MRF 2021.373
Planklagenævnets afgørelse af 22. december 2021, j.nr. 20/07712
Ophævet påbud om lovliggørelse af helårsbeboelse på en campingplads, da påbuddet var meddelt med hjemmel i planloven og ikke i sommerhusloven. Kommunen havde ikke fortabt retten til at kræve forholdet lovliggjort, da ejeren vidste, at beboelsen var i strid med udlejningstilladelsen, og da kommunen ikke havde pligt til at føre løbende tilsyn med, om tilladelsen blev overholdt. Dissens.
Køge Kommune meddelte den 19. december 2018 påbud om lovliggørelse af ulovlig beboelse på en campingplads med henvisning til planlovens §§ 51 og 63. Kommunen traf i maj 2020 ny afgørelse om fastholdelse af påbuddet. Påbuddet omhandlede navnlig, at campingpladsen ikke måtte benyttes til helårsbeboelse ud over den ene bolig, som ejeren selv boede i, og at campingpladsens drift og indretning i øvrigt skulle ske i overensstemmelse med campingreglementet. Campingpladsen blev stiftet i 1962, og ejeren havde overtaget driften i 2004, efter at campingpladsen havde været ude af drift siden 2002. Udlejningen skete på baggrund af en udlejningstilladelse efter campingreglementet af 13. august 2004, hvor der ifølge det oplyste var tilladelse til korte ophold i vinterperioden for maksimalt 20 campingenheder. Afgørelsen blev påklaget af campingpladsens ejer, der anførte, at kommunen havde fortabt retten til at kræve lovliggørelse, idet kommunen måtte have haft kendskab til den årelange helårsbeboelse på campingpladsen og aktivt havde bidraget hertil bl.a. ved at henvise borgere til at tage ophold på pladsen, ligesom kommunen havde haft en socialrådgiver på pladsen og løbende havde godkendt registreringer af adresser. Planklagenævnet bemærkede indledningsvis, at hjemlen til at udstede påbud til campingpladsens ejer om overholdelse af campingreglementet og tilladelser meddelt i henhold hertil findes i sommerhuslovens § 10, stk. 1, og § 10 a, stk. 7, jf. stk. 2. Da påbuddet var meddelt med hjemmel i planlovens §§ 51 og 63, var påbuddet udstedt på grundlag af et forkert hjemmelsgrundlag, hvilket udgjorde en væsentlig retlig mangel ved påbuddet, som derfor var ugyldigt. For så vidt angik spørgsmålet om fortabelse af retten til at kræve lovliggørelse bemærkede nævnet dog herefter, at der var en række forhold i sagen, hvorom der var uenighed mellem ejeren og kommunen, og at nævnet ikke havde mulighed for at efterprøve disse eller at foretage en egentlig bevisførelse. Nævnet fandt dog ikke grundlag for at antage, at kommunen havde haft en socialrådgiver tilknyttet campingpladsen tidligere end 2017. Nævnet konstaterede, at et opslag foretaget af Sekretariatet for Planklagenævnet viste, at et antal personer havde registreret folkeregisteradresse på campingpladsen, og at flere af disse havde haft adresse på campingpladsen i flere år på tidspunktet for kommunes påbud. Opslaget viste endvidere, at der siden 2010 var foretaget et stort antal registreringer af folkeregisteradresser på campingpladsen, og at adskillige af disse havde haft adresse på campingpladsen i flere år. Nævnet bemærkede dog, at der ikke i sommerhusloven eller campingreglementet findes en bestemmelse svarende til planlovens § 51 a, hvorefter kommunen hvert år skal påbyde enhver, der er registreret i CPR med bopæl i en bolig i et sommerhusområde, som den pågældende ikke lovligt kan anvende til helårsbeboelse, at fraflytte boligen og dokumentere dette. Nævnet fandt ikke, at kommunen fra sagens begyndelse den 27. april 2017 til udstedelsen af påbuddet havde udvist passivitet i et sådant tidsrum eller på en sådan måde, at adgangen til håndhævelse var bortfaldet. Nævnet lagde vægt på, at kommunen havde fulgt op på varslinger inden for rimelig tid og dermed ikke havde givet ejeren grund til at tro, at forholdet ikke ville blive håndhævet. Flertallet (10 mod 1) fandt endvidere ikke grundlag for at fastslå, at kommunen forud for 2017 havde eller burde have haft en sådan viden om helårsbeboelsen, at hensynet til ejerens forventning om, at forholdet ikke ville blive krævet lovliggjort, vejede tungere end hensyn til håndhævelsesinteressen. Flertallet henviste til, at helårsbeboelsen var sket i strid med pladsens udlejningstilladelse, hvilket ejeren ikke kunne have været i tvivl om, og at kommunen hverken havde pligt til at føre løbende tilsyn med, om tilladelsen blev overholdt, eller til at gennemgå og sammenholde CPR-registreringer med den tilladte brug af adressen. Flertallet fandt heller ikke, at der alene i kraft af lang tids forløb frem til indledning af håndhævelsessagen var tale om forhold, der i sig selv kunne have givet ejeren en berettiget forventning om, at forholdet ikke ville blive krævet lovliggjort, da ejeren havde vidst, at helårsbeboelse ikke var tilladt. Planklagenævnet ophævede på denne baggrund afgørelsen med bemærkning om, at kommunen ikke havde fortabt retten til at kræve forholdet lovliggjort.