgivende for vandløbets skikkelse”, og hvor det af regulativets afsnit 8.4 fremgår, at strækningen st. 1980- st. 13.726 henligger som naturvandløb. Vester Nebel er samtidigt omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. I juli 2017 traf kommunen med henvisning til vandløbslovens §§ 12 og 27 afgørelse om, at en del strækningen af Vester Nebel Å ikke skulle oprenses, mens kommunen ville oprense en anden delstrækning. B påklagede afgørelsen og gjorde bl.a. gældende, at der var faste krav til vandløbets bundkote og bredde, som kommunen skulle genskabe. Miljø- og Fødevareklagenævnet i 2021 ikke B medhold, men ophævede samtidigt kommunens afgørelse om at oprense en delstrækning (MRF 2021.177). Efter anmodning fra kommunen genoptog klagenævnet sagen og ophævede og hjemviste herefter den 14. marts 2022 (j.nr. 21/10207) kommunens afgørelse om, at der ikke skulle gennemføres vandløbsvedligeholdelse, med henvisning til begrundelsesmangler. Kommunen traf herefter i april 2022 afgørelse om, at kommunens vandløbsvedligeholdelse på en bestemt strækning var i overensstemmelse med vandløbsregulativet fra 1988, da vandløbets vandføringsevne svarede til vandføringsevnen ved regulativets vedtagelse. B påklagede afgørelsen og gjorde bl.a. gældende, at kommunen var forpligtet til at rense op til de indmålte bundkoter, som fremgik af regulativet. Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede herefter i maj 2023 (MRF 2023.167) kommunens afgørelse om at kommunen havde opfyldt vedligeholdelsespligten af vandløbet, da dette ikke var dokumenteret. Nævnet lagde vægt på, at vandløbsregulativet fra 1988 ”ulovligt udlægger strækningen som et naturvandløb, hvorefter der ikke er en gyldig regulativbestemmelse, der fastlægger hvilken skikkelse eller vandføringsevne, kommunen skal søge at bevare ved sin vedligeholdelse”. Og så længe regulativet ikke fastlægger en gyldig skikkelse eller vandføringsevne for strækningen, fandt nævnet ikke det var muligt for kommunen at dokumentere overholdelsen af vedligeholdelsespligten efter vandløbslovens § 27, stk. 1, jf. § 31, stk. 1. Kolding Kommune traf herefter i august 2023 en ny afgørelse, hvor kommunen med henvisning til vandløbslovens §§ 17 og 62 på strækningen st. 2.653 til st. 2.740 af Vester Nebel Å godkendte de eksisterende dimensioner som opmålt i januar 2023. Denne afgørelse blev påklaget af B, der bl.a. gjorde gældende, at kommunens manglende vedligeholdelse af vandløbet var udtryk for en langsigtet ulovlig vandløbsregulering, og henviste til bl.a. FOB 2001.248. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at ”regulering” af vandløb efter vandløbslovens §§ 16 og 17 kræver en aktiv handling, der ændrer vandløbets forløb. Da kommunens afgørelse alene fastlagde de dimensioner, som fremgik af kommunens opmåling i januar 2023, ophævede Miljø- og Fødevareklagenævnet kommunens afgørelse.
Kommentar: Klagesagen illustrerer en betydelig kreativitet i kommunen for at lovliggøre mange års manglende kommunal vandløbsvedligeholdelse. I denne sag om kommunens forsøg på en art lovliggørende tilladelse efter vandløbslovens § 17 må det tiltrædes, at kommunens manglende vandløbsvedligeholdelse ikke kan lovliggøres ved tilladelse efter vandløbslovens § 17, da en sådan lovliggørelse alene er relevant, når kommunen aktivt har ændret vandløbets forløb. Derimod kan § 17 ikke kan anvendes, når vandløbets forløb og dimensioner er ændret, fordi kommunen har tilsidesat sine lovfastsatte forpligtelser som vandløbsmyndighed. Hvis der i disse tilfælde skal ske retlig lovliggørelse, må det nødvendigvis ske i form af et nyt vandløbsregulativ, hvis nærmere indhold skal opfylde kravene i vandløbslovens § 12 og i øvrigt være baseret på en korrekt beregning af vandløbets vandføringsevne, som det blev fastslået i MRF 2025.171 Mfk, hvor klagenævnet ophævede Aalborg Kommunes nye vandløbsregulativ for Skovåen til afløsning af et tidligere naturvandløbsregulativ, da det nye regulativ var baseret på teoretiske beregninger, der overvurderede vandføringsevnen. Et nyt lovliggørende vandløbsregulativ kan dog ikke have frigørende virkning for det erstatningsansvar, som kommunen måtte have pådraget sig over for lodsejere efter vandløbslovens § 73. Se tillige MRF 2025.165 Mfk, hvor klagenævnet stadfæstede Kolding Kommunes afgørelse om, at der ikke skulle foretages vandløbsvedligeholdelse med den begrundelse, at vandløbsregulativet for Vestre Nebel Å er ugyldigt, fordi det udlægger vandløbet som naturvandløb, mens nævnet i MRF 2025.66 Mfk udtrykkeligt udtalte, ”at den omstændighed, at en vandløbsstrækning er udlagt til naturvandløb i et regulativ […] ikke i sig selv kan medføre, at der ikke kan meddeles påbud om retablering som følge af en ulovlig regulering”.