MRF 2025.101
Planklagenævnets afgørelse af 23. april 2025, j.nr. 24/02299
Stadfæstet lovliggørelsespåbud efter planlovens § 51 om ophør med lokalplanstridig anvendelse af udlejningsejendom til helårsbeboelse. Myndighedspassivitet afvist, uanset at kommunen havde henvist borgere til beskyttet bolig i ejendommen og været bekendt med den ulovlige anvendelse siden 2014, da kommunen ikke havde gjort ejeren bekendt med, at kommunen var vidende om, at ejendommen blev anvendt i strid med lokalplanen.
Guldborgsund Kommune meddelte i januar 2024 påbud om ophør af E’s benyttelse af lejligheder på hans ejendom i Væggerløse på Falster til helårsbeboelse. Ejendommen var omfattet af en lokalplan fra 2013, der bl.a. bestemte, at der i området kun måtte opføres og indrettes bebyggelse til centerformål såsom hotel og ferieboliger, og at ferieboliger ikke måtte anvendes til helårsbeboelse. Det fremgik af afgørelsen, at det også var i strid med den for området tidligere gældende lokalplan at anvende ejendommen til helårsbeboelse. Afgørelsen blev påklaget af E, der bl.a. anførte, at kommunen havde været bekendt med ejendommens anvendelse til helårsbeboelse siden 2011, hvor den første lejer anmeldte indflytning til CPR-registret, og at ejendommen havde fungeret som beskyttet bolig formidlet gennem kommunen, ligesom flere beboere havde modtaget boligstøtte fra kommunen. Med henvisning hertil gjorde E gældende, at kommunen havde fortabt retten til at kræve fysisk lovliggørelse som følge af passivitet. Planklagenævnet (formanden) fandt, at lejlighederne ikke havde status som helårsbeboelse på tidspunktet lokalplanens vedtagelse i 2013, hvorfor der var tale om et lokalplanstridigt forhold. Med hensyn til spørgsmålet om passivitet bemærkede nævnet, at det er en betingelse for, at der kan indtræde myndighedspassivitet, at tilsynsmyndigheden har gjort ejeren bekendt med, at der er indledt en undersøgelse af et forhold, f.eks. i form af partshøring eller varsel. Det forhold, at kommunens borgerservice i 2014 fik tilsendt lejekontrakter, hvoraf fremgik, at ejendommen blev anvendt til helårsbeboelse, hvilket i 2014 og igen i 2016 var videregivet til kommunens miljø- og planafdeling, kunne således ikke i sig selv begrunde, at kommunen var afskåret fra at kræve fysisk lovliggørelse som følge af passivitet. Nævnet fandt heller ikke i øvrigt, at kommunen ikke havde udvist myndighedspassivitet, idet nævnet lagde vægt på, at kommunen i 2012 havde oplyst E om, at lejlighederne var godkendt til ferieformål, hvormed arealet blev registeret som erhvervsareal og ikke boligareal, og at E trods disse oplysninger havde valgt at udleje boligerne til helårsbeboelse. Tilmeldingerne til CPR-registret ændrede ikke herved, idet kommunen ikke havde pligt til at sammenholde CPR-registreringer med den tilladte brug af ejendommen. Det kunne heller ikke forventes, at den del af den kommunale forvaltning, der anviser beskyttede boliger, i forbindelse hermed påser overholdelsen af lokalplaner, ligesom udbetaling af boligstøtte var uden betydning, allerede fordi kommunen havde oplyst, at den ikke var myndighed på området for boligstøtte. Hvad angik spørgsmålet om indrettelseshensyn lagde nævnet til grund, at ejendommen havde været anvendt til helårsbeboelse i mindst 12 år, da kommunen indledte lovliggørelsessagen i 2023. Med henvisning til, at tidsrummet i den konkrete sag var for kort til at bibringe E en berettiget forventning om, at kommunen ikke ville søge forholdet lovliggjort, forelå der heller ikke indrettelseshensyn, der begrænsede muligheden for at kræve forholdet lovliggjort. På denne baggrund kunne nævnet ikke give medhold i E’s klage over lovliggørelsespåbuddet.
Kommentar: Afgørelsen forudsætter, at ejendommens anvendelse som helårsbolig er lokalplanstridig, og det er ubestridt lagt til grund, at kommunen pga. folkeregistertilmelding i 2011 fik underretning om, at ejendommen blev anvendt til helårsbeboelse, dvs. to år før den gældende lokalplans vedtagelse. Hvad ejendommen blev brugt til tidligere, fremgår ikke, men kan have betydning for, om der overhovedet er tale om et ulovligt forhold. Hvis det lægges til grund, at der er tale om et lokalplanstridig forhold, er spørgsmålet, om der er indtrådt retsfortabende passivitet, således at forholdet ikke kan kræves bragt til ophør. Betingelsen herfor er efter almindelig praksis og teori, at ejeren og brugeren har grund til at antage, at kommunen er vidende om det lokalplanstridige forhold, og at kommunen trods sit kendskab ikke reagerer inden for rimelig tid, hvormed ejeren og brugeren med føje har indrettet sig på, at forholdet ikke vil blive krævet lovliggjort. I en situation, hvor kommunen selv anviser borgere til boligen, vil denne betingelse normalt være opfyldt, da kommunens boliganvisning på sin vis er en medvirkende årsag til den lokalplanstridige brug. Se også MRF 2021.373 Pkn, hvor det samlede Planklagenævn ikke på det foreliggende grundlag fandt det bevist, at kommunen havde henvist borgere til at bo på Corona Camping i Køge. I ovenstående sag introducerede Planklagenævnet dog i en formandsafgørelse en ny standard for retsfortabende passivitet, idet nævnet lagde vægt på, at kommunens anvisende forvaltning ikke selv sikrer, at den kun anviser til boliger, der kan anvendes som helårsbolig uden at være i strid med lokalplanen. Ifølge Planklagenævnet kræver retsfortabende passivitet, at kommunen udtrykkeligt oplyser ejeren om, at forholdet er ulovligt, og det er kun, når der foreligger en sådan underretning, at der ifølge denne afgørelse skulle kunne indtræde retsfortabende passivitet. En så kategorisk forståelse er naturligvis nem at administrere, men inddrager ikke nødvendigvis med tilstrækkelig vægt det konkrete hensyn til borgerens berettigede forventninger, som netop begrunder den retsfortabende passivitet.